Sæt, at du modtager to gæster og tilbyder dem kost, logi og tryghed. Til gengæld beder du ikke om meget. Lidt respekt og husfred. That’s it!
Den ene af disse gæster er flittig og arbejdsom og inden du ser dig om, begynder han at bidrage til husholdningen,og lidt efter lidt betragter han dit hjem som sit eget. Du føler, at du ikke længere har en gæst, men en samlever. En sparringspartner.
Den anden gæst er til gengæld af en lidt anden støbning. Han håner alt, hvad du står for, bryder sig ikke om møblerne, indretningen, maden, din levemåde. Efter et stykke tid begynder der at forsvinde småpenge fra pungen,og når du opdager, at det er din nye ven, der havde lidt lange fingre, truer han dig og giver dig et par lussinger blot at slå fast, hvem der bestemmer.
Hvad ville du gøre?
Utaknemmelige bæst
Her er hvad jeg ville gøre:
Jeg ville samle alt mod, jeg havde i mig. Måske endda bede den første gæst om i hvert fald moralsk støtte, og så vil jeg vise det utaknemmelige bæst døren en gang for alle. Jeg ville smide ham ud og skifte låsen ud, just in case.
Hvis jeg ventede længe nok med at smide ham ud, ville jeg blive træt af at have gæster boende. Jeg ville sikkert på et eller andet tidspunkt, når det blev uoverskueligt nok, smide dem begge ud.
I Danmark gør man det omvendt
I Danmark gør politikerne det omvendt. De splitter familier, sender mindreårige børn ud af landet. De behandler den flittige gæst, som var han belastning, og de bilder ham ind, at han ikke kan klare sig på egen hånd. For er han på egen hånd, behøver han ikke staten, og så kunne den offentlige sektor ”risikere” at stoppe med at vokse ellerligefrem slanke sig.
Til gengæld bliver hårdkogte kriminelle behandlet og passet bedre på end truede dyrearter (undtagen hasselmusen og klokkefrøen, måske). De får personlig bevogtning døgnet rundt, økologisk mad, oplæring af stjernekokke, psykologisk hjælp, adgang til egen læge, daglig træning, og de optræder på TV i bedste sendetid.
Meldte sig selv for at få det overstået
Og jeg overdriver ikke et eneste sekund. Brødrene A, overhoveder for en bande på Nørrebro, har fået deres egne programmer på henholdsvis 2 og 3 afsnit. Det ene på DR, det andet på TV2.
Deres synderegister er kilometerlangt og rummer al slags grov kriminalitet: vold, afpresning – you name it. Og alligevel formår de at få stjernestatus i medierne, uden at der bliver draget nogen seriøs konsekvens af deres forbrydelser.
Storebroderen er anholdt, sigtet for vold, begået i foråret, sidste år. Offeret var en kvinde, som (efter hans eget påstand) havde forfulgt ham både personligt og på andre måder. Han slog og sparkede hende midt på gaden.
Han er ikke blevet anholdt tidligere, fordi han syntes, at det ville være for kedeligt at tilbringe sommeren bag tremmer. Og jeg bruger ikke engang sarkasme her. De ord kom fra hans mund. Han forsvandt og levede livet lykkeligt og nu, hvor det er gråt og kedeligt, kan han ligeså godt få det overstået og tage sin straf.
Et sprog, de kan forstå
Der skal lige siges, at Store A (til forskel fra sin lillebror) ikke har dansk statsborgerskab. Så mit spørgsmål lyder: Hvad laver denne mand i Danmark? Og hvor langt skal han gå, før vi siger, at nok må være nok. Hvor mange flere ofre skal der til, og hvor mange millioner kroner skal der bruges på mennesker som ham?
Ikke en krone mere, hvis I spørger mig. Og ikke et sekund mere. Og her ville jeg åbne grænserne på vidt gab, bare i den anden retning. Har man ikke dansk statsborgerskab og begår kriminalitet, er det ud herfra. Hvis ikke det er muligt for fangen at afsone sin straf i sit hjemland, skal han deporteres lige umiddelbart efter afsoning.
Og inden de politisk korrekte går i selvsving, så JA, jeg er godt klar over, at der findes folk, som er i Danmark på tålt ophold, men der findes også et fængsel i Sandholm, hvor de hårdkogte kriminelle kan opbevares og ikke, som Danny Abdalla, køre rundt i København i egen bil.
Kære venner, lad os for en gang skyld behandle Danmark som vores eget hjem og beholde de flittige og arbejdsomme og indføre nogle konsekvenser for de andre på et sprog, de kan forstå.
Mersiha Cokovic er folketingskandidat for Liberal Alliance