Da min mand flyttede på plejehjem, havde han en gangfunktion ved hjælp af en krykkestok. 15 år tidligere blev han ramt af 2 blodpropper i hjernen og blev lam i hele venstre side og mistede alle kognitive færdigheder.
Efter 8 måneder i hospitalsregi og træningsophold i plejecenter, kom han hjem til et hårdt dagligt træningsforløb styret af min faste hånd og overbevisning om at det kunne lade sig gøre at opretholde en rimelig fysisk formåen.
Det har været hårdt for min mand, men da han var i særdeles god fysisk stand, da hans liv på et splitsekund ændrede sig, havde han en god baggrund for at komme lidt ovenpå igen. Efter en sygdomsperiode med hospitalsindlæggelse svækkedes han ganske betydeligt fysisk og mentalt og en tid var vi oppe på 5-6 hjemmeplejebesøg per dag.
Plejehjem
Situationen blev mere og mere uholdbar i hjemmet, derfor blev plejehjem løsningen. På min mands og egne vegne havde jeg en forventning om, at man der ville fortsætte de gode takter med vedligeholdelse af min mands færdigheder, men deri tog jeg grueligt fejl.
Gang efter gang fandt jeg min mand siddende i en kørestol selvom jeg havde bedt om, at min mand skulle gå, når han færdedes indenfor husets rammer.
Beskeden var, at han beklagede sig over at skulle gå og at de ikke kunne/måtte tvinge beboerne til noget de ikke ønskede. Personalet kaldte det respekt, hvor jeg kaldte det for omsorgssvigt.
Din mand er ikke umyndiggjort, så han bestemmer selv, var svaret, når jeg beklagede, at de gav efter og transporterede ham i kørestol.
Træning blev ikke fulgt
Min mand fik tilknyttet en fysioterapeut udefra. Hun arbejdede meget seriøst med min mands fysiske træning og gav personalet nogle anvisninger på, hvordan de kunne træne min mand i det daglige, hvilket bare ikke blev fulgt.
Så fulgte fire fald med forskellige knoglebrud, indlæggelser og operation til følge, hvilket satte min mand yderligere fysisk tilbage.
Hans fysioterapeut overtog genoptræningsopgaven og fik da også min mand på benene, men gangtræning 1-2 gange om ugen er bare ikke nok, det skal foregå dagligt, hvis det skal have nogen betydning.
Nu kan fysioterapeuten knapt få min mand op at stå og lykkes det, kan han måske klare 4-5 skridt.
Omsorgssvigt?
Jeg mener, at plejehjemmet bærer en stor del af skylden for, at min mand på 3 år er forvandlet til en tung plejepatient ved at undlade positiv motivering til at gå fremfor den nemme løsning med kørestol.
I dag ser jeg mest plejehjem som et opbevaringssted for mennesker som ikke længere kan klare sig uden hjælp og ikke som et sted, hvor man tager ansvar for at vedligeholde den enkeltes fysiske og mentale færdigheder.
Det overordnede ansvar for disse tilstande hviler ubetinget på kommunen og på de beslutninger der tages i Folketinget. Jeg efterlyser en holdningsændring på området, så mulighederne for en bedre livskvalitet for plejehjemsbeboere prioriteres højere end de idelige besparelser på området.
Kirsten Christensen
