Det var sidste skoledag, og han ville lave en grov spøg med sin lærerinde – men det endte helt galt for ham. Se video …

Det var sidste skoledag på gymnasiet Altrincham Grammar i Cheshire, England. På denne dag var der tradition for, at de vordende studenter kunne lave numre med deres lærere, der så ville tage det fra den humoristiske side.

 

18-årige Jacob Dowdle stod uden for en dør og ventede på en lærerinde, som han havde planer om at tage under kærlig behandling.

 

Han havde besluttet sig for, at han ville lave et klassisk lagkage-nummer. Han stod med en paptallerken med flødeskum, der skulle gøre det ud for en lagkage. Man kan se situationen på videoen.

 

På politistationen

Da lærerinden dukkede op, bakkede han hen mod hende og smaskede flødeskummen lige i ansigtet på hende, som man har set det i talløse film. Det hele blev optaget af en af hans kammerater, og man kan på videoen høre flere, der griner ad optrinnet.

 

Men hvis han havde regnet med, at hun ville grine med, så tog han grueligt fejl. Hun syntes slet ikke, at det var morsomt. Faktisk blev hun så rasende, at hun indberettede ham til skoleledelsen, og den meldte ham til politiet.

 

Så han blev hentet ind til forhør på en politistation mistænkt for overfald.

 

Politiet nøjedes dog med at give ham en advarsel og pålagde ham at stikke lærerinden en undskyldning. Dermed var sagen tilsyneladende bragt ud af verden.

 

Bortvist

Men så blev videoen lagt ud på Facebook, og Jacob nægtede at afsløre, hvem der havde gjort det. Dermed kørte sagen helt op i en spids.

 

Jacob blev bortvist fra skolen! Han fik ganske vist lov til at komme der for at afvikle sine eksamener, men det fremgik altså af hans papirer, at han var blevet bortvist.

 

Han var ellers en stjerneelev, og nu frygtede han for, at bortvisningen kunne skade hans muligheder på universitetet og siden hen på arbejdsmarkedet.

 

Derfor har han startet en underskriftsindsamling på nettet for at få ophævet bortvisningen. Her skriver han, at det hele bare var ment som en uskadelig spøg. ”Da Mrs. Barratt (lærerinden) kom ud af døren og muligheden opstod, heppede mine kammerater mig frem, og så gjorde jeg det bare.”

 

Han mener, at det var ude af proportion at melde ham til politiet for overfald. Han henviser til, at andre elever den dag lavede grovkornede numre, som for eksempel at smide en ballon med vand mod en lærer – uden at det udløste nogen straf.

 

Skoleledelsen holder fast

Ifølge Jacob kan lærerindens reaktion hænge sammen med, at hun i forvejen havde et horn i siden på ham. Til Daily Mail siger han:

 

”Vi er ikke de bedste venner, hun har simpelt hen ikke nogen humoristisk sans, når det drejer sig om mig. Jeg tror, at det er derfor, at det kom så vidt. Havde det været en anden elev, som hun godt kunne lide, ville hun have reageret helt anderledes.”

 

Man kunne dog vende dette ræsonnement om og sige: Når han så eftertrykkeligt smækkede tallerkenen med flødeskum i ansigtet på hende, kunne det jo hænge sammen med, at han ikke brød sig om hende og benyttede den spøgefulde sammenhæng til en personlig hævnakt.

 

Skolen holder under alle omstændigheder fast i, at der var tale om et overfald. Skoleleder Tim Gartside siger til Daily Mail:

 

”Elever har på den sidste skoledag haft det sjovt med kløgtige, smagfulde og originale former for spøg, som hverken har gjort skade eller ydmyget nogen. Men det her var et planlagt overfald.” Den slags vil skolen altid have en fast holdning til, føjer han til.

 

Den alvorlige pointe bag fis og ballade

Man kan mene, at det burde have været muligt at finde en mindelig løsning i forhold til en dygtig elev, der ikke havde al mulig ballade på samvittigheden.

 

Men ”lagkage”-angrebet på lærerinden var meget voldsomt. Det overskred grænsen for uskyldig spøgefuldhed på en sidste skoledag. Der blev ikke bare taget gas på lærerinden, hun blev forulempet.

 

Sagen udstiller dermed et velkendt problem i forbindelse med ganske mange unge i skolen og andre steder – det gælder i høj grad også i Danmark.

 

De bliver strøget så meget med hårene, at de let får den opfattelse, at det hele bare er noget, man leger. Grænsen mellem sjov og alvor bliver flydende.

 

Og de har i alt for høj grad vænnet sig af med, at de kan blive mødt med sanktioner, når de træder ved siden af. Jacob blev således tydeligt overrumplet og rystet over skolens skarpe reaktion.

 

Han skulle nok have haft en ”benådning”. Men den alvorlige pointe i denne historie om fis og ballade er, at det aldrig burde være kommet dertil, at en elev smasker noget lige i ansigtet på en lærer.

 

Se den video, der blev lagt ud på facebook her:

 

 

 

 

Del på Facebook