Det danske skolesystem giver eleverne stene for brød

Foto: Colourbox

Mange vil huske DR2’s udsendelser sidste år, hvor man sammenlignede en dansk 9. klasse fra Holme ved Århus og en kinesisk 9. klasse fra Harbin.

 

Resultatet var mildest talt nedslående for den danske skole, som i alle sammenligninger undtagen en klarede sig dårligere end den kinesiske klasse. Det var ikke opgavernes skyld, for de var udarbejdet af danskere og tog hensyn til forskelle mellem landene. Af let forståelige grunde vandt danskerne over kineserne i engelsk, men i læsning, matematik, kreativitet og samarbejde kunne danskerne ikke måle sig med kineserne.

 

Det var en afklædning for åbent tæppe af den pædagogik og de holdninger, der har præget folkeskolen i de seneste årtier.

 

I årevis har vi fået at vide, at det da godt kan være, at danske elever ikke har så meget paratviden som tidligere, men så kan de så meget andet og vigtigere. De er nemlig meget mere kreative end elever i andre lande, og de er mægtigt gode til at samarbejde. Men også på disse områder er vi altså blevet overhalet.

 

Det hører med til historien, at den danske selvtilstrækkelighed ikke har lidt et knæk. Ikke bare mente eleverne fra Holme Skole selv, at de havde vundet over kineserne, men de klarede sig også fint samme år ved folkeskolens afgangsprøver.

 

Fænomenet gentager sig

Der har ikke været en tilsvarende sammenligning mellem elever i en dansk gymnasieklasse og en kinesisk klasse, men nu viser det sig, at situationen i gymnasiet  nok ikke er så meget anderledes end i folkeskolen. Det ville vel egentligt også undre, hvis folkeskolens faglige niveau og pædagogik ikke smittede af på ungdomsuddannelserne.

 

Thea Birk Berger fra en dansk 3.g klasse har i en meget velskrevet artikel i Politiken beskrevet et besøg af en indisk klasse på hendes gymnasium, der har en forbløffende lighed med det, vi så med den danske og kinesiske klasse i Folkeskolen.

 

Hun er selv en af de dygtige elever i klassen, der forbereder sig og deltager aktivt i timerne og som får de meget fine karakterer. Alligevel finder hun nu ud af, at hun i modsætning til de indiske elever, som oven i købet er to år yngre end hende selv, ikke taler nær så godt engelsk og ikke kan løse de matematikopgaver, de to elevgrupper bliver præsenteret for.

 

Der skete nemlig det, at da den indiske matematiklærer overtog undervisningen, gik der ikke lang tid, før de danske elever, trods en sikker forventning om at de nemt ville kunne følge med i undervisningen og løse opgaverne, måtte sande, at de slet ikke kunne følge med. De kunne simpelthen ikke besvare lærerens spørgsmål, selv ikke da han kogte sine forventninger til dem ned til enkle matematiske problemer.

 

Mangler basale forståelser

Læs også
Kinas falske nyheder: Deres ‘overlegne system’ bekæmper coronavirus

Det gik op for disse 3.g’ere, at problemet var, at den indiske lærers undervisning forudsatte, at eleverne have forstået den grundlæggende matematik, og at det ikke var nok, at de kunne bruge et regneprogram og slå en formel op i en matematikbog.

 

”De formler, vi benytter, finder vi i vores bog – ikke i vores hoved, fordi vi ikke har forstået og gennemarbejdet dem,” skriver Thea Berger. Regneprogrammet kan måske nok føre frem til et resultat, men det giver ikke en forståelse for, hvordan man når frem til det, og dermed kommer den matematiske forståelse til at mangle.

 

Øjenåbner

Den indiske klasses besøg var en øjeåbner Thea Berger. Hun var naturligvis klar over, at danske folkeskoleelever er kommet længere og længere bagud på verdensplan, men hun vidste ikke, at det også gjaldt for gymnasieeleverne.

 

Det er ikke, fordi danske børn og unge ikke gerne vil lære noget og udvikle sig, men det gør de ikke i tilstrækkelig grad, fordi der ikke forventes og kræves nok af dem. Studietiden kan udnyttes meget bedre og der er et påtrængende behov for, at hyggekulturen bliver taget op til revision, siger hun.

 

Hvis der var flere, der som denne 3.g’er fik lejlighed til at indse, at de i folkeskolen og i gymnasiet får stene for brød, og at man spilder en ufattelige masse tid på grund af de lette løsningers pædagogik, ville der måske være håb om, at fagligheden kunne vende tilbage til skolen.

 

Vi har ikke krævet nok af børnene

Læs også
Kina: Den perfekte højteknologiske totalitærstat

Vi har i alt for mange år hvilet på vore visne laurbær og forsømt at gøre op med den pædagogiske tænkning, der har forsøgt at bilde os ind, at lærdom kan leges ind i børnene uden alt for stor anstrengelse. En konsekvensløs pædagogik, hvis højeste mål synes at være, at beskytte eleverne mod den virkelige verden, som de derfor ikke bliver forberedt på.

 

Den Grundtvig/Koldske tanke om, at der ikke findes mennesker, som har lært noget af det, han eller hun ikke først har haft kært, lyder på overfladen ganske sympatisk, men den har i senere pædagogiske profeters udgave haft betydelige skadevirkninger. Der er nu engang ikke flertallet af danske skoleelever, der har en kærlighedsaffære med matematik.

 

Man har set ned på paratviden i mange år og hævdet, at eleverne jo bare kan slå formler, årstal og svære fremmedord op. Det er en falsk måde at stille tingene op på, og det er ufatteligt tidskrævende og forsinkende for de børn og unge, der forsøger sig med det. De bliver simpelthen hægtet af.

 

Alle uddannelser og alle fag kræver en omfattende basal viden, som er gennemterpet, så den sidder på rygmarven, hvis man skal have mulighed for at fungere i arbejdslivet, og hvis Danmark skal kunne konkurrere med Kina og Indien.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…