TV’s fremstilling af den ny K-formand: “En buskmand fra det mørke og afsides liggende Jylland”

Søren Pape Poulsen (Foto: Ole C. P. Sørensen)

Sommeren har været dejlig varm og solrig, og de fleste har nydt de seneste par måneder, for hvor er der skønnere end netop her i Danmark, når sommervejret viser sig fra den side, det har gjort i år? – Måske er det gode sommervejr forklaringen på, at sommeren har været rig på gode oplevelser, men til gengæld samtidig forbavsende fattig på de efterhånden traditionelle politiske prøveballoner? Oven på uroen i Venstre og efter at have overstået valget til Europa-Parlamentet er den  danske politiske verden næsten gået i dvale. Her i sensommeren kommer sommergruppemøderne så, og det puster lidt liv i den politiske debat igen.

 

Ny konservativ formand

Således har De Konservative – lidt overraskende på nuværende tidspunkt – valgt ny formand. TV2 News kørte historien, som om den relativt ukendte nye person i den konservative formandsstol var en buskmand fra det mørke og afsides liggende Jylland.

 

Buskmand er han ikke, og Jylland er hverken mørkt eller afsides liggende, selv om det lød som om, at Viborg er en by i Sibirien og en jysk borgmester noget af det mest underlige, man kan forestille sig. Sådan ser Danmark åbenbart ud set fra TV2 News’ nyhedsstudie – i hvert fald udtrykte studieværten flere gange forundring over valget af en jysk borgmester helt ovre fra Viborg (!). – Mon ikke der er behov for at tage de fordomsfulde skyklapper fra øjnene og erkende, at alt ikke nødvendigvis er Udkants-Danmark, selv om det ligger i provinsen?

 

Det politiske spektrum ligner en meleret grød

Nej, lad nu den jyske borgmester, der er blevet ny formand for et af folkestyrets klassiske borgerlige partier, vise, om han formår at genrejse dette engang så stolte og indflydelsesrige parti – Gud, konge og fædreland fylder desværre ikke så meget i det moderne Danmark, så behovet for at få disse kerneværdier pudset af er indlysende for ikke at sige stærkt påkrævet. Det politiske spektrum er således de senere år blevet stærkt udvisket og ligner mere og mere en meleret grød.

 

En satirisk tegning i et af vore dagblade viser for at illustrere det to danskere stående foran en liste over alle de opstillingsberettigede partier. Den ene siger: ”Næste gang stemmer jeg på Socialdemokraterne”, hvorefter den anden replicerer, idet han peger på listen med de mange partier. ”Hvilket et af dem?” – Satiren rammer et centralt problem, nemlig at det er blevet mere og mere svært at se forskel på, hvad der er det enkelte politiske partis holdningsmæssige fundament.

 

Det er sket i takt med, at politikerleden bare er vokset og vokset – der er nemlig en klar sammenhæng mellem politikerleden og det faktum, at politik er blevet et levebrød for unge fremstormende karrièrefikserede lykkeriddere, for hvem indholdet ikke betyder mere, end at de kan skifte til noget andet, hvis det er fremmende for det gode levebrød. Ligesom den enkelte politiker afstemmer sin holdning efter, hvad der lige nu er populært, således gør de politiske partier det også.

 

Fokusgrupper og spin er gift for et sundt folkestyre

Befolkningen længes tilbage til den kvalitet, der lå i, at dette at blive politiker var en opgave, man efterhånden som menneske modnedes til at tage på sig. Ud fra en fælles holdning til livet og samfundet som de mennesker, der viser den tillid at lade sig repræsentere af en given politiker, gik vedkommende ydmygt og målrettet til den opgave at være tjener for de mennesker og holdninger, som man repræsenterede.

 

En sådan ærlig og reel indgang til den politiske opgave – der jo i bund og grund er et tillidshverv – overflødiggør både fokusgrupper og spin. Som vælgere er vi jo efterhånden pr. definition skeptiske, når der kommer en markant politisk udmelding. Er eksempelvis Venstres nye hårde og konsekvente linje i udlændingepolitikken nøje afstemt spin eller ærlig overbevisning? Er Socialdemokraternes angreb på DF for økonomisk uansvarlighed et udslag af, at Socialdemokraterne føler sig truet på deres monopol til at udstede dækningsløse løfter til vælgerne, eller er det en oprigtig bekymring på vælgernes vegne?

 

Politik er blevet så meget spil for galleriet, at vi som befolkning ikke føler os repræsenteret, men derimod nedvurderet. – Derfor er der et markant behov for, at der røres godt og grundigt i folkestyrets gryde, så det hele ikke bliver en sammenkogt ret i form af en meleret grød, der bobler op engang imellem. I stedet skal den politiske menu tilføres de klassiske krydderier, der gør den sund, spiselig, åben og ærlig.

Læs også
DR og TV2 fortier en af de vigtigste afsløringer i lang tid: Integrationen af indvandrere fungerer overhovedet ikke

 

En varieret kost er som bekendt vejen til sundhed – også for et folkestyre. Derfor ser vi gerne de politiske partier møde med klare holdninger og budskaber, så vi har et reelt valg mellem flere veje at gå for det danske samfund og ikke bare en socialdemokratisk med små udsving til højre og venstre….! Den borgerligt liberale opposition kunne passende tage hul på den proces ved at sætte sig sammen og lave et regeringsgrundlag, så vælgerne har en klar forestilling om, hvad en ny regering vil med Danmark på dette og hint område.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…