Teenagere sender delvist pornografiske fotos til hinanden

Foto: Colourbox

Det sociale medie Snapchat har været populært blandt unge. Snapchat udmærkede sig ved at det billede eller videoklip, man sendte til sine venner, var slettet et øjeblik senere modsat andre sociale medier som for eksempel Instagram eller Facebook, hvor billeder bliver liggende.

 

Den konstruktion har været populær blandt de helt unge, og halvdelen af Snapchats brugere er mellem 13- og 17 år. (Ekstra Bladet)

 

Flere af de billeder, de unge har sendt til hinanden, har været af mere eller mindre pornografisk karakter.

 

Men sikkerheden blev brudt hos Snapchat, og 200.000 billeder er blevet lækket og ligger nu frit på internettet til stor fortrydelse hos de unge Snapchat-brugere. (Ekstra Bladet)

 

Men de er ikke alene om at fortryde.

 

Hver fjerde fortryder

En ny undersøgelse fra TDC viser, at hver fjerde unge dansker mellem 15 og 24 år har fortrudt en handling på de sociale medier. Det er især billeder og kommentarer, som de unge ville ønske, at de ikke havde postet, oplyser TDC i en pressemeddelelse.

 

I februar fyldte Facebook ti år. Men først i 2006-2007 begyndte danskerne at komme på Facebook. Og siden er mange flere kommet til. I dag er over 3 millioner danskere på Facebook. (dr.dk)

 

Sociale medier gør det nemlig nemt at holde kontakten med venner og familie fra nær og fjern. Og det er nemt at dele sine billeder fra hverdagen, oplevelser fra ferien, men også tanker og holdninger om det, der rører sig i samfundet.

 

Svært at trække tilbage

Men modsat Snapchat er det svært at trække et udsagn eller et foto tilbage, når det først er sendt ud i æteren på Facebook, Instagram eller Twitter. Det kan være man fortryder det sekunder efter, man har trykket opdater. Det kan også være, der går længere tid, før man fortryder sin adfærd.

 

Læs også
IT-brevkasse: Hvilke konsekvenser kan der være ved at dele private billeder på Facebook?

Undersøgelsen fra TDC viser, at de unge udover billeder og skriftlige statusopdateringer også fortryder, at de har delt deres private tanker, politiske holdninger og kommentarer, som de har skrevet til andres billeder.

 

“De yngste aldersgrupper i vores undersøgelse skiller sig markant ud fra de ældre, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt man fortryder sin adfærd. Blandt personer over 35 år er det kun hver tiende, som har fortrudt en handling på de sociale medier. Og det giver jo anledning til spørgsmålet om, hvorvidt vi som forældre og samfund skal være bedre til at guide de unge, før de kaster sig ud i mediehavet,” siger Tina Kiørboe, der er Research Manager og ansvarlig for undersøgelsen hos TDC i en pressemeddelelse.

 

De unges aktivitet på de sociale medier er langt større end mange af de ældre generationer, og det kan måske også forklare hvorfor de i højere grad fortryder deres adfærd, simpelthen fordi de skriver og deler mere. (TDC)

 

Spillerummet har ændret sig

De unges tendens til at fortryde kan ifølge Anne Scott Sørensen, der er professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, blandt andet skyldes, at spillereglerne i det offentlige rum har ændret sig:

 

“Vi ser en tendens til at grænserne for, hvad der opfattes som “passende” adfærd i det offentlige rum indsnævres. Det gælder både i forhold til, hvor tunge emner, man kan bringe i spil på sociale medier, men også i forhold til, hvor jublende positiv og selvrosende, man må være. De unge har virkelig antennerne ude på dette punkt, og derfor er deres tærskel for at fortryde deres adfærd formentlig også lavere.” (TDC).

 

Ifølge TDC’s undersøgelse har 15 procent af alle danskere (på tværs af aldersgrupper) fortrudt en handling på de sociale medier.

Læs også
Trykkefrihedsselskabet går i kødet på Søren Pind: “Hvem sagde ‘landsbytosse’?”

 

Undersøgelsen er gennemført i september 2014 af YouGov på vegne af TDC blandt 1.565 danskere, og er således gennemført før lækket hos Snapchat.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…