Dagligvarekæden Coop har lanceret et nyt madmanifest, der skal få danskerne til at gå højere op i madens kvalitet og den nydelse og samvær, der bør være omkring måltidet.
Det betyder helt konkret, at der nu vil være færre frysepizzaer og cup noodles på hylderne i Coops butikker.
Faktisk betyder det nye madmanifest, at Coop over de næste fem år skal udskifte 25 procent af alle deres fødevarer i deres 1200 dagligvarebutikker, der består af Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma. Det vil komme til at koste omkring 13 milliarder kroner. (Coop /epn.dk)
For nu vil Coop rette opmærksomheden mod flere lokalt producerede varer, flere varer med vægt på den gode smag og flere varer med større hensyn til dyrevelfærd.
Relancering af Coop
Initiativet er en del af den relancering af Coop, som Coops nye administrerende direktør Peter Høgsted annoncerede i januar. (Ritzau)
Hele foråret har Coop derfor spurgt kunder, medarbejdere, leverandører og meningsdannere, hvad de mener er god mad og madkultur. Det har mundet ud i samarbejdet Coop & Co, der altså nu lancerer madmanifestet. (Coop)
Målet er ”at sætte en ny dagsorden, hvor kvalitet, nydelse og samvær omkring måltidet får en lidt større plads i vores fælles hverdag.” (Coop)
Tager ansvar
Coop tegner sig for næsten 40 procent af dagligvarehandlen i Danmark, hvorfor man i Coop mener, at man har et medansvar for den madkultur, der findes i dag. (epn.dk)
Blandt de konkrete initiativer i Madmanifestet er blandt andet:
At 50 procent af alle fødevarer i 2018 skal være unikke Coop-varer
At lancere 500 nye produkter med god smag til fair priser via partneraftaler med kokke
At indføre ”Onsdag – God Maddag”, der gennem inspiration og aktiviteter i alle Coops kæder skal gøre onsdag til en ekstra god maddag for danskerne
At sørge for mere gennemsigtighed ved at øge varekrav mhp. mærkning med oprindelsesland og hovedingrediens på Coops egne varer fra 2015
At forsætte med at have fokus på at reducere madspild både i butikker og i husholdningerne ved at tilpasse pakkestørrelser
At prioritere lokale, danske varer og sæsoner
At uddele en ny årlig fødevarepris til personer eller organisationer som arbejder for at genskabe fællesskabet omkring madlavning og måltid
At etablere partnerskaber med mange flere mindre leverandører for at få et mere differentieret udvalg af danske varer i butikkerne
At forstærke indsatsen for at øge udvalg og salg af ansvarlige varer inden for økologi, dyrevelfærd og sunde take away måltider
Forandre dansk madkultur
Coop håber at de med initiativet kan være med til at udvikle den danske madkvalitet og madkultur.
”Som land befinder vi os i den gastronomiske elite og bryster os med Michelin stjerner. Danskerne ser underholdningsprogrammer som aldrig før om mad og kager. En stor del af alt TV handler om mad, men vi kan i stadig mindre grad selv lave maden. Vi bygger dyre samtalekøkkener, men laver ikke mad i dem. Vi bruger mindre end 10 procent af vores disponible indkomst på fødevarer, hvilket er blandt det laveste i Europa. Vi mener, der er noget at arbejde med,” siger food-direktør i Coop Jens Visholm og fortsætter:
”Vi vil forandre dansk dagligvarehandel og forbedre danskernes daglige madoplevelser.” (Coop)
Læs mere om løfterne i Coops madmanifest her