I torsdags (4.12.) bragte Den Korte Avis en artikel om en person iført burka, der efter al sandsynlighed stod bag et mord.
På en video så man den pågældende gå ind i en bygning og tage elevatoren op til et stort butikscenter. Her drejede den burka-klædte skikkelse rundt om et hjørne med retning mod et dametoilet.
Noget senere vendte hun tilbage, tog elevatoren ned og forlod bygningen.
På dametoilettet fandt man en kvinde i en blodpøl. Hun var blevet stukket adskillige gange med en kniv. Kort efter døde hun af sine kvæstelser.
Man kan se dette forløb på den sidste af videoerne nedenfor.
Vi skrev dengang, at mordet formentlig var planlagt. Nu ser det ud til at være bekræftet. En kvinde er arresteret for mordet, som efter alt at dømme var en terrorhandling.
En eller anden amerikaner skulle slås ihjel
Den myrdede var den 47-årige amerikaner Ibolya Ryan. Hun var mor til to tvillingedrenge på 11 år og ansat som lærer i en dagsinstitution i Abu Dhabi, hvor mordet fandt sted. Abu Dhabi er en del af De Forenede Arabiske Emirater (UAE).
Den mistænkte for mordet er en 38-årig kvinde ved navn Dala al Hashemi, borger i Emiraterne.
Morderen havde stået og ventet i en time, inden hun med en stor køkkenkniv angreb Ibolya Ryan.
Ifølge myndighederne havde mordet intet at gøre med Ibolya Ryan som person. Morderen ville bare slå en eller anden amerikaner ihjel.
Ja, hun ville ikke nøjes med at slå én ihjel. Bare en time efter dette mord, tog den efter alt at dømme samme person hen til en læge, som er amerikaner med egyptisk baggrund. Her placerede hun en bombe ved døren til familiens hus.
På endnu en overvågningsvideo ser man hende trække en sort kuffert, der sandsynligvis har været brugt til at transportere bomben. Kun fordi familiens søn tilfældigvis opdagede den, blev politiet alarmeret, og bomben blev demonteret.
Afsløret
Bomben ser heller ikke ud til at have noget at gøre med lægen som person. Men han var amerikaner, og derfor blev han udpeget som offer for terror. Man ser den burka-klædte kvinde køre derfra i en bil, hvor nummerpladen er sprayet over, mens bagruden er skjult bag UEA’s flag.
Myndighederne er overbevist om, at de har fundet hende. Foreløbig står det uklart, hvordan de afslørede hende.
På den første video nedenfor kan man se de dramatiske billeder af politiet, der stormer hendes hus og arresterer hende. Det viser sig, at huset var et regulært terror-centrum med sprængstoffer, knive og andet.
Flaget hang stadig over hendes bils bagende, og på rattet var der blod – formentlig fra mordet på Ibolya Ryan.
Terrorens formål
Der er flere formål med denne terror. Det var de samme formål, som lå bag beskydningen forleden af en dansk Arla-medarbejder i Saudi-Arabien
Den skal skræmme amerikanere og andre vesterlændinge væk fra den arabiske verden.
Den skal skabe panik blandt borgerne, så der gradvis kan opstå et kaos, som de islamistiske terrorister kan udnytte.
Og den skal advare styret i De Forenede Arabiske Emirater mod at samarbejde med USA.
Derfor vælger man at dræbe tilfældige amerikanere.
Faktisk havde den amerikanske ambassade i UEA så sent som den 29. oktober advaret om anonyme indlæg på islamistiske hjemmesider, hvor man opfordrede til at angribe lærere på amerikanske og andre internationale skoler i Mellemøsten.
Stod og manglede et offer
Alene i Abu Dhabi opholder der sig omkring 40.000 amerikanere. Mere end 1.000 amerikanske virksomheder er til stede i De Forenede Arabiske Emirater.
Emiraterne er også en nær militær allieret for USA. I øjeblikket deltager landets fly i angrebene på Islamisk Stat.
Samtidig er den store velstand og de noget friere forhold i landet en stor torn i øjet på de fanatiske islamister. Islamister er da også blevet mere aktive i landet, og det skaber stigende spændinger.
Der vil med stor sandsynlighed komme flere mord og mordforsøg på uskyldige mennesker. Disse fanatikere dræber koldt og kynisk for deres politiske og religiøse mål. Deres foragt for menneskeliv er uhyggelig.
Ibolya Ryan, mor til to drenge, måtte lade livet på et dametoilet, fordi en morder lige stod og manglede et offer til at sende sit politiske budskab.
Her er de optagelser, som viser stormen på den formodede burka-morders hus og anholdelsen af hende og andre formodede terrorister:
Her er de optagelser fra overvågningskameraet, der viser terroristen i burka, på vej til Ibolya Ryan og hendes vej ud af bygningen efter mordet:
(Daily Mail, ABC News, Phyllis Chester/Breitbart)