Bydelen Tingbjerg i København er stærkt præget af en meget stor andel af indvandrere, som står uden for arbejdsmarkedet, og som desværre har skabt et regulært parallelsamfund. Det bragte Berlingske i går en artikel om. (Se desuden Den Korte Avis i dag andetsteds i avisen).
Mange danskere, som har muligheden, har for længst forladt bydelen, hvor de føler sig utrygge. Helt nøjagtigt har 70 procent af indbyggerne i Tingbjerg anden etnisk baggrund end dansk og heraf er omkring en tredjedel på overførselsindkomster.
Efter mørket frembud patruljerer unge indvandrere området, og i nogle tilfælde har de også opkrævet penge fra folk, der ønsker at besøge Tingbjerg, ligesom de begår en masse anden kriminalitet, herunder afpresning og hærværk.
Hovedpersonen i artiklen – den lokale sognepræst Ulrich Vogel, som i 2009 blev drevet ud af bydelen, indtil han fire måneder efter vendte tilbage – fortæller om hverdagen i Tingbjerg, og her må jeg indrømme, at jeg er meget foruroliget over politiets adfærd.
Et svagt politi
Én ting er, at politiet taler problemerne ned og hævder, at kriminaliteten i området er faldende.
Noget andet er, at politiet ikke ville rykke ud, da Ulrich Vogel kunne høre, at nogle af de kriminelle, som tidligere var brudt ind i hans hjem, nu rumsterede rundt i hans have. ”Vi kommer, når vi får tid”, lød det uengagerede og arrogante svar, da han ringede til politiet. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Det nytter ikke noget, at politiet forsøger at bagatellisere problemerne med at påpege, at det bare drejer sig om ”20-25 unge, som er kommet på gal kurs”.
Hvis det virkelig er tilfældet, at det kun drejer sig om 20-25 unge, så burde det da være en nem sag at gøre kål på problemerne?
Fredelige beboere svigtes
I samme udgave af Berlingske skriver stud.jur Søren A.C. Stenbøg om det enorme svigt, som områdets fredelige beboere er blevet udsat for.
Herunder en ældre dame, som blev udsat for utallige indbrud, uden at politiet overhovedet gad komme forbi og undersøge sagen og en førtidspensionist, som fik sin bil afbrændt og sit hjem raseret, fordi hun havde konfronteret nogle af de kriminelle unge med deres adfærd. Det kunne politiet heller ikke gøre noget ved. Det er dybt beskæmmende og uacceptabelt.
En skamstøtte over en fejlslagen udlændingepolitik
Hverdagen i Tingbjerg er dyster og uhyggelig. Om dagen vrimler det med socialpædagoger og andre offentlige personer, som servicerer beboerne, og når de så er gået hjem, er beboerne overladt til deres egen verden, som de fleste ønsker at komme væk fra. Her er der grimt og nedslidt. Blomsterkasserne på altanerne er forsvundet i takt med, at danskerne er flyttet væk, og i stedet råder frygten og utrygheden.
Tingbjerg er et af de mange sørgelige monumenter over en fejlslagen udlændingepolitik. Ja, jeg vil faktisk betegne området som en skamstøtte.
Den nuværende udlændingepolitik vil kun forstærke problemerne yderligere og bringe endnu flere boligområder til fald, for når der skal skaffes tag over hovedet til de tusinder, som kommer til Danmark, ved vi jo alle godt, hvor de vil blive anbragt. De kommer først og fremmest til at bo i landets ghettoer, og her vil de bidrage til yderligere fremmedgørelse. Og integrationen? Ja, den bliver der ikke noget af, for ingen kan blive integreret i et parallelsamfund, hvor jungleloven og brutaliteten hersker.
Pia Kjærsgaard, MF, værdiordfører, Dansk Folkeparti
