I sin digtsamling ”I Lykkens Timer” skrev forfatteren Axel Juel i 1918 et længere digt ”Søminen”. Her er nogle få linier, hvor den personificerede sømine taler:
Som det hæsligste paa Jorden,
som Spedalskhed er jeg skyet,
selv de stolte Mænd, der stævner
smilende mod Vaabengnyet
har for mig i Rædsel flyet,
og med Gru mit Navn de nævner
De første minesprængninger
Der gik kun tre uger fra 1. verdenskrigs udbrud til de første danske skibe blev minesprængt. Det var DFDS’ ”Maryland”, der 21. august 1914 i Nordsøen løb på en mine og sank på kort tid. Alle om bord blev reddet. Få dage senere led ”Chr. Broberg”, der også ejedes af DFDS, samme skæbne. Ét besætningsmedlem døde, resten blev reddet.
Vilkårene for søfart og fiskeri var nu fundamentalt ændret.
De to forlis standsede for en kort stund handelsskibene, men efter kort tid tvang omstændighederne fiskerne og handelsskibene ud igen.
Nu lurede farerne overalt på søen, men som Ferdinand Jacobsen, der som styrmand på handelsskibe under hele verdenskrigen, skriver i sin dagbog, ”Alligevel bliver vi mere og mere sorgløse. Vi gaar paa Vagt, vi gaar til Måltiderne og vi gaar til køjs, og ofrer kun faa Tanker paa de lurende Farer, som pludselig kan være over os, men det er jo kun godt at Menneskene er saaledes indstillede, thi ellers vilde det jo være forfærdeligt at leve i disse tider”.
Stormagterne smider miner ud
Krigen var knap begyndt, før de krigsførende magter smed miner ud i havene. Den danske regering minespærrede selv bælterne og Øresund for at undgå, at tyskerne gjorde det.
Tyskerne lagde mange miner ud i havene omkring Danmark – det lykkedes dem endda at lægge miner ud i Themsens udmunding.
Englænderne og franskmændene minerede også mange områder, bl.a. Kattegat, og da USA i 1917 kom med i krigen, lagde også de miner ud i Nordatlanten.
Mineudkastning. (Illustration fra Illustreret Familiejournal 1914)
Indsatsen mod minerne
Alle skibe holdt udkig efter minerne.
Fiskerne ved Skagen fik hjælp af inspektionsskibet ”Diana”, som gik i aktion, når der observeredes en mine. Man forsøgte at uskadeliggøre den ved at skyde på den, men den eksploderede ikke altid.
Fiskerne fik også miner i garnet, og enkelte af dem var så letsindige at slæbe dem med ind i havnen. ”Diana”’s kaptajn formanede fiskerne, at det var helt utilstedeligt at gøre det, og myndighederne gav bøder, da det senere gentog sig. Der kom også gang i minestrygningen og der dannedes et minørkorps, der uskadeliggjorde de miner, der flød på strandene på især Vestkysten.
Det var et kæmpe arbejde. Johnny Balsved fortæller på sin hjemmeside navalhistory.dk, at under og efter 1. verdenskrig blev der fundet og uskadeliggjort næsten 10.000 miner, og at det kostede 9 danske marinere livet. Følgende eksempler giver et stærkt indtryk af den fare, minører befandt sig i under deres arbejde.
Allerede nogle få dage inde i august måned forklarer pressen offentligheden om minerne. Her er en illustration fra Skagens Avis. På billedet ses til venstre en gruppe forankrede miner. Den ledsagende tekst fortæller at minerne springer, når skibene støder mod dem, eller når manden på land trykker på udløseren. Artiklen fortæller også om de flydende miner.
Minesprængning ved Gl. Skagen
En novemberdag i 1917 kunne beboerne i Skagen som så ofte før høre bragene, der ledsagede minørernes arbejde. Man var i gang med at uskadeliggøre miner ved Højen. Blandt minerne var en stor hornmine af den farligste slags. Minørerne var klar over, at det ville medføre skader, hvis man sprængte den på stedet og besluttede med heste at slæbe den bort til sprængning lidt længere væk fra bebyggelse. Frederikshavns Avis fortæller:
”Det var en af de farligste Stødminer med Horn, saa der blev brugt meget lange Tove til Slæbningen. Men denne var kun lige kommen i Gang, før Minen eksploderede. En kulsort Røg fyldt med Jernstumper og Sten stod i Vejret, men ellers fløj de store Jernstumper i alle Retninger. Et Par store Stykker faldt lige mellem Kuskene og Hestene, mange røg lige igennem Tagene på Husene, og det maa betragtes som et Under, at der ikke skete den mindste Skade hverken paa Mennesker eller Dyr; ja, Underet er saa stort, at en Vogn, som kom kørende fra Hulsig med Tørv, og som befandt sig et godt Stykke sønden for Byen, var udsat for at rammes af et meget stort Jernstykke, men dette faldt lige mellem Hestene og Kusken.
Da man havde sundet sig lidt, skulde man se efter, hvad Skade der var sket, og denne var i Sandhed stor, thi det er kun meget smaa Huse, som er gaaet fri. Christian Møllers og Henrik Christoffersens Ejendomme er særlig meget ramponerede baade paa Mur- og Tagværk. Overalt er der sprængt Ruder og for at nævne et Eksempel er der paa Ruths Hotel alene sprængt 49 større eller mindre Ruder. I Øjeblikket er det umuligt at opgøre, hvor meget Skaden i Byen andrager, men Chefen for ”Diana” traf straks Foranstaltning til, at Skaden kunde blive takseret, og man kan herefter vente, at de Skadelidte faar Erstatning.”
Så heldigt gik det ikke altid. Et par måneder tidligere havde Frederikshans Avis berettet om følgende tragedie:
Frygtelig mineulykke ved Thyborøn
”I Nærheden af Thyborøn drev i Fredags en stor Mine op i Strandkanten og Minørerne havde endnu i Lørdags ikke naaet at faa uskadeliggjort den.
En Del unge Fiskere fra nogle Esbjerg-kuttere spadserede Lørdag Aften ved 6-Tiden ned langs Stranden. Trods gentagne Advarsler gik 6 af de unge Fiskere helt hen til Minen, som de paa faa Meters Afstand begyndte at kaste til Maals efter med Strandens Sten!
Pludselig lød et mægtigt Brag og Flokken indhylledes i en Sky af Sand og Røg. Da andre Fiskere, hidkaldt af Drønet, hurtigt kom løbende til, mødte der dem et forfærdende Syn: rundt paa Stranden laa spredt Lemmerne og Indvoldene af de 6 unge Mennesker, der var bleven dræbt paa Stedet, og hvis Legemer under den voldsomme Eksplosion var bleven splittet i Stumper og Stykker.
Ligene var tilredt paa en frygtelig Maade. Paa flere var Hovederne fuldstændig rykket af, paa andre dannede de en uformelig, blodig Maske, hvorfra Hjernen flød ud paa Strandbreddens Sand. Flere Hundrede Meter borte fandt man Stumperne af de Dræbtes Lig og Klæder.
En anden ung Mand, der befandt sig 100 Meter fra Kammeraterne var ligeledes bleven ramt og laa jamrende paa Stranden. Han blev hurtigt ført til Lemvig, hvor han nu svæver mellem Liv og Død. Han havde et stort Hul i Underlivet og andre farlige Kvæstelser.
Da Fiskerne kom til Stede efter Eksplosionen, var endnu en af de 6 andre i Live; men han udaandede i Løbet af faa Minutter under store Lidelser”.
I de første krigsår lykkedes så nogenlunde at undgå de helt store minekatastrofer i danske farvande, men fra 1917 steg antallet af miner, og det var umuligt undgå forfærdelige minesprængninger. I farvandet omkring Skagen skete den ene mineulykke efter den anden. Svenske, norske, hollandske og danske skibe blev ramt.
To eksempler på minesprængninger. Her fra månedmagasinet Verden og Vi. 1915.
Marstalskonnerten ”J. P. Petersen” minesprængt
Blandt ofrene var Marstalskonnerten ”J. P. Petersen”, et nybygget skib, der var på vej fra Göteborg til Barcelona. På Skagen sømandshjem fortæller et af besætningsmedlemmerne til Vendsyssel Tidende om minesprængningen:
” I et nu var Ulykken sket og alt som forvandlet. Agterenden af Skibet sloges sønder og sammen. Kaptajn R. Rasmussen og Letmatros Hans Larsen, der stod til Rors, forsvandt i Dybet. De var begge fra Marstal. Kaptajnen var 34 Aar gammel og efterlader sig Enke og 3 Børn. Letmatrosen var 18 år gammel. Skibets Master røg helt op i luften, og faldt derefter ned over den fuldstændig splintrede Dæklast. Styrmand Hans Christensen slængtes langt ud i søen. Han kravlede op paa nogle drivende Planker og bjergedes kun med stort Besvær. Han havde desværre faaet begge Ben brækkede. En Passager, en ung Journalist og Forfatter Chr. Hansen, kom ligeledes slemt til Skade, fik et Ben brækket og Hovedet meget forslaaet …”
4 mand blev reddet i land ved Skagen ”og det lykkedes også at redde skibshunden. Den kom svømmende efter os, da vi var gaaet fra Borde”.
De sørgelige rester af Marstalskonnerten ”J. P. Petersen”, der blev minesprængt i juni 1918 (Vendsyssel Tidende 1918)
Helvede
Det er vanskeligt at vurdere, hvad minerne har betydet i krigsførelsen, men sammen med den uindskrænkede u-bådskrig gjorde de livet som sømand og fisker til et helvede.
Krigen sluttede 11. november 1918, men det gjorde minefaren ikke. Man skal godt op i 1920’erne før der igen var sikkert at sejle i danske farvande.
Og så gentog det hele sig under 2. verdenskrig.
