På Amager spreder en bande af store børn og unge skræk og rædsel. Banden er ni unge piger. Tre er på institution. Flere er kærester med hårdkogte bandemedlemmer. Flere af dem har stort set ikke været i skole i et år.
De store piger og de mange drenge der er med dem, har et stort behov for at komme under behandling af ansvarsbevidste voksne. Men de stikker hele tiden af. Derfor er der brug for at kunne holde dem tilbage. Men det kræver en lovændring, der sænker eller rettere sagt fjerner den kriminelle lavalder.
Modstandernes demagogi
Skal man tro dem, der argumenterer imod en ophævelse – eller en sænkelse – af den kriminelle lavalder, så bliver der nemt skabt billeder af vanvittige umenneskelige forhold, hvis det sker.
Billeder af små skræmte blikke, der sørgeligt har hjemme i skræmte barneansigter. Børn placeret i et top sikret fængsel med forhærdede voksne forbrydere, anbragt i små usle fugtige celler med udsigt til et livslangt ophold.
Men det er jo slet ikke det, det handler om, ved at ophæve den kriminelle lavalder. Selvom det er nærliggende at tro, i forsøget på at finde et fornuftigt modsvar.
For billedet bliver skabt gennem standartsvaret: “Jamen vi kan da ikke smide børn i fængsel resten af livet med forhærdede voksne kriminelle!” Men det er nu heller ikke hensigten med en ophævelse. Men hvad er det så?
Det kan være nødvendigt at fastholde kriminelle børn, hvis de skal hjælpes
Grundlæggende er det at ophæve den kriminelle lavalder, udelukkende et middel for at sikre, at de unge som begår alvorlig kriminalitet, har mulighed for at blive tvunget til at modtage den behandling de tydeligvis har behov for.
Det er ikke normalt at et barn begår alvorlig kriminalitet, derfor er det noget som skal behandles.
Kriminalitet er ikke normalt
Det er ikke normalt, at man som 12-årig leverer hash for banderne. Det er heller ikke normalt, at man som 13-årig stikker andre med kniv. Og det er slet ikke normalt, at man som 14-årig skyder for at dræbe andre bandemedlemmer.
Eller som i sagen i England for 20 år siden, hvor 2 drenge på 10 år, bortførte, mishandlede og dræbte den 2-årige James Bulgar. Ja, det var England.
Men hvad der kan foregår der, kan i realiteten sagtens foregår i Danmark. Det er bare et spørgsmål om tid, tilfældigheder, og måske ikke mindst et resultat af manglende ansvar fra samfundets side.
Alle disse scenarier er ikke bare grebet ud af den blå luft. Det er virkelige hændelser. Og derfor bør man ophæve den kriminelle lavalder.
Selvfølgelig er det et klart mindretal af de unge, der har denne adfærd. Men for dem, der begår kriminalitet, kan man sikre, at de kan tvinges til behandling.
Det resterende store flertal af unge kan jo egentlig være ligeglade, og i stedet fortsætte deres fornuftige børne- og ungdomsliv, for begår de ikke kriminalitet, er det ikke relevant for dem.
De unges kriminelle adfærd er vi som samfund nødt til at tage alvorligt og behandle, ellers fortsætter den fejludvikling barnet er så stærkt i gang med, men med endnu kraftigere kriminalitet. Og endnu flere ofre.
Uden at kunne tvinge dem, der ikke ønsker forandring, lægger vi ansvaret for barnets egen udvikling og fremtid, i hænderne på nogle der allerede har bevist, at det magter de ikke. Nemlig barnet selv.
For hvis de, eller andre, havde taget ansvar for deres liv, havde de ikke begået denne alvorlige kriminalitet. Men de er børn. Og selvfølgelig kan de ikke selv bære dette ansvar. Og så må samfundet tage over, nu forældrene ikke magter det.
Alvorlig kriminalitet starter i det små
Unge, der begår alvorlig kriminalitet, starter ikke bare ud i det blå med at opsøge en bande og sige: “Hej, har I en pistol, for så vil jeg gerne skyde en af dem fra den anden bande”. Selvfølgelig gør de ikke det.
De unge, der begår alvorlig kriminalitet, starter deres kriminelle løbebane med meget mildere former for kriminalitet. Og det er her, at samfundet har en god mulighed for at stoppe denne triste udvikling, hvis de tager problemerne i opløbet. Nemlig gennem en tidlig indsats.
Men da denne ikke nødvendigvis virker, kan det kræves, at man må gøre tingene anderledes, så de bliver i stand til at tage imod hjælpen. Og i visse tilfælde forudsætter det, at man kan tvinge dem, som ikke ønsker at få ændret sit liv gennem frivillighed.
Som lovgivningen er skruet sammen nu, håndteres unge under den kriminelle lavalder, i det sociale felt. Men det helt essentielle problem er, at det sociale felt ikke har redskaberne til at tvinge disse unge til behandling, da tvang ikke er noget, der bliver andet end højest talt om.
Man skal forstå at tvang og det sociale felt, nærmest er hinandens modsætninger.
Men en ophævelse af den kriminelle lavalder og en socialpædagogisk intervention er ikke en modsætning. Det ene udelukker ikke det andet. At ophæve den kriminelle lavalder og samtidig behandle de unge med en fornuftig konstruktiv pædagogik, kan derimod skabe de nødvendige rammer, for en behandling der virker.
Ikke fordi det at tvinge de unge til behandling som sådan gør det der skal til, men derimod at det kan være forudsætningen for at pædagogikken er en mulighed.
Ingen er udenfor pædagogisk rækkevidde
At behandle unge som ikke er inden for ens rækkevidde, er en umulighed. Men hvis de er indenfor rækkevidde, er der i al fald basis for at behandlingen kan begynde. Så hele diskussionen om at nogen unge er uden for pædagogisk rækkevidde, er noget sludder. Det handler ikke om de unges evne til at blive behandlet pædagogisk.
Det handler udelukkende om, hvor langt man ønsker at række ud for at nå dem. Det vil sige hvilke midler, evner og intentioner samfundet ønsker at benytte sig af. Og hvis tvang til behandling er forudsætningen, er det et vilkår, man må tage med, hvis man virkelig mener, at ville gøre den nødvendige forskel.
Men de allermest belastede og kriminelle unge lader sig ikke frivilligt behandle for deres fejludvikling. De forstår ganske simpelt ikke, at de behøver hjælp. Men når man nu som samfund tydeligt kan se det gennem deres kriminelle handlinger, er det omsonst ikke at behandle dem. Og det uanset om de ønsker det eller ej.
Skal der tvang til, så er det hvad man må gøre. Og vil den tvang kunne effektueres gennem at ophæve den kriminelle lavalder, er det det der skal til.
Alternativet til ikke at gøre det, er at systemet lader stå til og de unge blive endnu mere kriminelle. Det er sådan systemet virker som det er nu, og det ved vi ikke virker. Hvorfor så fortsætte med det?
Troels Gamst Pædagog og fhv. afdelingsleder på døgninstitution for kriminelle unge