For 100 år siden, den 28. juni 1914, fandt den begivenhed sted, som blev påskuddet til udløsningen af 1. verdenskrig: En serbisk nationalist myrdede den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og dennes hustru under et besøg i Sarajevo i Bosnien, som dengang var en del af det østrig-ungarske kejserrige.
Ude i Europa, og navnlig i England, Frankrig og Tyskland, mindes 100-året med højtideligheder, udstillinger, film og bogudgivelser. I Frankrig og England er krigen faktisk blevet mindet hvert år på våbenstilstandsdagen, den 11. november. I Frankrig kaldes den stadig for ”den store krig”, den sidste krig, hvor Frankrig spillede en hovedrolle.
Krigen kostede henved 20 mio. faldne og mange millioner lemlæstede. I Tyskland og Frankrig kom efterhånden 80 % af den mandlige værnepligtige befolkning under våben.
Katastrofen, hvorfra alle andre katastrofer udsprang
Den tysk-amerikanske historiker Fritz Stern har betegnet den 1. verdenskrig som ”det 20. århundredes første katastrofe, den katastrofe, hvorfra alle de andre katastrofer udsprang”. I krigens kølvand fulgte kommunismen, fascismen, nazismen, 2. verdenskrig og Europas deling.
Men ved krigsudbruddet var det de færreste, der som den engelske udenrigsminister Edward Grey anede, at krigen ville blive en katastrofe for den europæiske civilisation: ”Nu går lysene ud i hele Europa; vi kommer ikke til at se dem tændt igen i vores levetid”.
Danmark var ikke med i krigen, men 20.000 dansksindede sønderjyder kæmpede som værnepligtige på tysk side; 6.000 af dem faldt. Som følge af Tysklands nederlag blev Sønderjylland genforenet med Danmark i 1920.
Komplekse forhold udløste 1. verdenskrig
Mens der aldrig har været seriøs tvivl om årsagerne til den 2. verdenskrig, har historikerne i de sidste 100 år udkæmpet lange stridigheder om årsagerne til den 1. verdenskrig.
I mange år var det en populær forklaring, at alle deltagerne var lige skyldige eller uskyldige og, at de var gledet ind i krigen som følge af en kæde af omstændigheder og beslutninger, som ingen af dem var herre over. Denne version, som ellers var gået noget i glemmebogen, er på det seneste kommet til ære og værdighed igen takket være den australske historiker Christopher Clark og hans kæmpeværk med den betegnende titel: ”Søvngængerne. Hvordan Europa gik i krig i 1914.”
Det lønner sig imidlertid også at læse den tyske og franske litteratur om emnet. I sin nylige bog ”Juli 1914. Eine Bilanz” (”Juli 1914. En status”) giver den tyske historiker Gerd Krumeich utvetydigt Tyskland skylden for krigsudbruddet.
Krudttønden Europa
Men først lidt om baggrunden:
I årene op til 1914 var Europa en storpolitisk krudttønde. Tyskland og Østrig-Ungarn stod overfor Frankrig, Rusland og England. Ved flere lejligheder havde de stået på krigens rand, men hver gang havde én af dem givet efter i sidste øjeblik. Flere centrale beslutningstagere var nu indstillet på ikke at vige næste gang. Samtidigt vidste de også, at et hvert aggressivt skridt kunne blive den gnist, der antændte krudttønden. Ikke mindst i Tyskland var de ledende politiske og militære kredse efterhånden nået til den overbevisning, at krigen ville komme før eller siden. Det gjaldt derfor om at slå til, mens man stod stærkt.
Selvom de tre kejserdømmer Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn på mange måder var forskellige, prægedes de alle af dybe indenrigspolitiske problemer. Deres herskere stod derfor ikke fremmede overfor en storkrig, som kunne løse deres problemer – eller i hvert fald aflede befolkningernes opmærksomhed fra dem. Mest akutte var vanskelighederne i Østrig-Ungarn, hvor de forskellige nationale mindretal (serbere, kroater, polakker, tjekker, slovakker, italienere, rumænere) ikke længere var villige til at underkaste sig de tysk-østrigske og ungarske herskere, som selv var i mindretal.
Det halvautoritære Tyskland, der var den stærkeste industri- og militærmagt på det europæiske kontinent, var præget af dybe politiske og sociale modsætninger. Den dominerende preussiske militær- godsejer- og embedsmandsklasse måtte se på, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse gik frem fra valg til valg. I 1912 fik den over 1/3 af stemmerne og blev dermed det største parti. En ny krig som i 1864, 1866 og 1870-71 kunne måske være vejen til at konsolidere styret.
Rusland var et meget tilbagestående land med et dybt konservativt, autoritært og helt anakronistisk styre. De politiske og sociale modsætninger var voksende, men zaren og de toneangivende nationalistiske kræfter havde alligevel travlt med den traditionelle russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik: At udvide rigets grænser, i disse år ved at udnytte de nationale konflikter og modsætningsforholdet til Østrig-Ungarn på Balkanhalvøen.
Dermed var Balkan i brændpunktet.
(Artiklen fortsættes på mandag)
