I en udsendelse i DR2 i tirsdags berettede fhv. udenrigsminister Per Stig Møller om sin og daværende statsminister Anders Fog Rasmussens rolle i regeringens håndtering af Muhammed-krisen i de dramatiske måneder i efteråret 2005 og begyndelsen af 2006.
Jeg så udsendelsen med særlig interesse, fordi jeg var ambassadør i Pakistan 2004-6.
Det er Per Stig Møllers centrale tese, at krisen formentlig kunne have været afværget, hvis Anders Fog Rasmussen ikke havde afvist de 11 muslimske København-ambassadørers ønske om et møde, men i stedet havde ladet ham – Per Stig Møller – mødes med dem.
Ambassadørerne havde i et brev anmodet statsministeren om et møde og opfordret ham til at irettesætte (”take to task”) Jyllands-Posten for Muhammed-tegningerne samt kulturminister Brian Mikkelsen og folketingsmedlem Louise Frevert for islamkritiske ytringer.
Per Stig Møller: Jeg kunne have bilagt konflikten
Per Stig Møller gjorde i udsendelsen gældende, at han kunne have bilagt den ulmende konflikt gennem en samtale med ambassadørerne.
Dette kan måske umiddelbart lyde tilforladeligt og blev da også stort set taget for gode varer af DR, ligesom mange i samtiden og sidenhen har gjort det.
Det er imidlertid af flere grunde svært at se, hvad det egentlig er den fhv. udenrigsminister bygger sin påstand på. Han kunne jo netop ikke have givet de 11 en undskyldning, endsige have imødekommet deres ønske om at irettesætte de formastelige kritikere af islam for deres brug af ytringsfriheden.
En almindelig hyggesnak om respekt for islam og en forklaring om ytringsfrihedens betydning i Danmark havde næppe heller afværget krisen.
Yderligtgående kræfter
For Per Stig Møller og mange andre overser, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger allerede var blevet grebet af yderligtgående kræfter i den muslimske verden, som her have set en kærkommen lejlighed til at opfanatisere og mobilisere folkemasserne mod deres egne svage regeringer og mod den vestlige verden.
Det var samtidig en lejlighed til at vise, at kravet om respekt for islam og profeten ikke bare skulle gælde i den muslimske verden, men nu også i Vesten.
Svage regeringer sprang på protesten
Videre overser Per Stig Møller, at regeringerne i de forskellige muslimske lande stod så svagt, at de var nødt til ikke alene at give efter for, men ligefrem springe på protestbølgen.
En forelæsning om ytringsfrihed og magtens tredeling i Danmark havde også været spildt arbejde overfor repræsentanter fra lande, hvor myndighederne de facto har meget vidtgående muligheder for at gribe ind overfor pressen og slet ikke kan forstå, at dette ikke også er tilfældet alle andre steder. Hvad har man dog regeringsmagt for, hvis den ikke kan bruges…?
Budbringere og stikirenddrenge
Per Stig Møllers lægger desuden stor vægt på betydningen af sine kontakter med forskellige udenrigsministre i den muslimske verden – uden at tænke på (eller måske være klar over), at de ikke spillede nogen nævneværdig rolle i deres respektive regeringer i den givne situation.
De var bare budbringere og stikirenddrenge – ikke beslutningstagere -, når det som her drejede sig om dramatiske indenrigspolitiske kriser i de enkelte muslimske lande forårsaget af yderligtgående islamistiske kræfter.
Så er det ikke udenrigsministre, men præsidenter, indenrigsministre, hær og sikkerhedsstyrker, der er de afgørende aktører. Når det brænder på, sidder udenrigsministre ikke med, men uden for døren. Ingen er da interesseret i at høre om deres mere eller mindre forkromede samtaler med deres danske kollega.
Udenrigsministeriet
Det fremgik i øvrigt af udsendelsen, at statsministeren stod fast under krisen – ligesom Bo Lidegård i hans daværende inkarnation. Det er nok mere, end man kan sige om mange andre.
Fremtidige historikere, der får adgang til akter, der nu er fortrolige, vil blandt andet kunne bore i, om der var fuldt fodslag mellem Stats- og Udenrigsministeriet.
Selv om de optrådte på egne vegne, afspejlede det debatindlæg fra 22 forhenværende danske ambassadører, som Politiken bragte den 20. december 2005, en udbredt opfattelse mand og mand imellem i Udenrigsministeriet.
Kampen mod Dansk Folkeparti
De 22 kritiserede Muhammed-tegningerne og hele tonen i udlændingedebatten, ligesom de fandt det forkert, at anmodningen fra de muslimske ambassadører om et møde, ikke var blevet imødekommet.
Selv om det ikke blev nævnt i indlægget, var det en fremherskende forhåbning blandt daværende og forhenværende kolleger, at krisen kunne blive en anledning til at gøre op med, hvad der betragtedes som Dansk Folkepartis alt for store indenrigspolitiske indflydelse, der altså nu havde fået meget negative udenrigspolitiske følger.
Kolleger, der under krisen på de interne linjer plæderede for en eftergivende og undskyldende linje, led – mildt udtrykt – ingen overlast i deres videre karriere.
Hvem bistod Danmark – og hvem ikke?
Det var i det hele taget lærerigt at være deltager, ikke mindst på en udsat post som Islamabad. Man lærte blandt andet, hvem der var rede til at stå os bi i en virkeligt vanskelig situation.
Jeg vil især fremhæve USA, Tyskland og Den Tjekkiske Republik. Derimod vil jeg forbigå de øvrige nordiske lande i den dybeste tavshed.
