Alle dage fra 30. november til 22. december kan man se pyntede juletræer og dækkede juleborde, som de kunne have set ud for herskab og tjenestefolk i 1918.
I Herregårdskøkkenet kan man følge Husjomfruen og kokkepigerne og smage julebag og julesul tilberedt på det store brændekomfur. Har man selv mod på at være med, så kan man besøge juleværkstedet og prøve kræfter med blandt andet peberkager og historisk julepynt.
”Vi vil gerne invitere både voksne og børn til at opleve julen, som den blev holdt på en herregård som Gammel Estrup før i tiden. Det er sjovt at se, hvor alle de traditioner, som vi kender så godt, stammer fra.
Det er jo ikke alle i dag, der har prøvet at lave blodpølse fra bunden og som ved, hvor musetrapperne kommer fra”, fortæller Marie Kirstine Elkjær, der er museumsinspektør på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.
Familiehygge i weekenden
I alle adventsweekender er der særlige aktiviteter. Herregården er oplyst af levende lys, og man kan møde tjenestefolkene i sale og gemakker, der gør julerent, pynter op og gør klar til jul.
Man kan også høre gamle julefortællinger for børn og voksne i Biblioteket og være med til at synge julen ind og danse om juletræet i Riddersalen. I Borggården kan man købe brændte mandler og et juletræ med hjem.
Og I Orangerierne kan man skrive julekort og dekorere sit eget honninghjerte.
På Gammel Estrup – Herregårdsmuseet vil man gerne fortælle historien om julens traditioner og samtidig give folk en god oplevelse, som de kan være sammen om.
”Det er måske ikke så tit i den travle hverdag, at man slukker sin mobil og sætter sig ned som familie og laver noget sammen. Det vil vi gerne give folk muligheden for, når de kommer her”, forklarer Marie Elkjær.
Der er juleaktiviteter tirsdag-fredag kl 10-15 og lørdag-søndag kl 10-16.
Entre til museet er 85 kr for voksne – børn under 18 år går gratis ind.
Billetten gælder også til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum.
Se det fulde opdaterede program for juleaktiviteterne på
De bedste hilsener fra Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

