Så skete det igen. Lanceringen af et af regeringens store udspil er endt i kaos.
Denne gang drejer det sig om det store katalog over klimaindgreb.
Man husker betalingsringen og Helle Thornings fortvivlede bemærkning: ”Der kommer en god løsning i morgen.”
Man husker skattereformen, der blev til under voldsom turbulens.
Man husker vækstplanen, der blev kommunikeret så klodset, at det skabte stort besvær for Mette Frederiksens reformudspil om kontanthjælp og SU.
Og nu er regeringen så kommet med et klimaudspil, hvor den har måttet skyde de største af forslagene ned, allerede inden de er fremlagt.
Det er selvfølgelig elendigt kommunikationsarbejde. Men det er måske også mere end det. Noget tyder på, at regeringen har haft problemer med at finde ud af, hvilken klimapolitik den vil føre.
Kendsgerningen er i hvert fald, at klimaudspillet kører helt af sporet.
Baggrunden for det hele er, at Danmarks CO2-udslip i 2020 skal reduceres med 40 procent i forhold til 1990. De 34 procent er hentet, så nu mangler der 6 procent eller lidt mere.
Klimaminister Martin Lidegaard skulle fremlægge udspillet i dag onsdag. Men tirsdag gik det galt.
Forslag blev lækket
Centrale punkter i kataloget blev lækket til TV2 News. Tv-kanalens journalister fik at vide, at der var tale om et embedsmandsarbejde, men man gav dem tilsyneladende det indtryk, at disse punkter ville spille en vigtig rolle i de kommende politiske forhandlinger.
Det var noget af en sensation. For flere af disse punkter var ekstremt kontroversielle. Så kontroversielle, at regeringen nærmest ville underskrive sin egen dødsdom, hvis den fremlagde dem som sine forslag.
Tag bare transportområdet: Nedsættelse af hastigheden på motorveje fra130 km/ttil110 km/t. Fuldstændig fjernelse af befordringsfradraget. Kilometerafgift for kørsel på vejene (roadpricing). Højere brændselsafgifter.
På hvinende dæk
Mens man sad i studiet hos TV2 News og drøftede disse tanker som seriøse politiske muligheder, må alle krisealarmer være gået i Statsministeriet og Finansministeriet.
Socialdemokraternes klimaordfører Pernille Rosenkrantz-Theil susede ud i studiet – vel nærmest på hvinende dæk.
Knap var hun trådt ind, før der lød et pang-pang-pang fra hendes nedskydning af de kontroversielle tanker. Det var bare nogle beregninger fra embedsmændene, og selvfølgelig ville regeringen ikke fremlægge forslag, der ville koste borgere og virksomheder så mange penge.
Siden rykkede Martin Lidegaard ud med lignende forsikringer.
Men tilbage står to store spørgsmål:
Hvorfor gav de, der lækkede klimakataloget, det indtryk til TV2 News, at de kontroversielle forslag skulle indgå i de politiske forhandlinger?
Og hvis det var forslag, som regeringen på forhånd helt udelukkede, hvorfor indgik de så i en rapport, der skulle offentliggøres?
Hvem står bag?
Man kan selvfølgelig godt tænke sig, at en embedsmand på egen hånd lækkede kataloget til TV2 News og bildte journalisterne ind, at det var et seriøst politisk oplæg. Men hvorfor skulle vedkommende gøre det?
Det virker mere plausibelt at anskue de kontroversielle punkter som politiske prøveballoner for at se, hvor langt man kunne komme.
Nok ikke en ballon, der var godkendt i regeringstoppen. Specielt Socialdemokraterne er fuldt ud klar over, hvor katastrofalt det vil være, hvis regeringen kan anklages for at nedlægge danske arbejdspladser på grund af dyre klimaforslag. Men måske et forsøg fra Lidegaard?
Tanken bestyrkes af, at der er tale om en embedsmandsrapport, der udarbejdes under ministerens kontrol. Hvis han er totalt afvisende over for de kontroversielle forslag, kunne han jo bare have fjernet dem.
Nu får han en masse usikkerhed og ballade og har straks skullet skyde hele molevitten ned.
Usikker finansiering
Lidegaard hævder, at man sagtens kan nå målene uden at det koster de store penge. Men et eksempel illustrerer, at man er på gyngende grund:
Politiken har fået oplyst, at man regner med at kunne klare det hele for under en milliard kroner om året. Men så kommer tilføjelsen: ”Især hvis det lykkes for Danmark at få presset en højere pris på CO2-kvoter igennem EU-systemet.”
Kendsgerningen er, at systemet med CO2-kvoter er tæt på at bryde sammen. Så det må siges at være en meget luftig finansieringskilde.
En hårdt trængt klimaminister
Forhandlingerne om dette udspil vil blive meget vanskelige. Lidegaards kongstanke om, at Danmark kan løfte hele Europas klima ved at gå langt foran de andre vil komme under voldsom borgerlig beskydning.
De blå vil afvise, at en klimapolitik, der koster dansk konkurrenceevne og arbejdspladser, tjener noget positivt formål. Deres hovedargument vil være, at arbejdspladserne så ryger til lande, der skader klimaet meget mere.
Socialdemokraterne vil også vride armen om på Lidegaard for at sikre sig mod alle beskyldninger om at fjerne danske arbejdspladser. Klimaministeren vil være nødt til at bøje sig for dette dobbelte pres. Men så står han med spørgsmålet:
Hvor meget klima kan han få for de penge, der er tilbage?
