Østjyllands politi tog ingen chancer, da en elev på Århus Købmandsskole ringede og anmeldte, at han var blevet overfaldet af et tæskehold, og hvoraf nogle var bevæbnede.
Iført skudsikre veste og med hunde rykkede politiet talstærkt ind på købmandsskolen. Ifølge en pressemeddelelse fra skolen, startede balladen, efter at to elever på 17 år havde overfaldet en medstuderende.
Efterfølgende dukkede flere personer, som ikke har relationer til skolen, op for at blande sig i striden og truede både elever og lærere.
”De har nu fået tilbudt krisehjælp,” hedder det i pressemeddelelsen fra Århus Købmandsskole.
En flok på op mod 25 somaliere
Tæskeholdet bestod af en flok på op mod 25 somaliere, hvoraf flere havde medbragt våben såsom økser og skruetrækkere, skriver Ekstra Bladet. De kom fra bydelen Rundhøj, som er et ghettoområde, der ligger tæt på skolen.
Under aktionen blev flere unge på stedet pacificeret med håndstrips og kropsvisiteret. Indtil videre havde politiet først på aftenen i går ifølge Ritzau anholdt i alt ni personer.
Ingen er kommet alvorligt til skade under tæskeholdets fremfærd på skolen. Eleven, der blev overfaldet, slap med overfladiske skrammer.
Er bortvist fra skolen
De to 17-årige, der overfaldt en medstuderende, er begge blevet bortvist og desuden meldt til politiet, oplyser direktør Gitte Nørgaard Nielsen, Århus Købmandsskole.
”Århus Købmandsskole accepterer ikke nogen form for voldelig adfærd og straffer det med bortvisning. Men vi skal huske, at vi har over 17.000 elever og kursister, og det betyder, at vi også afspejler samfundet, når det af og til viser sine kedelige sider,” siger Gitte Nørgaard Nielsen.
Hun forklarer, at skolen personale er opmærksomme på, at personer, der ikke har relation til skolen, bortvises.
”Spotter vi nogen, spørger vi altid ind til, hvad deres ærinde er. Kan de ikke svare, og vil de ikke forlade området, kontakter vi politiet. Præcis som i dag,” understreger skolens direktør, Gitte Nørgaard Nielsen.
Hun oplyser, at skolen på grund af de voldsomme begivenheder, hvor den på et tidspunkt var omringet af politi, var lukket hele dagen i går, men at undervisningen i dag fortsætter som normalt.
Desuden opfordrer Gitte Nørgaard Nielsen alle elever og lærere, der har spørgsmål eller føler sig utrygge, til at tale med deres kontaktlærer eller leder, når atter møder på skolen her tirsdag morgen.
Knivstikkeri på gymnasium i Ishøj
I lighed med situationen på Århus Handelsskole, var der også på CPH West gymnasiet i Ishøj tale om, at et klammeri mellem tre personer udviklede sig voldeligt.
Dog med den forskel i Ishøj, at der ikke efterfølgende blev tilkaldt et tæskehold.
Som Københavns Vestegns Politi fremstiller sagen, så blev to tvillingebrødre omkring middagstid i går, mandag, stukket ned under et frikvarter.
”I et af frikvartererne kommer gerningsmanden over og snakker med dem og trækker dem til side. Der opstår et skænderi mellem dem, og det udvikler sig til et knivstikkeri,” siger politikommissær ved Københavns Vestegn, Ole Nielsen, til Ritzau.
Bliver stukket i ryggen og armen
Den ene af brødrene bliver stukket i armen, medens den anden får to knivstik i ryggen. Den ene af brødrene har forklaret politiet, at han ikke kender knivstikkeren, men vil ikke udelukke, at han muligvis set ham før.
Han har heller ikke været i stand til at give noget ordentligt signalement af manden, han sammen med sin bror kom i klammeri med ud over, at han var ung.
Politiet satser nu på, at et tredje vidne, der senere skal afhøres, mulighed kan give et noget mere udførligt signalement af knivstikkeren.
De to brødre er af udenlandsk oprindelse.