Islamist på video fra Syrien: Vi bekæmper Danmark, der ”gav os alt”

 

I går blev der lagt en usædvanlig video ud på You Tube. I denne video opfordrede islamister danske muslimer på dansk til at drage i hellig krig i Syrien. Her kæmper i forvejen mindst 65 radikale muslimer på oprørernes side. De støtter især den ekstreme gruppe Al-Nushra, der har begået mange grusomheder på USA’s terrorliste.

 

Budskabet i videoen til danske muslimer er at de skal rejse til det borgerkrigshærgede Syrien og deltage i hellig krig mod de vantro.

 

Videoen er 10 minutter lang og optaget i Syrien. Den viser en dansktalende hellig kriger, som opfordrer danske muslimer til at rejse til Syrien for at bekæmpe de vantro. Manden er Abu Khattab, der er en central figur i salafistmiljøet i Danmark og selv i Syrien som hellig kriger. (Jyllands-Posten). På videoen sidder han side om side med en maskeret vagt, der sidder med en maskinpistol.

 

Abu Khattab er knyttet til gruppen ”Kaldet til islam”. Han er født og opvokset i Danmark, men det vides ikke om han er dansk statsborger.

 

Tordner mod de vantro

”Kaldet til islam” har tidligere stået bag opfordringer til at dræbe danske soldater, der har kæmpet i Afghanistan. De har også været på gaden med løbesedler for at få muslimer til ikke at deltage i demokratiske valg.

 

I videoen tordner AK mod de vantro, der har slagtet kvinder og børn i Syrien.

 

Og hvad har vi gjort i Danmark? Vi har kigget på, men de vantro slagtede  kvinder og børn i Syrien. Hvis muslimer ikke reagerer på det, vil de blive ramt af Allahs straf.

 

Danmark har givet os alt

”Vi har fået alt i Danmark, vi har fået en gratis uddannelse, vores forældre betalte alt for os, vi fik gratis brød, vi fik gratis mælk, vi fik alt gratis. Allah har gjort det så ment for os. Men kuffar (de vantro, red.) kunne stadig ikke narre os.”

 

Kære brødre, den bedste belønning er jihad, dit blod vil dufte, din imam (troen, red.) vil komme som en lysende boble. Mine kære brødre og søstre, som er i Danmark, I burde også komme.”

 

Den er på dansk og derfor særlig farlig

Terrorforskeren Magnus Ranstorp peger på at videoen er særlig farlig fordi den er på dansk. Andre videoer har været på arabisk. Men det at denne opfordring til hellig krig er indtalt af en mand på dansk til danskere giver den en særlig ”nærhed”, der er farlig. (TV2 NEWS, Politiken)

 

Bødskov advarer

Justitsminister Morten Bødskov advarer danske muslimer om at lytte til opfordringen. (NEWS). Hvis man drager i hellig krig sammen med oprørerne, så risikerer man at blive straffet og udvist af Danmark.

 

 

I en rapport advarer PET om, at deltagelse i krigen kan betyde, at de hellige kriger kommer hjem og er blevet stærkt radikaliserede, og at de kan udgøre en fare for det danske samfund, som de kan begå terror imod.

 

 

 

 

Del på Facebook