Den radikale islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir opfordrer muslimer til ikke at deltage i det forestående kommunalvalg. De skriver i en pressemeddelelse:
”Den største gavn for muslimerne i Danmark består i beskyttelsen af deres værdier og identitet. Den gavn, som formodes mulig gennem valgdeltagelse, kan ikke berettige den skade, som disse partier vil påføre muslimernes værdier og identitet, ifald muslimerne integreres i de sekulære politiske systemer og værdier.”
Det er altså skadeligt for den suveræne muslimske identitet at deltage i valghandlinger, som ikke er i overensstemmelse med sharia.
Øget tilslutning
Man må sige, at Hizb ut-Tahrir ikke stikker noget under stolen, og man er også helt tydelig omkring det overordnede syn på de vantro (”kufr”). I et oplæg skriver man blandt andet:
”Vi beder Allah om støtte og accept for etableringen af den islamiske stat, Khilafah Rashidah, hvor Islam og muslimerne får storhed, kufr og kuffar bliver ydmyget og godheden spredes til verdenens hjørner. Og dette er sandelig en let sag for Allah.”
Hizb ut-Tahrir har de seneste år haft held til at tiltrække en del unge muslimer. Klare, utvetydige budskaber og holdninger er nemlig også populære hos de muslimske unge. Hvor stor tilslutningen er, ved vi ikke konkret, for Hizb ut-Tahrir har aldrig ville oplyse det. Men antallet ser ud til klart at vokse.
Egedalsvænge
Et af stederne, hvor Hizb ut-Tahrir har forsamlet sig, er i Egedalsvænge i Kokkedal, en almennyttig boligafdeling. Her er det nu er lykkedes den islamistiske sekt at sætte sig tungt på afdelingens demokratiske organ beboerbestyrelsen.
Herfra har de gennem flere år ført en stærk værdipolitik, som går ud på at fjerne alt, hvad der har med dansk kultur at gøre. Hvad der ikke er ´til gavn´ for muslimerne, bør simpelthen ikke være til stede i Egedalsvænge.
Man har dog fået en reprimande fra både myndigheder og boligorganisationen 3B, som understreger at beboerdemokrati også går ud på at tage hensyn til mindretallet.
Egedalsvænge vil derfor også få sit juletræ i år, og det hedder sig, at bebyggelsens danske mindretal kan være trygt ved, at dets behov fortsat vil blive tilgodeset. Man henviser til, at beboerbestyrelsens næstformand er dansk, hun hedder Tina Vestergaard.
Snart vil de infiltrere på andre områder
Spørgsmålet er dog hvorvidt næstformanden Tina Vestergaard reelt er i stand til at repræsentere mindretallets interesser.
Hun har tidligere på det kraftigste har dementeret at beboerbestyrelsen skulle have søgt rådgivning hos Hizb ut-Tahrir, og at flere bestyrelsesmedlemmer skulle være medlem af sekten.
Noget tyder på, at hun lader sig besnære af de veltalende islamister fra Hizb ut-Tahrir. I en sådan grad, at hun enten ikke kan eller vil se at ´man´ har en helt anden dagsorden med bestyrelsesarbejdet end det rent praktiske arbejde.
Ifølge Berlingske er religionsforsker og adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Brian Arly Jacobsen enig i at Hizb ut-Tahrirs arbejde er rettet mod mere end blot praktisk arbejde, og han vurderer også, at Hizb ut-Tahrir fremover vil folde ´den nye strategi´ ud i andre lignende sammenhænge.
”Det næste vil måske være, at de infiltrerer en børnehave- eller skolebestyrelse.”
Medierepræsentant for Hizb ut-Tahrir, Chadi Freigeh, vil heller ikke udelukke, at man har tilbudt rådgivning til andre boligområder. Så mon ikke vi snart skal se en ny historie om, at danskerne fratages retten til egen kultur?
Optimistisk boligminister
Spørgsmålet er hvordan vi skal håndtere de islamistiske mørkemænd som åbenlyst benytter det ´åbne samfund´ til at undergrave demokratiet.
By- og boligminister Carsten Hansen er fyldt med optimisme og har stor tillid til den måde demokratiet er bygget op på i de almennyttige boligforeninger.
Ifølge ministeren er det altså ikke et problem at boligorganisationen 3B står magtesløs, når en beboerbestyrelse tilsyneladende ønsker at usynliggøre det danske mindretal i Egedalsvænge i Kokkedal, fordi de ikke er til gavn for muslimerne.
Ministeren og eksperten: Nej til forbud
Ifølge Carsten Hansen vil det være udemokratisk at forbyde organisationen Hizb ut-Tahrir, også selvom den ikke lægger skjul på, at den arbejder for at afskaffe demokratiet til fordel for en islamisk stat som bygger på sharia.
Ifølge Berlingske bakkes ministeren op af Svend-Erik Skaaning professor ved Aarhus Universitet:
”Det er en balancegang. For der er grænser for hvor meget vi kan tillade os at slå ned på demokratiets fjender. For i sidste instans, hvem er det så, der definerer hvem der er demokratiets fjender og hvem der ikke er?”
Hizb ut-Tahrir har altid defineret sig selv som aktive fjender af demokratiet, men dét faktum er åbenbart ikke relevant for professoren som tilsyneladende hellere vil beskæftige sig med teoretiske diskussioner frem for virkelighedens problemstillinger.
En forsmag på, hvad der venter
Med sagen fra Egedalsvænge har vi fået en forsmag på hvad der kan være i vente når radikale islamister folder deres dagsorden ud. Som en beboer så sigende udtrykte det: ”Det har aldrig været et problem at være etnisk dansk mindretal i Egedalsvænge, før Hizbut-Tahrir kom til.”
Kirstine Sinclair som gennem en årrække har forsket i Hizb ut-Tahrir har opfordret danskerne til at komme på banen og give islamisterne modspil. Imidlertid må man spørge, hvem der egentlig skulle løfte den opgave, for der er næppe mange som har lyst til at vise flag i et landskab hvor trusler og intimiderende adfærd er et vilkår, når man stiller sig op mod disse kræfter.
Monia Stoltz, som er formand for den opsagte billardklub har til Frederiksborg Amtsavis udtalt, at hun flere gange har været nød til at forlade beboermøderne, fordi stemningen simpelthen har været for ubehagelig og truende, og hun er ellers ikke én, som lader sig kyse.
Politikere, professorer og alle dem, som mener, at det blot handler om at ´gå i dialog´ burde selv tage opgaven på sig, alt andet er udtryk for kujonagtig svigt og et signal om, at det rager os grundlæggende ikke, at en gruppe danskere er i alvorligt klemme på grund af islamismens trang til at skubbe alle andre ud.
De muslimske lande er mere konsekvente over for Hizb ut-Tahrir
Martin Henriksen (DF) vil gerne have Hizb ut-Tahrir forbudt. Hans forslag mødes ofte med det argument, at det er bedre at have disse mørkemænd fremme i lyset, så vi kan holde øje med, hvad de går og laver.
Men man må spørge hvad det egentlig er vi skal holde øje med, for Hizb ut-tahrir har ikke ændret dagsorden siden deres stiftelse i 1953. Dengang som nu opfordrer de til had og mistillid til vestlige demokratier og frihedsidealer, og hvor end de får fodfæste, graver de dybe grøfter og skaber splittelse mellem muslimer og ikke-muslimer.
I Danmark har den officielle juridiske bedømmelse i øvrigt været, at grundloven næppe gav mulighed for at forbyde organisationen.
Paradokset er, at de fleste muslimske lande har forbudt den. Tilsyneladende har de så meget føling med, hvad den står for, at de kan se, hvor farlig den er.