”Bliv ikke som dem! Det var det vigtigste bud”

Den tysk-tyrkiske journalist Güner Yasemin Balci er vokset op i bydelen Neukölln i Berlin, hvor hun siden fungerede som pædagog i en periode. Bydelen er domineret af indvandrere, herunder mange med arabisk baggrund, og fungerer i udstrakt grad som et muslimsk parallelsamfund.

 

Det har hun skrevet en meget stærk beretning om, med titlen ”Arabboy”. Den handler om en dreng ved navn Rashid. Han er en fiktiv person, men fortællingen om ham lægger sig meget tæt op ad forfatterens egne erfaringer.

 

Bogen er holdt i en nøgternt berettende stil. Det gør kun dens billede af parallelsamfundet så meget mere skræmmende.

 

Fuldstændig upåvirket

Rashid kommer kun sporadisk i skolen, som han udelukkende forbinder med nederlag. Han søger i stedet andre veje til at vise sin magt og sin foragt for tyskerne, derefter hans mening er svage og æreløse mennesker, som man ikke kan have respekt for.

 

Via småkriminalitet er Rashid blevet trukket ind i en verden præget af bander og klaner. Han lever sit eget liv i parallelsamfundet efter nogle helt andre spilleregler end det omgivende samfund – fuldstændig upåvirket af de velmenende pædagoger, der forsøger sig med blød opdragelse over for ham og hans kammerater.

 

Muslimsk kultur

Han er ikke nogen mønster-muslim. Han og hans brødre kommer næsten ikke i moskeen. De drikker alkohol og viser sig offentlig med kvinder. De rettro muslimer foragter dem.

 

Men ”Arabboy” er samtidig én stor understregning af, hvor forfejlet det er, når man måler den muslimske identitets betydning alene ud fra, hvor ofte folk går i moskeen.

 

Rashids syn på tyskere, kvinder plads, ære, klaner, personlig frihed er dybt præget af den muslimske kultur fra det libanesisk-palæstinensiske miljø, han er vokset op i. Han føler sig som muslim og definerer sig som muslim i forhold til det omgivende tyske samfund.

 

Klansamfund

Rashid og hans familie er ligesom stort set alle de andre arabere dybt præget af det klansamfund, de stammer fra.

 

I Mellemøsten er klanerne eller stammerne den måske mest grundlæggende enhed i samfundet. Det mønster har mange taget med sig til Europa.

 

Man skal være medlem af en klan, ellers er man ingenting. Og klanens styrke i forhold til andre klaner har stor betydning.

 

Blandt muslimer udkæmpes kampe mellem klaner og stammer – mellem arabere og tyrkere – eller mellem arabere indbyrdes.

 

Men den mest fundamentale stammemodsætning i Rashids verden går mellem muslimer og tyskere – muslimerne står sammen mod ikke-muslimer, mod de vantro.

 

Foragt for tyskerne

Tyskerne har ingen familieære, mener Rashid, og Güner Yasemin Balci fortsætter: ”Hans far var enig og advarede sin søn: ’Min søn, du kan godt være venner med dem, men glem ikke, at de er tyskere, som er anderledes end os, de har andre skikke. Bliv ikke som dem!’ Bliv ikke som dem, det var det vigtigste bud.”

 

Set med arabernes muslimske øjne er tyskerne æreløse, urene og slappe i normerne. De er alt for vege i opdragelsen, kvinder og mænd omgås frit hinanden, kvinderne dyrker sex før ægteskabet, folk bliver skilt i ét væk, der er ingen respekt for religionen, og man vakler fulde fra værtshusene.

 

Det foragter Rashid og hans venner.

 

Lærere og pædagoger mødes med hån

Rashid er vokset op med foragt for svaghed. Man skal besejre sin modstander og tilføre ham størst mulig skade og ydmygelse. Jo større brutalitet, jo mere respekt.

 

Pædagogernes snak om ret og uret er noget ”pis” som intet har med virkeligheden at gøre. Skyld og skam er udtryk for svaghed.

 

Pædagoger og lærere mødes med hån. Rashid og hans venner kan mærke, at de er bange for dem.

 

Rashid kommer kun i skolen, når det passer ham. Det er her, han møder nogle af de muslimske piger, som ellers ikke kommer ret meget ud.

 

Güner Yasemin Balci understreger, at det er vigtigt at forstå, at der er menneskelighed og sårbarhed bag den brutale facade hos de unge, men den bliver holdt i skak af gruppernes kamp for at vise styrke og ære.

 

Resultatet er, at han som skoleelev går fra nederlag til nederlag. Men jo værre det går, jo mere har han behov for at lægge luft til den åndssvage skole og søge sin stolthed og ære i de voldelige og kriminelle aktiviteter i gruppen.

 

Mænd bestemmer over kvinder

En helt afgørende måde at hævde sin ære og magt på er ved at bestemme over kvinderne.

 

For Rashid eksisterer der kun to slags kvinder: ”horer og hellige”.

 

Rashid og hans venner gifter sig med en muslimsk kvinde, som er ren og jomfruelig og kan bevise det med blodpletter på lagenet efter bryllupsnatten. I ægteskabet skal de i et og alt rette sig efter manden som ofte slår dem.

 

Indtil de bliver gift – og også ofte efter – har de arabiske drenge tyske kærester.

 

Men også de tyske piger skal underkaste sig massiv kontrol. Rashis tyske veninde må ikke gå for meget uden for hjemmet alene, helst ikke tale med andre mænd og hun skal altid stå til rådighed for ham. Hans ære er tæt forbundet med, at han kan kontrollere sin kvinde og han lider af jalousi og angst for at miste kontrollen.

 

Parallelsamfund

Rashid interesserer sig ikke for hellig krig i mere politisk forstand. Men de gadeslæng og bander, han og andre er med i, opfattes som muslimske, og medlemmerne stræber efter at tage kontrol med de byområder, hvor de bor. Her skal deres regler råde og tyskerne skal holde sig væk eller indordne sig.

 

Bogen er skrevet i 2008. Men siden er det kun blevet værre i Neukölln og tilsvarende områder. Parallelsamfundene er blevet stærkere, modsætningerne til tyskerne og de tyske værdier har taget til.

 

Der er tegn på, at nogle af disse gadeslæng og bander er modtagelige for radikale islamiske budskaber – blandt andet bliver de unge udsat for ihærdige hvervningsforsøg, når de sidder i fængsel.

 

Hvis denne blanding af kriminel stammekultur og islamisme får lov til at brede sig, kan det blive farligt for samfundet.

Del på Facebook