Også menneskesmuglerne er på facebook: Læs her, hvordan smuglerne vurderer det danske pas i international sammenhæng
Både Facebook og Twitter bruges flittigt af menenskesmuglere til at nå ud til potentielle kunder. Det oplyser EU’s grænseagentur, Frontex i sin seneste risikoanalyse, som vi tidligere har omtalt her i avisen.
Denne hurtige og effektive adgang til kunderne har blandt andet resulteret i, at over 280.000 immigranter ifølge Frontex illegalt kom ind i EU, hvor de herefter kunne søge asyl i de lande, som de uden problemer nåede frem til takket være det grænseløse Schengen-område.
Populære lande som for eksempel Tyskland og Danmark og især Sverige.
Dansk pas: Verdens fjerde bedste
På sin internetside har DR Nyhederne fundet frem til nogle af de facebooksider, hvor menneskesmuglere i noget, der mest af alt ligner reklamer fra et rejsebureau, annoncerer med rejser til det forjættede EU.
Som Frontex konstaterer i sin seneste rapport, er der ofte tale om sider, der er forbeholdt bestemte grupper.
Således har DR Nyhederne blandt andet fundet en facebookside, “Asylsøgere, irregulær og regulær migration til alle lande – eksklusivt for syrere.”
På siden, der har 17.000 likes, er der ifølge DR detaljerede beskrivelser af, hvordan man opnår et falsk pas, og hvordan man snyder EU-systemet.
Desuden er der en liste over de bedste pas i Verden, og her optræder det danske som nummer fire efter USA og Storbritannien på førstepladsen, Tyskland og Frankrig på andenpladsen og Italien og Sverige på tredjepladsen.
Nye og ekslusive ture fra Istanbul
På den samme facebookside fandt Den Korte Avis en menneskesmugler, som ydede sine kunder den udstrakte service, at han ligefrem viste et kort over smuglerruten og reklamerede ifølge Bing-oversættelsen med følgende tur, som han får til at lyde som en behagelig busrejse:
Presserende … “Tyrkiet Østrig”
Nye og eksklusive ture fra Istanbul
Fra Tyrkiet ad vejen transit til Grækenland og Makedonien, Serbien og Ungarn med ankomst til Østrig.
Betale når du åbner Office låst.
Kun seriøse henvendelser til Whatapp eller Viper 00905386003169
Ifølge Frontex er der her tale om den såkaldt Vestlige Balkan Rute, som i løbet af 2014 er blevet meget populær.
Således blev der sidste år ifølge Frontex pågrebet i alt 43.357 illegale indvandrere, der ad denne vej var kommet ind i EU eller forsøgte på det. Der er tale om en stigning i antallet på intet mindre end 117 procent i forhold til 2013.
De gamle fragtskibe i havnebyen Mersin
Ligledes sidste år viste det sig, at en ny og populær smuglerrute har set dagens lys og formentlig i år vil blive menneskesmuglernes helt store hit.
I dagene omkring nytår blev to fragtskibe med tilsammen 1230 illegale indvandrere fundet flydende i Middelhave uden besætning.
Der var her tale om en helt ny trend indenfor menneskesmugling, hvor illegale syriske indvandrere bliver stuvet sammen i lastrum i gamle ophugningsmodne fragtskibe, der kan købes for en slik.
Ude i rum sø forlader besætningen skibene, som har kurs mod Italien, i kraftige, hurtigtgående gummibåde og overlader de illegale indvandrere til deres egen skæbne.
Den tyrkiske havneby Mersin ved Middelhavet, er centrum for denne trafik, som allerede nu er omfattende med gamle fragtskibe, der om natten forlader havnen med slukkede lanterner.
“Det er en helt ny form for modus operandi, vi ser ad denne rute. Vi så det første fragtskib i juli sidste år. Siden har vi registreret 15 ialt, hvoraf 12 har nået Italien,” fortæller talmanden for EU’s grænseagentur, Frontex, Izabella Cooper, til Informations Susanne Junker, som i februar i år besøgte Mersin.
Talsmanden tilføjer, at de ophugningsklare fragtskibes motorer er så ustabile, at der også er blevet fundet skibe lastet med illegale indvandrere drivende hjælpeløst rundt tæt på Cypern og Kreta.
Et dansk pas koster over 18.000 kroner
I Mersin har man ikke længere styr på, hvilke skibe, der sejler af sted, og hvilke, der bliver opdaget og sendt tilbage, og hver dag er der nye historier om, hvad der sker på havet, beretter Susanne Junker i sin reportage i Information den 26. februar.
Der til kommer, at menneskesmuglerne opererer så åbenlyst, at alle i Mersin tilsyneladende kender dem.
“Alle snakker hele tiden om, hvilken smugler, der er den bedste at bruge. Der er dem, der bare tager dine penge og ikke gør, hvad de lover, og så er der dem, der serverer god mad og drikke under rejsen,” fortæller en af de lokale beboere, Abed Alrahman, til Informations udsendte.
En menneskesmugler, Abo Khalil, som Information fik kontakt med, fortæller, at hans dagspris for et dansk pas med indrejsestempel til Tyrkiet er på 2.500 euro, hvilket ifølge dagskursen i øjeblikket, 13. maj, svarer til 18.660 kroner.
Menneskesmugleren: Ikke uden korrupte myndigheder
Det er dog ikke alle pengene, en menneskesmugler kan stikke i egen lomme. Abo Khalil hævder ifølge Information, at han kun tjener mellem fem og ti procent af det samlede beløb, han opkræver.
Resten går til mellemmænd, og blandt dem er der nogle særligt dyre af slagsen. Som Abo Khalil udtrykker det til Information:
“Jo nærmere, du kommer på et officielt skriverbord, des flere penge kræves der,” siger han og understreger, at menneskesmuglingen umuligt kan lade sig gøre uden myndighedernes indblanding;
“At læsse en båd med 700 mennesker? Det er jo helt tydeligt.”
En plads i lastrummet er dyr, men fly er endu dyrere
For mange af de især syrere, der forsøger at komme illegalt til EU via Tyrkiet, ligger prisen med afgang fra Mersin i et lastrum på et gammelt fragtskib på mellem 3.500 og 7.000 euro, eller mellem 26.100 og 52.240 kroner.
Det var hvad de illegale syriske indvandrere på de to fragtskibe, der uden besætning blev opbragt omkring nytår, efter eget udsagn havde betalt deres menneskesmuglere.
Det er dog for intet at regne, hvis man vil tage luksusturen med fly.
Den mennenskesmugler, som Informations Susanne Junker fik kontakt med, fortælller, at det koster mellem 8.000 og 15.000 euro, eller mellem 59.700 og 111.950 kroner, at blive smuglet ind i EU gennem de regulære lufthavne alt afhængig af, hvilket land man vil til.
Og her ligger det forjættede Danmark med sin berømte socialforsorg og med Københavns Lufthavn, hvor indrejsekontrollen er hullet som en si, formentlig i den dyre ende.