Asylansøgere fra Center Avnstrup i Hvalsø har skabt utryghed blandt de butiksdrivende i den lille by Viby Sjælland.
”Jeg har oplevet, at 70 procent af dem ikke kan opføre sig ordentligt. Det er mangel på respekt, og jeg har måttet smide dem ud, der ikke kunne opføre sig ordentligt,” siger en anonym butiksejer. (Dagbladet Roskilde)
Hans Olesen, der bestyrer Superbest, har også en del negativer erfaringer med asylansøgerne:
”Vi bruger enormt mange ressourcer på overvågning og på sager, hvor asylansøgerne stjæler eller truer mit personale. I sidste uge blev en af mine medarbejdere truet på livet, og det er sket flere gange. Det skaber en utryghed her.” (Dagbladet Roskilde)
Mange sager bliver ikke anmeldt
Politiet siger, at de ikke kan genkende tilstandene. Men det er måske ikke så sært i betragtning af, at de fleste kedelige episoder slet ikke når politiet.
Hans Olesen fortæller, at han har anmeldt de mest grelle sager, men mange får simpelt hen lov at passere, fordi det er utroligt tidskrævende:
”Hvis vi skal melde det til politiet, hver gang der sker noget her, så skulle vi have en mand mere ansat. På deltid i hvert fald. Og hvad får vi ud af at anmelde det, andet end at vi bruger mere tid på det?” siger Hans Olesen. (Dagbladet Roskilde)
Hans Olesen synes, det bliver værre og værre, og det kan heller ikke undgås, at det tærer på kræfterne. I hans tid som købmand, og det er 34 år, har han aldrig oplevet noget lignende.
”Jeg arbejder 75 timer om ugen og passer mit arbejde og betaler min skat, og skal jeg så bruge tid på, at nogen ikke kan opføre sig ordentligt?
Problemer med busplanen
En anden butiksejer, Sami Kucukyildiz, er indehaver af Nærkøb, der ligger lige over for busstoppestedet hvor mange asylansøgere tilsyneladende bruger megen tid. Han mener, at der kun er problemer med hver tiende.
Han mener også, at man kunne afhjælpe en del af problemet ved at skrive bustiderne på asylansøgerne sprog. Ifølge Kucukyildiz dasker asylansøgerne rundt, fordi de ikke kan finde ud af at læse køreplanen og derfor er tvunget til at vente i timevis. (Dagbladet Roskilde)
Hans Olesen fra Superbest mener, det er klogest at omlægge busruten, så asylansøgerne ”mellemlander” i en større by med bedre ressourcer.
Borgmesteren: ”enkelte brådne kar”
Roskildes borgmester Joy Mogensen (S) går nu ind i sagen og vil tage en dialog med både politiet og asylcenter Avnstrup, og hun opfordrer de butiksdrivende i Viby Sjælland til også selv at gøre noget.
Samtidigt understreger hun, at det er enormt vigtigt ikke at skære alle over en kam, således at der ikke bliver skabt et falsk billede af asylansøgerne.
”Man skal ikke lade enkelte brådne kar være betydningsfulde”
”Det vil svare til, at indbyggerne i Prag mente, at de danske unge, der tager ned og smadrer hoteller og byen dernede, er et billede på hele Danmarks ungdom. Det tror jeg også, at vi ville være kede af,” siger borgmesteren. Hun minder om, at der for et par år siden også var uro ved stationen – dengang med et helt andet ”folkefærd”, nemlig unge danskere, der festede og støjede.
Hver fjerde asylansøger er blevet sigtet
Borgmesterens bemærkninger om, at det kun drejer sig om ”enkelte brodne kar” harmonerer dog ikke med de statistikker, som findes på landsplan.
I 2013 blev der rejst sigtelser mod 1800 asylansøgere i Danmark – det vil sige cirka hver fjerde.
Der er altså ganske mange kriminelle blandt asylansøgerne. Nogle af dem er slet ikke reelle asylansøgere – de lader bare som om og begår så kriminalitet, mens deres sag behandles.
Dem er der formentlig en del af i Center Avnstrup, der er modtagecenter og udrejsecenter for afviste asylansøgere. Centret har 600 pladser.
Rammerne er der ikke noget i vejen med: Centret ligger i smukke skovomgivelser ved Hvalsø og har børnehave, klub og diverse aktivitets- og praktiktilbud.
Beboerne laver selv mad, og en række frivillige er tilknyttet aktiviteter på centret, som har et tæt samspil med lokalområdet.
Børn og voksne går i skole på Røde Kors skolen i Dianalund, eller børnene undervises på lokale folkeskoler. (Røde Kors)
Gode forhold. Men det er åbenbart ingen garanti for, at beboerne viser deres påskønnelse ved at opføre sig ordentligt.