Bandekrigen raser og skuddene brager, men volden er meget mere omfattende, end justitsminister Morten Bødskov giver udtryk for.
Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som flere gange i Folketingets Retsudvalg forgæves har forsøgt at få justitsminister Mortern Bødskov til at lægge kortene på bordet og oplyse om bandekrigens reelle omfang.
Morten Bødskov skjuler tal om alt andet end skud
Via en række skriftlige svar til Folketingets Retsudvalg kan Peter Skaarup vitterligt dokumentere, at justitsminister Morten Bødskov tilbageholder informationer.
Når Folketingets medlemmer spørger ind til bandekrigens omfang, får de kun en oversigt over antal skudepisoder. Knivstikkerier og anden vold, der er langt mere omfattende end skyderierne, nægter Morten Bødskov at oplyse noget om på trods af, at politiet ligger inde med informationerne.
Det fremgår blandt andet af et svar 6. juni til Peter Skaarup. Her erkender Morten Bødskov, at politiet har et meget mere omfattende materiale end det, Folketingets politikere og offentligheden får indblik i:
”De indsamlede oplysninger om konflikthændelser, herunder voldshændelser, undergives ikke en kvalitativ validering, som det er tilfældet for oplysninger om rocker- og banderelaterede skudepisoder,” skriver Morten Bødskov i sit svar og begrunder det med, at det vil være alt for besværligt at registrere dem samlet.
Peter Skaarup: sandheden er, at regeringen vil spare på politiet
Men den forklaring køber Dansk Folkepartis retsordfører ikke.
”Problemet er snarere, at ministeren ikke reelt ønsker at fortælle, hvor meget kriminalitet banderne står bag ene og alene af den grund, at regeringen ikke vil afsætte tilstrækkelige midler til at bekæmpe den organiserede bandekriminalitet,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis og understreger:
”Selvom politiet gør alt, hvad de kan inden for de eksisterende rammer, vil en større og stærkere indsats kræve flere midler og redskaber til politiet.”
Lukker øjnene og lader stå til
Det er umuligt at bekæmpe rocker- og indvandrebanderne, når man ikke kender problemets omfang, fastslår Peter Skaarup.
”Hvis vi skal bekæmpe rocker- og indvandrebanderne, og det skal vi, så de bliver revet op med rode, så må det være et mindstemål, at vi kan få oplyst, præcist hvor stort problemet er. Der er mørketal, og de skal frem i lyset,” siger Peter Skaarup og understreger:
”Jeg synes, ministeren skal sikre, at vi kan få klar besked om tingenes tilstand i stedet for bare at lukke øjnene og lade stå til.”
Politiet udarbejder de såkaldte banderapporter, hvor der bliver offentliggjort resultater fra indsatsen mod banderne, mens Politiets Efterretningstjeneste, PET, også løbende holder øje med de kriminelle grupperinger.
V, K og LA er enige med DF
Retsordførerne for de tre andre borgerlige partier er enige. Venstre, Karsten Lauritzen mener også, at Bødskov holder tallene tilbage, fordi SF og De Radikale ikke ønsker at stramme kursen over for bandemedlemmerne (BT):
“Det er meget normalt, når man har et problem, som man ikke kan løse, at man så lader som om, at problemet ikke findes. Det er præcis det, som Bødskov gør ved at skjule tallene for os”.
Tom Behnke fra De Konservative retsordfører siger: -Jeg støtter fuldstændig Peter Skaarup i, at hvis han vil have de tal, så skal han da have dem. Forudsætningen for at man kan løse et problem er, at man kender problemets omfang. Så det er relevant at få tallene frem”.
Også Liberal Alliance støtter Skaarup, meddeler retsordfører Simon Emil Ammitzbøll i en sms til BT.
Politiforbundet: vi har ikke mandskab nok til at klare opgaven
Hvad angår manglende ressourcer, er formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, helt enig med Peter Skaarup.
Han vil dog ikke kommentere på, hvorvidt regeringen af sparehensyn forsøger at skjule problemets reelle omfang.
”Det har jeg ikke dokumentation for, men jeg er helt enig i, at vi slet ikke har mandskab nok til effektiv bekæmpelse af rocker- og bandekriminaliteten. Og det er jeg overbevist om, at politikerne er klare over,” siger Claus Oxfeldt til Den Korte Avis.
Bandekrigen eksploderede.
Set i forhold til 2012 eksploderede bandekrigen i år. Det viser en opgørelse alene over skudepisoder i henholdsvis 2012 og første kvartal 2013, som Rigspolitiet udarbejdet i et svar til Folketingets Retsudvalg.
Opgørelsen omfatter udelukkende Sjælland og København og viser, at politiet i 2012 registrerede 22 skudepisoder.
Hvad angår 2013 blev der alene i årets første tre måneder registreret 39 banderelaterede skudepisoder.
Kun toppen af isbjerget
Men ifølge Peter Skaarup er disse skudepisoder kun toppen af isbjerget.
”Vi har igennem næsten hele 2013 kunnet læse i pressen om overfald med både knive og køller og anden form for bandevold, og hvor stort et omfang, det i realiteten udgør, holder justitsministen skjult på trods af, at han erkender, at politiet sidder inde med disse oplysninger,” siger Dansk Folkepartis retsordfører og fortsætter:
”Og det er dybt utilfredsstillende. Skudepisoderne er alvorlige, det kan der slet ikke herske nogen tvivl om, men de udgør kun toppen af isbjerget i forhold til den underliggende vold. Det er jo trods alt kun et fåtal af bandemedlemmerne, der har adgang til skydevåben. Flertallet er henvist til at bruge knive og køller.”