Storstilet politiaktion har lammet Christianias hash-bagmænd

Med en storstilet aktion, der omfattede assistance fra samtlige sjællandske politikredse og med deltagelse af specialenheder, slog Københavns Politi torsdag morgen den 13. marts klokken seks til mod 150 adresser på Christiania, på Christianshavn og i Storkøbenhavn og på Sjælland.

 

”Vi har på baggrund af et længerevarende efterforskningsarbejde rettet mod sælgerne og leverandørerne af hash til Pusherstreet i dag iværksat et meget stort antal anholdelser og ransagninger,” oplyste ledende politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden ved Københavns Politi, torsdag ved ni-tiden, da aktionen var i gang og kørte for fulde omdrejninger.

 

”Vi ransager efter narkotika, regnskaber, penge og andre værdier,” oplyste Jørgen Skov.

 

Et halvt tons hash og 80 personer varetægtsfængslet

Aktionen sluttede ved middagstid, og der blev travlhed i Københavns Dommervagt, da over firs anholdte pludselig skulle fremstilles i grundlovsforhør

 

Ti af byrettens retssale blev reserveret til formålet. Under fremstillingerne, der varede i femten timer, førend den sidste afgørelse om varetægtsfængsling var faldet, var Københavns Byret bevogtet af kampklædt politi.

 

I alt 80 mennesker, heraf to in absentia, blev varetægtsfængslet sigtet for handel med tilsammen et halvt tons hash. Ud over dem blev én løsladt af retten, medens anklagemyndigheden selv frafaldt kravet om varetægtsfængsling mod to.

 

Beslaglagde blandt andet tre millioner i kontanter

Under aktionen blev der blandt andet beslaglagt tre millioner kroner i kontanter plus én million kroner, der stod på en bankkonto.

 

Dertil kommer fund af 320 kilo hash samt beslaglæggelse af våben, biler og Harley Davidson motorcykler.

 

Ud af de 80 varetægtsfængslede er de ti af dem, blandt dem en kvinde, ifølge politiinspektør Kim Kliver, leder af Task Force Øst, bagmænd for hashsalget til Christiania, og de er efter Kim Klivers opfattelse styret af en af de øvrige varetægtsfængslede, et 41-årigt medlem af Hells Angels.

 

Foruden ham blev der anholdt fire andre medlemmer af Hells Angels.

 

Politiet: Vi fortsætter aktionerne

Med torsdagens aktion, der er den hidtil største, Københavns Politi har gennemført, er det dog ikke slut, understreger ledende politiinspektør Jørgen Skov.

 

”Dagens aktion vil blive fulgt op af en fortsat indsats med nye store og små aktioner rettet mod nøglepersoner og medløbere i det rocker- og bandemiljø, som står bag den organiserede handel,” siger Jørgen Skov og fortsætter:

 

”Vi mener det, når vi siger, at det skal være uattraktivt for de kriminelle at handle med hash og sprede utryghed, og vi mener det, når vi siger, at vi har indledt en langsigtet indsats rettet mod både købere, sælgere og leverandører.”

 

Har beslaglagt 1,5 tons hash og andre værdier for over 90 millioner kroner

Tidligere i år har Københavns Politi gennemført koordinerede anholdelses- og ransagningsaktioner mod den åbenlyse hashhandel i først Folkets Park og derefter i Jægersborggade, der ved den lejlighed var spærret totalt af i flere timer.

 

Siden Københavns Politi i december 2012 indledte en koordineret og langsigtet indsats mod den åbenlyse hashandel i København og på Christiania, er der blevet beslaglagt mere end 1,5 tons hashprodukter, penge og andre værdier til en samlet værdi på over 90 millioner kroner.

 

Desuden er der blevet beslaglagt en stor mængde stik- og skydevåben, som politiet mener er blevet anvendt af de rocker- og bandevagter, der har fungeret som beskyttelse for pusherne mod overfald fra konkurrerende bander.

 

Inklusive aktionen torsdag mod hashandelen og dens bagmænd er i alt 140 personer blevet varetægtsfængslet.

 

Aktionerne og den forudgående efterforskning koordineres primært af Københavns Politis Task Force Pusherstreet og politikredsens afdeling for organiseret kriminalitet samt den fælles sjællandske bandeenhed, Task Force Øst.

 

Del på Facebook