________
Kup på
vinhylden
________
På søndag fejrer vi Den hellige Martin af Tours – i Danmark kendt som Morten Bisp – ved at smovse i kogte sprængte eller stegte gæs og ænder. De fleste kender historien, men skulle nogen være i tvivl, så drejer det sig om en populær katolsk pater, som borgerne i den franske by Tours i det Herrens år 350 ønskede skulle være deres biskop. Det ville han ikke godvillig og forsøgte at skjule sig, men blev afsløret af gæs. Da han var blevet biskop, kom hævnen. Den 10. november erklærede han som årlig ædeaften af gæs. Det har vi så gjort siden, men i dag spiser vi af økonomiske årsager hovedsagelig ænder, som jo også smager lidt af fugl.
Nedenfor er en række gode kupvine, – inklusiv hvide – der er egnet som ledsagere til de stakkels kræ.
Domaines Baron de Rothschild (Lafite), 2009 Blason d’Aussières, Languedoc, Corbières ABC, Frankrig – Normalpris 119,75 kr. – tilbudspris 79,75 kr. ved køb af 6 6 flasker. Vinen er importørens eksklusive julevin 2013 og kan dermed med stor glæde serveres til and eller gås på søndag. Den har den kraft, der kan leve op til både den syrlige rødkål og til den tykke brune sovs.
Importør: Skjold Burne, Brøndby. www.skjold-burne.dk
Bodega Sierre Norte, 2012 Fuenteseca, Utiel-Requena DOP, Spanien – Normalpris 69 kr. – tilbudspris 59 kr. ved køb af 12 flasker. Vinen er stukket sammen af druesorterne Cabernet Sauvignon og Bobal. Sidstnævnte er en drue, som normalt bruges til at give spanske bulkvine flere kræfter og forstærket smag af kirsebær. I Utiel-Requena og i Valencia arbejder seriøse vinproducenter på at udnytte dens potentiale optimalt.
Importør: Vinslottet, Greve. www.vinslottet.nu
Vinicola Boutique Lidio Carraro, 2012 Faces, Vale dos Vinhedos, Rio Grande do Sul, Brasilien – Kampagnepris 79,95 kr. Vinen er valgt som officiel vin ved fodboldverdensmesterskaberne i Brasilien af FIFA i 2014. Den er stukket sammen af ikke mindre end 11 forskellige druesorter, hvis antal skal illudere et fodboldhold på banen. De mange druer præsenterer sig mørkerød i glasset med både kirsebær og solbær i næsen, og smagen er rund og elegant blød og hænger længe i smagsløgene.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal. www.philipsonwine.com
Maison Roche de Bellene, 2012 Bourgogne Pinot Noir ABC, Beaune, Côte-d’Or, Frankrig – normalpris 149,95 – tilbudspris 104,95 kr. Druerne i denne autentisk smagende vin har vokset på 56 til 88 år gamle vinstokke. Alderen giver et koncentreret produkt med en karakteristisk duft af skovbund eller hestestald, om man vil. Gåsen vil skræppe af glæde, når den serveres sammen med denne pragtvin.
Importør: Theis Vine, København. www.theis-vine.dk
Jean-Baptiste Adam, 2012 Riesling Reserve AAC, Ammerswihr, Alsace, Frankrig – Normalpris 79,95 kr. – tilbudspris 120 kr. ved køb af 2 flasker i SuperBest. Nogle vil måske mene, at det er noget underligt noget at servere hvidvin til fjerkræ, men det er helt almindeligt i både Tyskland og Frankrig – specielt når det drejer sig om retter, hvor fuglene er kogt efter at have ligget i saltlage nogle timer. Riesling druen har den syre, der neutraliserer fedtet.
Importør: GobiVin, Valby. www.gobivin.dk
Bodega Mengoba, 2012 Brezo de Gregory Perez, Bierzo Do, Valencia, Spanien – Kampagnepris 89,75 kr. Vinen er lavet på 100 pct. ren Mencia-drue fra 30 år gamle vinstokke og er udelukkende færdiggæret på ståltanke uden berøring med egetræ. Druen giver en flot, frisk rødvin med duft af både kirsebær og solbær, mens der er en pæn lang eftersmag, som har en smule røg i sig. Den har medium tyngde og vil formentlig være bedre egnet til en svinekotelet end til Mortensand.
Importør: Bichel Vine, Højbjerg J. www.bichel.dk
Azienda Agricola Villa Giada, 2010 Ajan, Barbera d’Asti DOP, Piemonte, Italien – Normalpris 95 kr. – tilbudspris 79,95 kr. Vingården ligger i Agliani lige i hjertet af Piemonte, hvor Barbera-druen på de tågede skråninger giver sit bedste til vinen. Den er varm og rund i munden og let drikkelig, og i næsen fornemmes dejlig duft af kirsebær.
Importør: Jysk Vin – det gode glas, Randers. www.jyskvin.dk
Cantina Produttori Cormòns, 2010 Franconia Blue Aris, Friuli Isonzo DOC, Italien – Kampagnepris 85 kr. Det er altid forfriskende at møde en vin, som er lavet på en rødvinsdrue, man sjældent hører om: Franconia. Men her er chancen for at drikke en vin fra landsbyen Aris i området Friuli, der støder op til Østrig og Balkan. Vinen har et afrundet bid, men samtidig en intensitet i smagen, som nærmest borer sig ned i smagsløgene, uden at det gør ondt. Farven er mørkerød og smuk i glasset.
Importør: Carlo Merolli, Virum. www.corlomerolli.dk
Viña Concha y Toro, 2011 Trio Reserva, Rapel Valley D.O., Chile – Normalpris 69,95 kr. – tilbudspris 89 kr. ved køb af 2 flasker i Kvickly og SuperBrugsen. Navnet Trio på etiketten fortæller, at der indgår tre forskellige druetyper i vinen, nemlig Merlot, Carmenère og Cabernet Sauvignon. Resultatet er en blød og silkeagtig vin, som er fyldt med smag af svesker og solbær med et strejf af kakao. En høj alkoholprocent på 14 giver gåse- og andefedt et godt modspil.
Importør: Coop, Albertslund. www.coop.dk
Heartland Winery, 2010 Stickleback, Kent Town, South Australia, Australien – Normalpris 99 – tilbudspris 89 kr. ved køb af 6 flasker. Det er den legendariske vinmager Ben Glaetzer, som har stukket vinen sammen af Shiraz, Cabernet Sauvignon, Dolcetto og Lagrein druer. Og vupti står man med en vin, der fylder munden fuldt ud med sin dybe smag af chokolade, søde blommer og solbær med en snert af roser fra Lagrein-druen, som har fået international genfødsel fra sit hi i Sydtyrol. Et fornemt stykke vinkultur.
Importør: Vinens Verden, Odense S. www.wine.dk
Bodegas Asenjo & Manso, 2012 Silvanus, Ribera del Duero DO, La Horra, Burgos, Spanien – Normalpris 189 kr. – tilbudspris 125 kr. ved køb af 6 flasker. I det stenede og knastørre vinområde i Nordvestspanien fremstilles nogle af Spaniens fornemste vine, og det er Silvanus et guddommeligt bevis for. Druen er Tempranillo, som leverer sit optimale, når den bliver udsat for vold og stress. Den fuldkomne lagring er foregået på 20 % nye amerikanske og 80 % nye franske barriquer (220 liter) af eg i 12 måneder.
Importør: D’Wine, Aalborg. www.d-wine.dk
Bodega Dehese de Luna, 2009 Tempranillo, Vino de la Tierra de Castilla, La Roda, Spanien – Kampagnepris 100 kr. ved køb af 6 flasker. Her har vi et andet eksempel på spansk nytænkning. Vinen er produceret på 36 % Tempranillo, 18 % Merlot, 26 % Syrah og 20 % Cabernet Sauvignon og fremstår kirsebærfarvet i glasset. Bouquet’en har en intens duft af jordbær, dadler, lakrids og Sydens urter, mens smagen har noter af sød italiensk eddike og blommer, som bare hænger fast efter første munduld.
Importør: Haller Vine, Middelfart. www.hallervin.dk og www.vinogvin.dk
Darling Cellars, 2012 Tabiso, Darling, Western Cape, Sydafrika – Kampagnepris
129,95 kr. hos udvalgte SuperBest- og Spar-købmænd. Her er tale om en 3-liters papkasse fyldt med vin produceret på druesorten Cabernet Sauvignon, og hvad gør den så i selskab med de langt dyrere vine nævnt ovenfor. Jo, den beviser, at det også er muligt at finde velsmagende vin på ”Bag-in-Box” til brug til forbedring af dagligdagen for dem, der ikke er så godt ved muffen som andre, når der skal vælges vin. Den findes også i en hvid Chardonnay- og rød Syrah-udgave til samme pris.
Importør: AMKA, Randers. www.amka.dk




