Det er en meget usædvanlig aftale, som tillidsfolkene på Danish Crown har indgået med deres ledelse.
Ifølge aftalen skal de ansatte i de næste fire år betale en del af deres løn (eller pensionspenge) ind i en fond, der skal investere i svineproduktion.
Baggrunden er, at slagterierne mangler svin, og det koster mange arbejdspladser. Ved at hjælpe svineproducenterne med kapital til øget produktion bidrager slagteriarbejderne til deres egen beskæftigelse.
Aftalen kommer, efter at ledelsen i sidste uge bebudede nedlæggelse af 1.000 job. Målet med aftalen er at redde nogle af disse job og skabe omkring 1.000 nye i de kommende år.
”Finanskapitalister”
Aftalen giver dog ingen garanti mod fyringer. Men ledelsen har givet håndslag på, at man ikke vil nedlægge slagterier i den periode, hvor aftalen løber.
Og frem for alt: Tillidsfolkene ved, at der med sikkerhed vil ryge flere arbejdspladser, hvis der ikke kommer mere gang i svineproduktionen. Og da svineproducenterne har svært ved at skaffe kapital fra banker og andre til at udvide, træder slagteriarbejderne nu til som investorer.
Der er efterhånden en del eksempler herhjemme på, at ansatte går ned i løn for at redde job på deres virksomhed. For Danish Crowns ansatte er der tale om en betragtelig nedgang: omkring 1.000 kr. om måneden efter skat.
Men når denne aftale er så opsigtsvækkende, skyldes det ikke bare lønnedgangen.
Tillidsfolkene går helt nye veje ved at anbefale medlemmerne, at de bruger dele af deres løn til at investere i virksomhedens leverandører. Lønmodtagerne påtager sig rollen som ”finanskapitalister”.
Opgør med dogmer
Det gør de ikke ud fra en eller anden politisk eller ideologisk idé. De gør det ud fra snusfornuftige, pragmatiske tanker om, hvad der er nødvendigt i lige præcis deres virksomhed. En virksomhed, som befinder sig i en hård international konkurrence.
Dermed bryder tillidsfolkene med de etablerede dogmer for, hvad det vil sige at varetage lønmodtagernes interesser.
De markerer eftertrykkeligt, at det er slut med gammeldags retorik og stive rammer for forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Og de varsler en fremtid, hvor de to parter i stadig stigende grad laver lokale aftaler, som er tilpasset virksomhedens situation – i gode og dårlige tider.
Nu kan de røde faner pakkes i mølposen. De gamle paroler er historie. De produktive klasser i virksomhederne – arbejdsgivere og arbejdstagere – går sammen om, hvad der skal til.
Ministrenes reaktion
Lige så opsigtsvækkende som selve aftalen er de socialdemokratiske ministres reaktion på den. Både erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen roser den i høje toner. Sass siger:
”Jeg så gerne, at man på de enkelte virksomheder lavede nogle meget forpligtende aftaler om, at arbejdsgiveren investerer i virksomhedens fremtid, hvis de ansatte så til gengæld accepterer nogle andre lønninger, der er betinget af, hvordan virksomheden udvikler sig, og hvor meget den henter hjem på indtjeningen.” (Politiken)
Dermed tager regeringen et nyt skridt i erkendelsen af de faktiske forhold.
En stille revolution
Efter den seneste valgkamps røde overbudspolitik har den indstillet sig på, at dansk økonomi kræver en styrkelse af de private virksomheder.
Samtidig har den måttet se i øjnene, at lønmodtagere og arbejdsgivere mere og mere føler et sammenhold som de produktive klasser.
De vil aftale sig frem i de enkelte virksomheder. Og de vil slås for deres fælles interesser i virksomhederne over for den svulmende offentlige sektor og verdens højeste skattetryk.
Der foregår en stille revolution i det danske samfund med store politiske konsekvenser. ”Privat”, ”produktiv” og ”konkurrencedygtig” er blevet plusord for vælgerflertallet. Ord som ”skat” og ”regulering” bliver ikke længere bare forbundet med ”velfærd” og ”det gode”.
Et andet eksempel: kommunevalget
Vi ser en række eksempler på denne udvikling.
En ny undersøgelse har set på, hvilke emner vælgerne prioriterer højest ved kommunevalget.
Kommunerne har på det seneste strammet kraftigt op i deres økonomi. De har endda bremset mere, end de har aftalt med regeringen – af lutter angst for at overskride de aftalte rammer og dermed bliver ramt af økonomiske sanktioner.
Med disse kommunale stramninger kunne man tro, at nedskæringer i velfærden ville være det dominerende tema i medierne og hos vælgerne. Men nej.
Emne nummer et er beskæftigelsespolitik. Emne nummer to er skat. Først derefter følger de klassiske velfærdsemner som ældrepleje og sundhed. (Berlingske)
Vælgerne er først og fremmest optaget af, om der er arbejdspladser til dem, og hvor meget de skal betale i skat. Tilsyneladende frygter de ikke, at velfærdssamfundet falder sammen, fordi kommunerne strammer noget op i det offentlige.
Socialdemokraternes problem
Danish Crown og undersøgelsen af kommunevalget er to vidnesbyrd om et folkeligt holdningsskift. Et skift, der har sendt mange vælgere fra rød til blå blok. Og et skift, som Socialdemokraterne nu forsøger at omstille sig til.
Men partiets politiske bagage og de traditionelle holdninger i dets bagland gør det svært at skabe tillid til de nye signaler.
