|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Onsdag blev Nicolai Wammen fyret som finansminister. Han er nu justitsminister. Peter Hummelgaard er ny finansminister.
Fyringen af Wammen og udnævnelsen af Peter Hummelgaard blev set som udtryk for, at Mette Frederiksen foretrak Hummelgaard som sin afløser, når den tid kommer.
Fyringen af Wammen sendte rystelser gennem den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Mange har undret sig og har ledt efter en god forklaring.
Den almindelige undren over fyringen af finansministeren har den indlysende forklaring, at Wammen har været en meget stærk og succesrig finansminister. Hvorfor fyrer Mette Frederiksen sådan en mand, der har haft bragende succes?
Måske blev Wammen fyret, netop fordi han er så dygtig og økonomisk ansvarsbevidst.
Mette Frederiksen ville danne en regering – næsten uanset prisen.
Men den eneste regering hun kunne danne var en regering med SF og Moderaterne og med Enhedslisten som støtteparti.
Prisen for denne regering er et regeringsgrundlag med en økonomisk politik, hvor enderne ikke kan mødes. Der er løfter om enorme gaver, men der er slet ikke penge til at betale gaverne.
Der er altså lagt op til at der skal føres en økonomisk politik, der risikerer at undergrave den stærke danske økonomi. Og det vil Wammen næppe stiltiende gå med til.
Var det derfor han skulle fyres? Og var det derfor, at en anden finansminister skulle indsættes? En finansminister, som Mette Frederiksen håber vil være mere medgørlig.
Wammen en mirakelmager som finansminister
Wammen har i syv år været en sand mirakelmager som finansminister.
Dansk økonomi har gennem alle årene været uhyre stærk. Der har været styr på inflation, statsunderskud, underskud på betalingsbalancen. Beskæftigelsen er vokset og reallønnen er steget.
Der har gennem flere år også været et stort økonomisk råderum som regeringen har brugt på stor investeringer i velfærd, oprustning og støtte til Ukraine og meget mere.
Dette gigantiske råderum er blandt andet kommet takket være en høj beskæftigelse, der har betydet færre udgifter til offentlig forsørgelse.
Det er selvfølgelig ikke alene Wammens fortjeneste. Men finansministeren har stor indflydelse på den økonomiske politik. Og set udefra har Wammen været ualmindelig dygtig til at holde dansk økonomi på sporet. Der er lavet store forlig, og der har været meget lidt kritik af de samlede opnåede resultater.
Wammen har været en nøglefigur bag en usædvanligt solid dansk økonomi.
Så vi spørger lige igen: Hvorfor skulle den mand fyres? Han gik jo efter alt at dømme ikke af egen fri vilje. Og der forelå på ingen måde omstændigheder, der tvang ham til at forlade sin post.
Set udefra har der ikke været de krumspring og fiksfakserier med mærkelige afgifter, kringlede besparelser eller store budgetunderskud.
Disse evner kan man mene, at der nu mere end nogensinde er brug for.
Den ny regering mangler nemlig i høj grad finansiering af de mange og enormt dyre løfter, man kan læse i regeringsgrundlaget.
Regeringsgrundlaget er en kæmpestor gavebod. Men pengene til de store gaver er ikke fundet.
Hvor skal pengene til gratis tandlæge, gratis transport, rent drikkevand, dyrevelfærd, nedsat mons på fødevarer, skattelettelser, forbedret pensionsordninger og mange andre løfter komme fra?
Pengene skal findes af en regering, der vil være dybt uenige på netop dette punkt.
Den dybt uenige regering har tre muligheder for at finde pengene
Der er groft sagt tre muligheder, når en regering skal finde finansiering: Pengene kan findes via besparelser, Det kan findes ved at øge skatterne eller de kan findes ved at øge statens underskud og dække underskuddet med lån.
Men besparelser kommer regeringen ikke langt med: Enhedslisten og SF vil groft sagt afvise besparelser.
Øgede skatter er også en umulighed. Her vil Moderaterne sige fra.
I den situation er der kun den sidste mulighed tilbage: At bruge penge man ikke har.
Resultatet af sådan en slap økonomisk politik kender man kun alt for godt. Det betyder et voksende underskud på statens budget og øgede lån. Renten stiger og økonomien bliver mere ustabil.
Det er næsten til at forudse, at sådan en uansvarlig økonomisk politik ville Wammen ikke stiltiende komme til at gennemføre.
Det véd Mette Frederiksen. Og hun ville næppe løbe risikoen for et forløb med en genstridig finansminister oveni en håbløs økonomisk politik, hvor enderne ikke kan mødes.
Hun har brug for en finansminister, hun regner med vil gøre det, der skal til, for at en regering med SF og Enhedslistens støtte kan overleve.
En usikker økonomi med store offentlige udgifter finansieret af et underskud på statens budget, med rentestigning og inflation til følge er helt i tråd med en mere traditionel venstreorienteret socialdemokratisk politik.
Hummelgaard er blevet udråbt til sådan en mere traditionel venstreorienteret socialdemokrat. Det er derfor Mette Frederiksen foretrækker ham, hedder det.
Det er nu op til Hummelgaard at vise, hvad der er rigtigt, når det gælder den økonomiske politik.
Trækker han Socialdemokratiet tilbage til en venstreorienteret politik, der kastede Danmark ud i økonomisk usikkerhed? Eller bliver han en ny Wammen med de politiske omkostninger, det kan få?
