|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
For femte gang på under to år deltog Trykkefrihedsselskabet i lørdags i Tommy Robinsons Unite the Kingdom-demonstration i London. Og hvis én ting stod klart efter denne demonstration, så er det, at den protestbevægelse, der vokser frem i England, er langt større, langt mere folkelig og langt mere civilisatorisk funderet, end mediernes karikatur af den tillader.
Men det stod også klart, at bevægelsen rammer et glasloft.
En civilisatorisk manifestation
Demonstrationen samlede igen enorme menneskemængder. Londons centrum var pakket med mennesker, og undervejs var det svært ikke at bemærke noget, som stort set aldrig beskrives i medierne: stemningen. Der var ingen revolutionær ophidselse. Ingen aggressiv massepsykose. Tværtimod: det var patriotisk, ordentligt og fuldstændig fredeligt. Der blev sunget patriotiske sange, talt om kristendom, britisk kultur og national sammenhængskraft, og Tommy Robinson lod demonstrationen indlede med et fælles Fadervor.
Det var ikke en revolutionær bevægelse, vi så. Det var en civilisatorisk manifestation.
Det er vigtigt at forstå, fordi medierne fortsat fremstiller Tommy Robinson og de mennesker, der samles omkring ham, som et randfænomen bestående af hooligans, ekstremister og vrede marginaliserede mænd. Men det billede stemmer ganske enkelt ikke med virkeligheden på gaden.
Det fortvivlende England
Måske var det mest slående ved demonstrationen netop fraværet af det, medierne konstant antyder, at man vil møde. Der var ingen vold. Ingen hadefulde masser. Tværtimod. Folk stod timevis i Londons gader med flag, kristne sange og taler om parlamentarisme, retsstat og national sammenhængskraft.
Og måske er det netop dét, der gør situationen så fortvivlende.
For det var svært at undgå følelsen af, at mange af de mennesker, der stod dér, ikke oplevede sig selv som revolutionære, men som mennesker, der forsøgte at fastholde noget, de føler er ved at forsvinde: retten til deres kultur, deres historiske fællesskab og især retten til fortsat at opleve England som deres hjem.
Det er svært ikke at se tragedien i, at så mange mennesker, der først og fremmest efterspørger retsstat, kulturel kontinuitet og lige behandling, i stigende grad behandles som suspekte i deres eget land.
Bevægelsens glasloft
Tommy Robinson kan mobilisere arbejderklassen i et omfang, som ingen andre i England i øjeblikket formår. Ikke bare dele af den, men tilsyneladende næsten hele den traditionelle engelske arbejderklasse. Demonstrationen var ikke bare en fredelig protest fra dem, som i særlig grad lever med konsekvenserne af, at deres land forandrer sig hurtigere, end institutionerne er villige til at indrømme – det var en patriotisk kærlighedserklæring til den nationale identitet.
Men samtidig blev det også tydeligt, at bevægelsen støder mod et socialt og kulturelt loft. England er stadig et ekstremt klassedelt samfund, og det mærkes overalt omkring Tommy Robinson.
Der var deltagere fra middelklassen ved demonstration, men mange skjulte sig. Måske fordi Keir Starmer havde beordret opsætning af kameraer med ansigtsgenkendelse: hatte og solbriller fyldte overraskende meget. Vi talte blandt andet med en kvinde, som fortalte, at hun tidligere havde mistet sit arbejde efter offentligt at have ytret sig. Derfor skjulte hun sit ansigt.
Det er måske noget af det mest opsigtsvækkende ved dagens England.
De seneste lokalvalg viser, at mange ud over arbejderklassen tydeligvis deler analysen privat, men ikke vil associeres med Tommy Robinson eller den arbejderklasseprotest, han repræsenterer. Ikke nødvendigvis fordi de er uenige i budskabet, men fordi Tommy Robinson kulturelt og socialt stadig opfattes som “working class” på den mest engelske og klassiske måde. For rå. For direkte. For lidt respektabel.
Det er her, bevægelsen rammer sit glasloft.
Protest uden repræsentation
Og netop derfor blev det også så bemærkelsesværdigt, at hverken Nigel Farage eller Rupert Lowe ønskede at tale ved demonstrationen, selv om mange af de fremmødte uden tvivl er deres egne vælgere. De vil gerne repræsentere frustrationen parlamentarisk, men de ønsker ikke at blive identificeret med den folkelige protest, der driver den.
Det eneste større politiske navn, der faktisk talte til demonstrationen, var Ben Habib fra Advance UK.
Også dét siger noget om England.
Den hjemløse protest
For det mest slående ved demonstrationen var måske netop spændingen mellem protestens enorme folkelige kraft og den næsten totale mangel på institutionel og kulturel repræsentation. Protesten eksisterer. Den vokser eksplosivt. Men store dele af den britiske elite opfører sig stadig, som om den enten ikke findes eller bør isoleres socialt og politisk.
Samtidig er det værd at bemærke, hvor lidt revolutionær bevægelsen i virkeligheden er. Tommy Robinson brugte store dele af sin tale på at opfordre folk til at stemme: 2 mio. briter stemmer ikke ved parlamentsvalgene og han understregede vigtigheden af, at mennesker skulle bruge deres demokratiske stemme. Pointen var ikke partiet, men deltagelsen. Parlamentarismen. At almindelige mennesker igen begyndte at markere over for politikerne, at udviklingen i England ikke kan fortsætte uændret.
Det er meget svært at få øje på ekstremismen i et fælles Fadervor og en opfordring til demokratisk deltagelse.
Men måske er det netop derfor, bevægelsen er så vanskelig for medierne og den politiske klasse at håndtere. For hvis protesten ikke længere kan reduceres til hooliganisme og randeksistenser, bliver man nødt til at konfrontere det spørgsmål, som stadig flere briter stiller:
Et spørgsmål England ikke vil høre
Hvad sker der med et samfund, når store dele af befolkningen mister tilliden til institutionerne, men samtidig oplever, at ingen med reel magt ønsker at tale ærligt om årsagerne?
Det er den egentlige historie i England lige nu.
Og måske er det mest fortvivlende ved det hele netop dette: at en protest, som i vid udstrækning handler om retsstat, parlamentarisme, kulturel kontinuitet og ønsket om fortsat at kunne føle sig hjemme i sit eget land, er blevet socialt og kulturelt hjemløs.
Det er en farlig udvikling for ethvert samfund.
