Regeringsforhandlinger: I hver eneste valgkamp lancerer de lyseblå partier en række forslag, der skal øge produktivitet og BNP, men det bliver ved snakken

I en aktuel kommentar fra CEPOS nævnes det, at den nationale velstand kan øges enten, hvis vi arbejder mere, eller hvis produktiviteten øges. Da der ikke er udsigt til, at danskerne vil have en længere arbejdsdag, må samfundets vækst skabes ved, at produktiviteten skærpes på offentlige og private arbejdspladser. Det ser dog sløjt ud med at øge produktiviteten i den offentlige sektor, der ramt af et stort og voksende bureaukrati og en omfattende servicesektor karakteriseret af lav produktivitet. Dette er en del af ’fællesmængden’ og et produkt af en række forlig og aftaler i folketinget gennem de seneste årtier. Der har i hele perioden fra 2001 og til i dag ikke været gennemført reformer, der netop kunne øge produktiviteten og dermed en vækst i BNP pr. indbygger, som udgør forudsætningen for national velstand og velfærd.

Ganske vist lancerer de lyseblå partier i hver eneste valgkamp en række forslag, der skal øge produktivitet og BNP, men det bliver ved snakken. Når hverdagens klamme tusmørke sænker sig over Christiansborg, må reformdrømmene vige for kompromisernes grå middelvej, som altid fører til, at vi gør, som vi plejer. Det kommer ifølge finansministeriet også til at ske under den kommende regering uanset, hvilken farvenuance, den fødes med. BNP pr. indbygger er i Danmark en sørgelig fortælling. Vi ligger væsentlig lavere end Island, Singapore og Schweiz og en række andre lande.  Finansministeriet har ikke megen fidus til den kommende regering, idet Danmarks mægtigste og dominerende ministerium i en aktuel prognose vurderer, at den økonomiske vækst pr. indbygger i perioden 2027 – 2040 vil ligge på et lavt og konstant niveau på sølle 1,1 procent om året i hele perioden.

Finansministeriet har således ikke megen tillid til reformkraften hos den kommende regering uanset om den bliver rød eller lyserød. Ministeriets mangeårige erfaring med skiftende regeringer munder ud i en prognose om en økonomisk ørkenvandring de næste 13 år. Det skal nok være rigtigt, især når man ser på ’fællesmængden’, som skiftende regeringer har præsteret under Anders Fogh, Helle Thorning, Lars Løkke og Mette Frederiksen:  Det samlede skattetryk ligger i top i verdenseliten og har siden 2001 konsolideret sig på omkring 45 procent af BNP. Den offentlige sektor er i konstant vækst og supplerer sig selv uden for politisk kontrol. Indvandringen fra islamiske kultursamfund fortsætter uhæmmet. Den ’stramme indvandringspolitik’ er en myte, som kun lever på Christiansborg. Velfærd for borgerne anses for et offentligt anliggende. Privat omsorgs- og helbredsservice er tilladt, men modarbejdes systematisk. Forsvaret er decimeret og minimeres gennem rammebevillinger, der aldrig kommer til udbetaling. Den omfattende vanrøgt og omsorgssvigt på plejehjemmene negligeres. Politiet er underbemandet og økonomisk udsultet og kan ikke løse sine opgaver. EU integrerer sig uhæmmet i dansk politik. Der er konsensus om et fælles amok løb henimod CO2 netto nul og om stop for udvinding af olie og gas fra Nordsøen. Det danske Svane-gasfelt rummer gigantiske 100 milliarder kubikmeter gas, som aldrig pumpes op. Den snigende islamisering af samfundet accepteres, og der er ingen planer om reduktion af de 100 milliarder kroner, der årligt udbetales til migranter fra islamiske kultursamfund, der mener, at arbejdsmarkedet er for de vantro.

AI (kunstig intelligens) eksisterer ikke på Christiansborg til trods for, at en række store danske virksomheder lige nu erstatter tusindvis af arbejdspladser med AI-funktioner, og selv om troværdige prognoser – fra blandt andre McKinsey – varsler nedlæggelse af omkring 700 000 danske jobs i løbet af en kort årrække som følge af omstillingen til AI. Men det er selvfølgelig også svært at forholde sig til kunstig intelligens, når det kniber med den politiske.

Der således ingen grund til at lytte for meget til mediernes politiske kommentatorer, der med fråde om munden har befundet sig i det røde felt siden folketingsvalget. Uanset farven på den kommende regering er der ingen politiske paladsrevolutioner på vej. Den efterlyste vækst i produktiviteten forudsætter en omfattende skattereform, en dybtgående regelforenkling og afbureaukratisering af det danske samfund. Alle opinionsmålinger fortæller os, at et flertal af befolkningen ønsker et højt skattetryk, en stor offentlig sektor og et statsbetalt velfærdssamfund. Eller sagt på en anden måde: Reformer? Nej tak.

De kloge hoveder i finansministeriet har skabt tryghed i vores ængstelige hoveder ved at fastslå, at uanset om den kommende statsminister kalder sig rød eller blå, bliver farven på den førte politik den samme som på leverpostej, nemlig grå. Det hedder ’fællesmængden’ og sikrer, at BNP pr. indbygger de næste 13 år ligger trygt og solidt på bunden af væksthavet med 1,1 procent om året. Hvad mere kan vi forlange? Det er jo det Danmark, vi kender og holder af.

Artiklen er bragt på aamund.dk