|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Europa har bestemt Verdens gang siden 1500-tallet, men er nu i fuld færd med at tage livet af sig selv. Selvmordet sker dog ikke fra den ene dag til den anden, men det sker og det begyndte omkring 1995.
De vesteuropæiske eliter lod de nye fra 1990 etablerede internationale OECD-normer for det, Gorbatjov kaldte ’det fælles europæiske hus’ – dvs. hele det geografiske område fra Vancouver på den canadiske Stillehavskyst i Vest til Vladivostok på den russiske Stillehavskyst i Øst – følge af nedrustninger i alle vesteuropæiske lande – med Finland som undtagelsen. Uden senere at justere normerne med virkeligheden, da den forandrede sig i afvigende retning. Man ville ukritisk indkassere den såkaldte fredsdividente.
Dette sæt af internationale normer, der geografisk strækker sig som et bånd hen over det nordamerikanske kontinent (USA og Canada), ud over Nordatlanten og hele Europa, inklusive Rusland og de tidligere sovjetiske randstater, der nu var blevet selvstændige, dannede den nødvendige ramme for både det genforenede Tyskland (3. 10. 1990) og det nye Maastricht-EU (1. 11. 1992). Maastricht-EU var i den forbindelse helt central, da det skulle sikre et europæiseret Tyskland i det nye postsovjetiske Europa med det formål, som man sagde, at undgå et tyskdomineret Europa, en formel man havde lånt af den store tyske forfatter Thomas Mann!
Iflg. Lord Ismay, NATOs første generalsekretær (1952 – 1957), var formålet med NATO, der blev dannet I 1949, ”to keep the Soviet Union out, the Americans in, and the Germans down”. Maastricht-EU var EU-udgaven af at holde ”the Germans down”.
DEN GEOPOLITISKE TRUSSEL I DAG OG I FREMTIDEN
Jeg vil imidlertid afbryde den historiske gennemgang her i 1995 for at hoppe frem i tiden til i dag og til truslen, som den i dag ser ud for fremtiden.
Vestens udenrigspolitik har siden Murens fald i november 1989 og Tysklands samling 2. oktober 1990 været båret af 4 globale søjler: (1) demokratisering, (2) militær intervention, (3) opbygning af internationale institutioner efter vestlige forbilleder og (4) transformering af politiske, økonomiske og ideologiske konflikter til juridisk afgørelse ved nationale og internationale domstole.
Alle 4 søjler må i dag siges at være brudt sammen under virkelighedens vægt. De var tilsammen blevet relanceret som en omformulering af de normer, som allerede var brudt sammen én gang, i begyndelsen af 1930’erne. Dengang som nu var de udtryk for den liberale illusion om ÉN VERDEN, afrustet og båret af ét sæt af værdier med de universelle menneskerettigheder som grundlag. (Her er jeg inspireret af Carlo Masala: WELTUNORDNUNG – Die Globale Krisen und die Illusionen des Westens. 8. Aufl., C. H. Beck, 2023 (199 ss.) Carlo Masala er professor i international politik ved Universität der Bundeswehr i München).
Hvor lidt de vestlige europæiske politiske eliter i 1995 reelt set havde forstået, hvad virkelighedens minimumskrav til egne smukke krav ville være, ser man ikke mindst af den danske misere i form af en vidtgående nedlægning af det danske forsvar. Den skulle have stået på oprustning i stedet!
Opbygning af én verden hvilende på de 4 søjler kræver paradoksalt nok det modsatte af den faktisk førte politik og i øvrigt også af, hvad man umiddelbart skulle tro, men som alle, der har læst kapitlet om verdensstaten i Hans J. Morgenthau: Politics Among Nations – The Struggle for Power and Peace (520ss), hvis første udgave kom i 1948, ved, så er det krav så langt fra en afrustet verden, man kan komme, idet én verden kræver et så kolossalt stort centralt voldsmonopol, at dette magtmonopol altid vil være stærkere end en hvilken som helst tænkbar koalition af modstandere til det pågældende voldsmonopol. Hvis sygdommen er voldelige konflikter og krig, så er medicinen i form af dette kolossale én-verden-voldsmagtmonopol værre end sygdommen. Dette voldsmagtmonopol vil ikke være en kuppel over verden som friheden kan udfolde sig under, som man tror, siger Morgenthau, det vil i stedet kvæle enhver form for frihed.
VERDEN SER FORSKELLIGT UD ALT EFTER HVOR MAN SER DEN FRA
Ruslands generobring af mistet, men tidligere russisk og sovjetisk terræn er blevet forhindret og forsinket af Ukraines imponerende modstand. For rigtigt at forstå hvori Ukraines forsinkelse består og hvordan Rusland og Kina med høj sandsynlighed vil søge at omgå ikke bare den aktuelle ukrainske modstand, men også blokere for den igangværende europæiske oprustning og omdannelse af EU til en ny europæisk stormagt, skal vi se på Europa fra en helt anden geografisk vinkel, fra Moskva og Beijing, i stedet for fra en vesteuropæisk hovedstad.
Tag globussen frem og drej den væk fra Europa og de europæiske hovedstæder og rundt til Moskva og Beijing og ikke mindst Østsibirien og bemærk, hvor anderledes verden nu ser ud!
Når lederne kigger mod Vest fra Moskva eller Beijing på en globus, ligger Europa som et stort næs længst vestude, stikkende ud i Atlanterhavet. Næsset har 2 middelhave. Det ene, Middelhavet, er et flankehav i forhold til Moskva og Beijing, der adskiller Europa fra det overvejende muslimske Mellemøsten og Nordafrika. Israel er her en lille vestlig exklave.
Det andet middelhav, Østersøen, er et flodhav, idet det som en flod strømmer igennem en del af Europa, hvorved det særligt adskiller Mellemeuropa fra Den Skandinaviske Halvø.
Indimellem de 2 middelhave ligger det, vi almindeligvis i daglig tale i politisk forstand forstår som Europa, begyndende længst mod øst med Estland, Letland, Polen, Ukraine, Rumænien, Moldavien, Bulgarien og Grækenland og sluttende længst mod vest med Portugal, Spanien, Frankrig, BENELUX, Tyskland og Danmark. Med England ude i Atlanten adskilt fra fastlandet af Nordsøen!
Området mellem de 2 middelhave udgør i forhold til Ukraine Ukraines i militær forstand geografiske dybde. Omvendt har området mellem de 2 middelhave Ukraine som et kæmpende afsnit af sin limes mod øst.
Set fra Moskva og Beijing er det den militære og politiske styrke af dette område, som Rusland skal nedbryde for at få fri adgang til Atlanterhavet. Området er primært organiseret i EU (NATO er betydningsløs på dette tidspunkt).
Derfor er det et vitalt mål for Rusland at få opløst EU. Hvordan det kunne foregå, vil jeg se på i mit langsigtede trusselsscenarie.
LANGSIGTET GEOPOLITISK SCENARIE MHP AT UDSLETTE EUROPA
Jeg skal nu skitsere et langsigtet geopolitisk scenarie med henblik på at identificere et desværre REALISTISK trusselsscenario, der set fra i dag ret beset er gætværk, men, vil jeg påstå, et intelligent gætværk om en realistisk fremtid, idet gættene hviler på min læsning af historiske og geografiske forhold for de forskellige stater, alene og indbyrdes. Til et yderligere forsvar vil jeg selv anføre, at alle langtidsscenarier også er gætværk, da al fremtid i et længere perspektiv er mere eller mindre gætværk. NB: Jeg vil tillade mig stort set at afstå fra litteraturhenvisninger.
Mit geopolitiske trusselsscenarie er egentlig meget enkelt, frygterigt enkelt. Hovedingredienserne er geografi og migration kombineret med EU’s ydre og indre trusler.
Tvunget af truslen fra et militært stærkt Kina og rædslen for omkredsning mod øst ved, at Kina i en ikke så fjern fremtid om 10 – 20 år vil underlægge sig hele det russiske Østsibirien fra Amurfloden og den nuværende grænse mellem Kina og Rusland og nordpå til Det Nordlige Ishav, vil Rusland, gætter jeg på, som vandet søge derhen, hvor modstanden er mindst, og det vil sige, søge at bane sig videre frem militært gennem et militært og politisk svagt Europa og ud til Atlanterhavet. Kun på den måde kan Rusland afværge den anden halvdel af indkredsningen, nemlig en potentiel fremtidig militær trussel fra EU som en stormagt i sin vorden.
For at sikre sin sydlige flanke vil Rusland, gætter jeg på, indgå en magtsfære- og magtdelingsaftale med Tyrkiet, hvor Tyrkiet giver Rusland helt fri passage fra Sortehavet gennem Dardaneller-Strædet og ud i Middelhavet og videre ud i Atlanterhavet mod, at Rusland som modydelse anerkender Tyrkiet som beskyttelsesmagt over Vesteuropa med de store tyrkiske og muslimske grupper af indvandrere til Vesteuropa, der siden 1970’erne er udvandret til Tyskland af alle mulige grunde, hvorved Tyrkiet fx via det organiserede Muslimske Brødreskabs afdelinger overalt i EU kan overtage magten i Tyskland, sprænge EU indefra og dermed påbegynde en tyrkisk underlæggelse af hele Fastlands-Europa syd for Østersøen, der nu er blevet delt mellem et tyrkisk Tyskland og et stadig hovedsageligt skandinavisk Skandinavien. Hermed opnår Rusland, dels som sagt, at EU sprænges indefra og opløses, dels at det selv får fri adgang til Nordatlanten nord om De Britiske Øer til vands gennem Østersøen og de danske stræder, Kattegat og Skagerrak og om nødvendigt til lands over Den Skandinaviske Halvø (Finland, Sverige og Norge). Og så selvfølgelig også via luften. Denne operation har Rusland i øvrigt haft gang i længe med sin elektroniske krigsførelse mod de civile samfund og dets kritiske infrastruktur.
Sverige, Norge og Finland vil hermed være isolerede fra hele Europa syd for Østersøen af netop Østersøen, men helt afhængigt af Rusland som et i bedste fald nyfinlandiseret område, i værste fald som 3 nye folkedemokratier.
Og hæver man blikket og ser sig om for at finde magter, der kan bistå Sverige, Norge og Finland med at bevare selvstændigheden falder blikket på Israel og England. England har jeg svært ved at bedømme, men Israel er her særligt interessant, fordi det er den eneste vestlige regionale stormagt, der kan modbalancere Tyrkiet, der nu med Ruslands accept er blevet en neo-osmannisk stormagt med blikket stift rettet mod Rom og Pavemagten. Det Rom, som Mehmed II erobrede 1453 med indtagelsen af Konstantinopel var imidlertid kun det halve Rom. Den anden halvdel af Rom husede indtil videre stadigvæk Pavestaten, men kun på lånt tid, idet Konstantinopels erobrer Mehmed II nu betragtede sig som den eneste legitime arving til Det Romerske Imperium (Halil Inalcik: THE OTTOMAN EMPIRE-THE CLASSICAL AGE 1300 – 1600. Phoenics, 2000 (1973) (258ss.), s.56). Det er i den fortid, vi skal se den tyrkiske islamiske elites neo-osmanniske fremtidsopfattelse (https://www.respublica.dk/?cat=144) .
Israel vil med sin blotte eksistens, forhåbentlig vedvarende militære styrke og beundringsværdige dristighed samt et særligt forhold til et af Kina hårdt trængt USA dermed kunne levere et afgørende bidrag til at redde Sverige, Norge og Finland.
Men Danmark da? Ja, Danmarks skæbne vil, gætter jeg på, afhænge dels af magtdelingsaftalen mellem Rusland og Tyrkiet, dels af det faktiske styrkeforhold på det pågældende tidspunkt mellem de to. Formentlig vil Jylland falde under Tyrkiet og det tyrkiske Tyskland som en forlængelse af Tyskland, mens Øerne vil blive et nyt Restdanmark under russisk dominans. Rusland vil som tidligere i historien ikke kunne tillade at stræderne falder under én potentielt Ruslandfjendtlig stormagt.
SAMMENFATNING AF MIT GEOPOLITISKE SCENARIO
Jeg tager udgangspunkt i, at Rusland med angrebet på Ukraine søger at genskabe sin historiske adgang til Atlanterhavet gennem Sortehavet, Dardanellerne og Middelhavet for at undvige den fremtidige trussel fra Kina og risikoen for indkredsningen i øst fra Kina og i vest fra EU.
Ukraines imponerende forsvar har indtil videre blokeret for den russiske fremtrængen. Derfor gætter jeg på, at den russiske ledelse vil søge at forhindre opbygningen af EU til en vesteuropæisk stormagt ved at tilstræbe ikke bare EU’s opløsning, men også en svækkelse af de europæiske nationalstater. Det primære middel hertil vil være, gætter jeg på, at udnytte den store muslimske og ikke mindst tyrkiske indvandring til navnlig Tyskland og dens fjendtlighed mod de vestlige nationalstater. Her ligger en russisk magtdeling med Tyrkiet og dets elites neo-osmanniske stormagtsdrømme lige for.
Rusland giver Tyrkiet retten til at udnytte den store muslimske indvandring til at undergrave EU og dets nationalstater indefra mod, dels at få fri sejlads gennem Middelhavet og ud til Atlanterhavet, dels at få herredømmet over Østersøen og landene på Den Skandinaviske Halvø. Hermed er den europæiske civilisation, som dannedes langs Atlanterhavet og i England fra 1300-tallet, udryddet og afløst af den østlige, ortodokse civilisation og den islamiske civilisation.
- oktober 2025
Henning Duus
Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie
Pensioneret i 2015 efter 30 år som lærer i statskundskab ved
Hærens Officersskole
