Da jeg hørte ordet transkønnet, tænkte jeg, ‘suk, endnu en wokefilm’ – men nej faktisk overhovedet ikke

Getting your Trinity Audio player ready...

**** 4 stjerner ud af 6 

  

EN KVINDE I ISTANBUL lyder den danske oversættelse fra engelsk ”Crossing” på en film af den svenske filminstruktør og manuskriptforfatter Levan Akin (f. 1979).  Han er bl.a. kendt for sin prisbelønnede film ”I morgen danser vi” (2019). 

 

   Akin er født og opvokset i Sverige med forældre af georgisk oprindelse. De flyttede til Sverige i 1960’erne, men Akin besøger Georgien hvert år for at holde sine forældres modersmål ved lige og for fortsat at have føling med oprindelseslandets kultur. 

 

Handling
Lia (Mzia Arabuli) er pensioneret georgisk historielærer. Hun har ingen familie – ud over en niece, Tekla, som hun har lovet sin afdøde søster at opspore. Ingen har hørt fra Tekla i årevis. 

 

I sin søgen efter niecen, i første omgang i landsbyen, støder Lia ind i den unge nabodreng Achi (Luca Kankava). Han kan afsløre, at Tekla er transkønnet, har forladt Georgien og er rejst til Istanbul – og at han har en adresse på hende. 

 

Lia gør sig klar til at forlade sit hjem og drage til den tyrkiske storby. Achi trygler hende om at komme med. Han er desperat efter at komme væk fra sin halvbrors hus, og Lia indvilliger omend noget vrantent og modstræbende. Hun har imidlertid brug for hans sproghjælp til både tyrkisk og engelsk.  

 

Efter en lang busrejse ankommer de til Istanbul og når med møje og besvær frem til den adresse, Achi er i besiddelse af. Ingen Tekla.

 

Lia vil ikke give op, men det viser sig hurtigt, at det er en næsten umulig opgave i en millionby at finde en person, der måske slet ikke ønsker at blive fundet. 

 

Lia vil dog ikke rejse hjem med uforrettet sag, og skæbnen vil, at hun møder advokaten Evrim (Deniz Dumanli), der kæmper for transkønnedes rettigheder. I den egenskab har hun forudsætninger for at hjælpe Lia og Achi med at komme tættere på at finde Tekla.
Vil eftersøgningen lykkes?  

 

Vurdering 

”En kvinde i Istanbul” giver små, medrivende indblik i såvel georgisk landsby-kultur som tyrkisk storby-kultur. 

De tre hovedpersoner, Lia, Achi og Evrim kalder alle på interesse i deres mere eller mindre heldige forsøg på at navigere i tilværelsen, og selvom plottet rummer lige lovligt mange skæbnetræf, lykkes det manus at balancere så nogenlunde på troværdighedsbommen. Med en helt rigtigt udtænkt slutning. 

 

Suk, tænkte jeg ellers, da oplysningen faldt første gang om, at niecen er transkønnet. Endnu et woke-værk med transgender, der skal stoppes ned i halsen på biografgængeren?    

 

Men nej. Faktisk overhovedet ikke. 

 

”En kvinde i Istanbul” er en bittersød fortælling om rigtige, levende individer med både gode og mindre sympatiske sider, om tilværelsens op- og nedture, og om hvordan mennesker kan hjælpe og styrke hinanden i nødens stund. 

En film vederkvægende langt fra Hollywood-produktioner. 

Længde: 105 minutter  

  • Medvirkende: Mzia Arabuli, Lucas Kankava, Deniz Dumanli m.fl. 
  • Instruktør: Levan Akin 
  • Manus: Levan Akin 
  • Premieredato: torsdag d. 14. november 

Crossing – Official Trailer – YouTube

Del på Facebook