|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Tiltalte i den opsigtsvækkende Mia-sag, den 38-årige Thomas Thomsen, blev i dag af et nævningeting ved Retten i Aalborg kendt skyldig.
Skyldig i forsøg på voldtægt og skyldig i drab i februar sidste år på den dengang 22-årige Mia Skadhauge Stevns samt ligeledes kendt skyldig i partering af den unge kvindes lig.
Politiet fandt i alt 231 ligdele, der dels var gravet ned i to grave og spredt rundt omkring i Dianalund Storskov efter først at have været i et bad med kaustisk soda.
Retten: Han havde et formål med at partere liget
I rettens begrundelse for afgørelsen hedder det blandt andet, at:
”Tiltaltes særdeles omfattende og makabre behandling af liget har i øvrigt selvstændig betydning i forbindelse med bevisvurderingen vedrørende sagens øvrige forhold, idet det giver en kraftig indikation af, at han var indstillet på at gå meget langt for at slette spor.”
De spor, der skulle slettes, var drabet.
Retten fandt det således bevist, at Mia var død af kvælning, medens hun var i den 38-årige Thomas Thomsens varetægt.
Hans forklaring om, at Mia døde som følge af et fald, var ifølge retten ”utroværdig og i strid med objektive beviser i sagen, herunder de lægelige oplysninger og stederne, hvor brystplastre, hårelastik og nøgler blev fundet,” hedder det blandt andet i rettens begrundelse.
Retten: Han forsøgte at voldtage Mia
I sin afgørelse giver retten anklagemyndigheden medhold i, at Thomas Thomsen samlede Mia op med det formål at dyrke sex med hende.
”På baggrund af bevisførelsen, herunder oplysningerne om tiltaltes kørsler i Aalborg midtby den 5. og 6. februar 2022, hvor han manuelt havde sat sin GPS-tracker i ”privacy mode”, og hvor han straks efter at have medtaget den berusede og letpåklædte Mia, kørte hende til et øde skovområde, finder retten det bevist, at tiltaltes motiv var af seksuel karakter”
I den forbindelse fandt retten Thomsens forklaring om, at der var tale om frivillighed fra Mias side, dybt utroværdig.
Til gengæld finder retten ikke, ”at der er ført et tilstrækkeligt bevis for, at tiltalte nåede at voldtage Mia eller at udsætte hende for andet seksuelt forhold end samleje.”
Således fastslår retten, at:
”Det forhold, at tiltalte efterfølgende har forsøgt at fjerne biologiske spor fra liget ved at foretage en kemisk behandling af ligdelene, udgør ikke i sig selv bevis for, at Mia har været udsat for voldtægt.”
I morgen torsdag falder der dom i sagen. Her skal anklager og forsvarer argumentere for, hvilken straf de finder rimelig.
Under første retsmøde den 7. juni erklærede anklager Mette Brix, at hun ville gå efter en livstidsdom eller forvaring.
Ifølge retslægerådet var Thomas Thomsen ikke sindssyg i gerningsøjeblikket og heller ikke, da han blev undersøgt.
Alligevel anbefaler retslægerådet forvaring fremfor fængselsstraf, da han udviser tegn på psykopati og kan udgøre en fare for andre.
Thomsens forsvarer, advokat Mette Grith Stage, har som udgangspunkt argumenteret for et halvt års fængsel, hvilket er maksimumstraffen for usømmelig omgang med lig.
Men da hendes klient også er blevet kendt skyldig i både forsøg på voldtægt og drab, stiller sagen, der startede en søndag morgen for lidt over et år siden, sig noget anderledes.
Mia steg tidligt en søndag morgen ind i en sort bil
Sagen startede mandag den 7. februar sidste år, hvor politiet udsender en efterlysning af den 22-årige Mia Skadhauge Stevns, som efter en bytur i Aalborgs Jomfru Anes Gade sidst var blevet set på et overvågningskamera søndag morgen, hvor hun klokken 06:09 steg ind i en sort bil.
Senere om mandagen oplyser politiet, at man frygter en forbrydelse.
Onsdag den 9. februar anholder politiet to mænd og ransager en adresse i Østervrå og en i Flauenskjold. På adressen i Flauenskjold finder politiet en sort Golf 2.0 TDI, der er magen til den, Mia er blevet set stige ind i.
Torsdag den 10. februar fremstilles de to mænd i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Den ene, en dengang 37-årig mand fra Flauenskjold, bliver varetægtsfængslet, medens den anden bliver løsladt og totalt renset.
Senere på dagen oplyser politiet, at man har fundet ligrester i Dronninglund Storskov.
Lørdag den 12. februar meddeler politiet, at det via DNA er blevet konstateret, at der er tale om ligdele af Mia.
Torsdag den 23. marts i år offentliggør politiet et anklageskrift, hvoraf det fremgår, at den varetægtsfængslede mand tiltales for voldtægt og drab søndag den 7. februar 2022 i perioden klokken 06:09 til 15:00 samt efterfølgende partering af liget med en elektrisk bajonetsav, en kniv og en saks.
Den nu tiltalte har lige siden varetægtsfængslingen den 10. februar nægtet sig skyldig i voldtægt og drab, men har ikke protesteret mod at få varetægtsfængslingen opretholdt hver fjerde uge.
Han har formentlig følt sig mere sikker i en arrest.
Onsdag den 7. juni. Sagen mod den dengang 37-årige mand starter ved et nævningeting ved Retten i Aalborg.
Han blev 38 år søndag den 18. juni.
Onsdag den 28. juni. Et enigt nævningeting finder den 38-årige Thomas Thomsen skyldig i forsøg på voldtægt samt drab og usømmelig omgang med lig.
Kilder til denne artikel:
https://www.domstol.dk/media/3rxfq3rj/skyldkendelse.pdf
https://denkorteavis.dk/2023/354164/