Rosévin og sommer er to alen ud af et godt stykke, og selvom det i år skorter en del med de varme temperaturer her i sommerens spæde begyndelse, fylder de laksefarvede dråber mere og mere på vinhandelens hylder. Optimismen og drømmen om solbadning i flugtstolen med et glas køligt vin ved hånden fejler ikke noget, for på et eller andet tidspunkt kommer de solrige dage og lune aftener tilbage, som de plejer.
Hvidvin
![]()
Château Tour de Mirambeau, 2020 Reserve Blanc Bordeaux ABP, Naujan-et-Postiac, Gironde, Frankrig – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.
Denne elegante og fyldige vin er lavet af en blanding af 70% Sauvignon Blanc og 30% Semillon druer. Den første giver friskhed og sprødhed, mens den anden giver krop. Farven er lysegul med grønne reflekser, og i den lange eftersmag finder man god mineralitet og noter af salt. Dejlig til en rejemad.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal.
Rosévin
![]()
Château de Berne, 2020 Romance, Méditerranée IGP, Lorgues, Provence, Frankrig – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 109,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Bag denne lette og læskende vin står vinmageren Alexis Cornu, som er topmanden for Château de Bernes serie af superflotte roséer. Han har taget en stor portion Grenache-druer og suppleret dem med lidt Cinsault, Syrah og Merlot. Det giver en smagfuld vin, som både indeholder jordbær og fersken i en nænsom symfoni.
Den venter bare på, at liggestolen snart hentes frem til sommervarmen fra vinterskjulet.
Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
![]()
Weingut Gebrüder Nittnaus, 2020 Rosé Zweigelt, Gols, Burgenland, Østrig – Normalpris 99,95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 135 kr. hos MENY.
Familien Nittnaus har i mere end 300 år lavet vin i det nordlige Burgenland tæt på Neusiedler-søen ved den ungarske grænse. I dag er det brødrene Andreas og Hans Michael Nittnaus, som står for produktionen. Den aktuelle vin er fremstillet af Østrigs vigtigste rødvinsdrue, Zweigelt – se foto! I glasset er det jordbær og hindbær, som dominerer den halvtørre smag, der gør vinen til en god ledsager til f. eks. en portion japansk Sushi.
Importør: GOBIvin, Valby.
Rødvin
![]()
Château Saint Saturn, 2019 Hauteval, Saint Guilhem le Désert IGP, Montpellier, Frankrig – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Vinen er lavet af Carignan-druer, som gror på 40 år gamle vinstokke i det nærmest ukendte vinområde Saint Guilhem nordvest for Montpellier i Sydfrankrig. Før gæringen fjernes stilke og kerner fra druerne, som derefter modner i 4 måneder i egetræsfade. Resultatet er en saftig og krydret rødvin, som performer med stor kompleksitet.
Importør: Propperiet, Brædstrup.
Bodegas Callejo, 2019 Flores de Callejo, Ribera del Duero DO, Sotillo de la Ribera, Spanien – Kampagnepris 94 kr.
Ribera del Duero vinområdet ligger på den spanske højslette Castilla Y Leon langs med Duero-floden ind mod Portugal i vest. Klimaet er monstrøst med store udsving mellem dag og nat, men den fremherskende druetype, Tempranillo, stortrives under disse forhold og evner i bedste fald at producere verdensklassevin. Flores er vinhusets tilbud til ”nybegyndere” af området, og har man først fået smag for dråberne, så ligger afhængighed lige for.
Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.
Klein Constantia, 2019 Rowan’s Ridge, Western Cape, Sydafrika – Kampagnepris 89,95 kr. – På tlf. 86 41 96 00 oplyses nærmeste forhandler.
Den verdensberømte, sydafrikanske vingård Klein Constantias vine hører til dem, man som vinnyder mindst én gang i sit liv bør have lagt smagsløg til. Her er så chancen og oven i købet til en menneskevenlig pris. Vinen er stukket sammen af druesorterne Cabernet Sauvignon (75%) og Merlot (20%) og peppet op med en 5%’s blanding af Petit Verdot og Malbec. Resultatet er en rund frugtrigdom af kirsebær og blommer, der slutter i en lang, behagelig eftersmag.
Importør: Amka, Randers.
Araldica Vini, 2018 Alasia Barbera, Piemonte DOC, Alto Monferrato, Castel Boglione, Piemonte, Italien – Normalpris 89 kr. – Tilbud: 2 flasker 120 kr.
Araldica Vini er et kooperativ med 300 medlemmer, der tilsammen ejer 900 hektarer vinmarker, som er fordelt over 25 småkommuner i Alto Monferrato. Alasia er prestigemærket i produktionen og garanterer, at druerne kommer fra de bedste bonitetsmarker. Smagen har frugtkraft med god balance og elegance og passer til stort set alle sammenkogte retter.
Forhandler: Supermarco, København SV.