Onsdag den 10. august fik den 24-årige somaliske statsborger Abdirisaq Abdirahman sin dom i Landsretten for et meget groft hjemmerøveri.
Han blev idømt fire et halvt års fængsel. Men alligevel var han tilfreds. Han undgik nemlig at blive udvist af Danmark.
Østre Landsret mente ikke, at han kunne udvises på grund af ”Danmarks internationale forpligtelser”. Dette dækker over menneskerettighederne.
Det er ikke oplyst, hvilke menneskerettigheder retten sigter til. Men kendsgerningen er i hvert fald, at Abdirisaq Abdirahman er endnu et eksempel på, at menneskerettighederne beskytter forbrydere i den alvorlige ende mod det eneste, de virkelig frygter: at blive udvist af landet.
Det mest omtalte eksempel på det seneste har været sigøjnerbossen Gimi Levakovic, der slap for udvisning under henvisning til, at hans børn havde behov for ham som far.
Blev slået til blods med stegepande
Den 22. juli sidste år lukkede en hjemmehjælper sig ind hos en 71-årig mand i Kalundborg. Hun fandt den svagtseende og dårligt gående mand liggende i en blodpøl. Der var også blod på væggene.
Dette var Abdirisaq Abdirahmans værk. Den 71-årige lukkede ham ind i sit hjem i den tro, at det var hjemmehjælperen.
På en videoafhøring, der blev afspillet i retten forklarede den 71-årige:
”Han kom ind i stuen, satte sig ned og tændte en cigaret. Han spurgte mig, om jeg havde nogle penge. Jeg sagde nej, og så slog han mig.” (sn.dk)
Abdirahman slog derefter flere gange offeret i hovedet med en stegepande, så blodet flød. Hos den brutale forbryder var der ikke noget med at tage hensyn til menneskerettighederne.
Offeret blev også slået i brystet og i maven, og han blev truet med en kniv.
Det må have været en ganske forfærdelig oplevelse for den svagtseende og gang besværede mand.
Slap ret billigt
Alligevel slap Abdirahman forholdsvis billigt ved Retten i Holbæk, da han var blevet anholdt en lille måned efter det brutale overfald.
Normalt takseres et hjemmerøveri til fem års fængsel, men han slap med fire år, formentlig fordi der ”kun” var tale om et forsøg på hjemmerøveri. Den blodige vold mod en svag og udsat person var åbenbart ikke nok.
Desuden fik han lov til at blive i Danmark, idet han slap med en betinget udvisning.
Et mindretal af nævningene og dommerne i byretten ønskede dog dommen skærpet, så Abdirahman fik ubetinget udvisning. Derfor ankede anklagemyndigheden dommen til Østre Landsret.
Må være vild med Danmark
Men dommens dag onsdag i sidste uge blev tværtimod en glædens dag for Abdirisaq Abdirahman. Godt nok blev der lagt et halvt år til hans fængselsdom. Men han slap for den betingede udvisning.
Udvisning er det eneste, der virkelig skræmmer den slags afstumpede forbrydere. Jævnfør panikken hos Gimi Levakovic.
Landsdommer Karsten Bo Knudsen gav dog forbryderen et par formanende ord med på vejen:
”Du slap med en advarsel denne gang, men det er ikke sikkert, at du er lige så heldig, hvis du møder mig eller en af mine kollegaer i retten endnu engang.” (sn.dk)
Men mon ikke Abdirahman tager disse ord ret roligt.
Nu ved han jo, at domstolene tager afgørende hensyn til ”Danmarks internationale forpligtelser”, altså forbrydernes menneskerettigheder. Og de forpligtelser beskytter ham vel også næste gang, han føler trang til at smadre en stegepande i hovedet på en pensionist og efterlade ham liggende med blodet fossende.
Abdirisaq Abdirahman må virkelig synes, at Danmark er et fantastisk land.
(sn.dk, tv-kaalundborg.dk)