Er det nødvendigt at lære det danske sprog i Danmark? Hvad er din mening?
Hvad holder os sammen? Vi spiser forskellige ting, vi tror på forskellige guder, vi interesserer os for forskellig musik. Nogle danskere er glade for opera – og andre for Rolling Stones. Nogle elsker at gå i Tivoli – og nogle fortrækker en skovtur.
Der bor 5.5 millioner meget forskellige mennesker i Danmark, og en ting holder dem sammen – det danske sprog. Eller rettere – det burde være det danske sprog.
Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt, at den korteste afstand mellem to mennesker er et smil. Jeg vil sige, at et smil uden ord er en stum samtale. Men et smil, sammen med venlige ord, er et godt bud på en vellykket kommunikation. For mig er der ikke en rigtig forståelse mellem mennesker uden ord.
I Danmark er der lige nu flere sprog i dagligdagens kommunikation: dansk, arabisk, tyrkisk, farsi, engelsk, tysk, fransk, russisk, polsk, bulgarsk, rumænsk og så videre og så videre…Nogle mennesker bor i Danmark i mange år, uden at kunne tale et ord dansk. Det betyder, at de stiller sig uden for det danske samfund, det danske fælleskab og dansk kultur.
Men nogle af disse mennesker har alligevel permanent opholdstilladelse her i landet, og nogle af dem har dansk statsborgskab og et rødbedefarvet pas. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan en person definere sig som dansk statsborger, og samtidig ikke forstå det danske sprog, ikke kender til dansk historie og ikke deltager i det danske hverdagsliv?
Min russiske bekendte var dansk gift og har en søn, som går på gymnasiet – og hun taler ikke dansk. Hun fik permanent opholdstilladelse efter tre års ægteskab med sønnens far, og kort efter blev de skilt. En meget typisk historie. Efter skilsmissen, isolerede hun sig fra det danske fælleskab, og flygtede fra virkeligheden til det russiske mindretals ”ghetto”, som har eksisteret i Danmark, siden Prinsesse Dagmar bragte en flok ædle russere med til landet efter revolutionen.
I de sidste 15 år, har min bekendte glemt næsten alt det sprog, som hendes danske mand havde lært hende, og nu er hun parat til at få dansk indfødsret og dansk pas. Hun har været i Danmark i næsten 17 år. Hun har haft en deltidsstilling på arbejdsmarkedet, som ikke krævede danskkundskaber. Hun gik på dansk sprogkursus uden succes. Hjemme hos hende er alt på russisk: Radio, TV og de mange, russiske bøger på hylderne. Men der er intet på dansk – bortset fra hendes søns skolebøger, og sønnen bor nu hos faderen det meste af tiden. Han er 100% dansker. Blot med et russisk “touch”.
Sønnen har udfyldt alle de nødvendige papirer til indfødsretsansøgningen for sin mor. Alle papirer er digitale og online. Hun kunne ikke klare det selv! Hvordan kan hun tillade sig at sende papirer til myndighederne om dansk statsborgskab – uden at hun forstår sproget? Vil hun få det røde, danske pas? Det gør hun sikkert, for jeg ved, at hvis alle hendes papirer er i orden, (straffeattest, bankpapirer, arbejdspapirer) bliver hun sandsynligvis dansker om kort tid. Men bliver hun dansker i virkeligheden? Det tvivler jeg på.
I USA er der en speciel eksamen for dem, som gerne vil have amerikansk pas og vil kaldes “American”: De skal til mundtlig eksamen i sprog og amerikansk historie. Ansøgerne skal også have kendskab til de grundlæggende lovprincipper i U.S.A. Og først derefter tages der stilling til kandidatens ansøgning om indfødsret. Selve ceremonien foregår på det nye sprog, hvor kandidaterne skal give mundtlige løfter om loyalitet og respekt for loven – med hånden på bibelen.
Bagefter skal de holde tale på engelsk, så alle kan høre deres sproglige kundskaber. Til sidst synger alle de “nye amerikanere” nationalsangen. Tydeligt og højtideligt.
Måske burde vi indføre de samme krav i Danmark. Jeg syntes selv, det vil skabe en god forudsætning for integrationen i det danske samfund.
Min personlige holdning er, at alle skal kunne beherske det danske sprog på skoleniveau, som en forudsætning for at få permanent, dansk opholdstilladelse. Hvis dette krav havde været gældende tidligere, havde min russiske bekende været i stand til at deltage i det danske fælleskab – og ikke kun leve i en lukket, russisk gruppe.
Får hun nu tildelt det danske pas og de danske rettigheder? Det vil Jeg skrive om senere. Lige nu vil jer opfordre mine trofaste læsere (og tak for jeres breve og kommentar på FB og her, i den Korte Avis) til at trykke på LIKE, hvis du/I synes om mit forslag. Og du er meget velkommen til at skriver din mening!
