Den seneste befolkningsmæssige fremskrivning fra Danmark Statistik viser, at der i 2050 vil være 1.113.578 indvandrere og efterkommere i Danmark.
Denne fremskrivning havde Folketinget i går en meget lang debat om. Debatten endte mere eller mindre i kaos – for slet ikke at tale om mildest talt besynderlige udmeldinger.
“Jeg har aldrig hørt noget lignende. Det her tager nye højder!” udbrød udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) forbløffet og hovedrystende i sine afsluttende kommentarer efter debattens afslutning ved 21:30-tiden.
Inger Støjbergs udbrud skyldtes en række udmeldinger fra Alternativets Rasmus Nordquist, som blandt andet mente, at der var masser af gode samfundsmæssige ressourcer at hente hos både imamerne i Grimhøjmoskeen og hos medlemmerne af Hizb ut-Tahrir.
“Hvis vi arbejder med folk, får vi også ressourcerne frem,” mente han til både Inger Støjbergs og andres store forbløffelse.
Dansk Folkeparti ønskede debat om nationens fremtid
På grundlag af befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik, der viser, at en femtedel af landets befolkning i 2050 vil bestå af indvandrere og deres efterkommere, havde Dansk Folkeparti anmeldt en forespørgselsdebat om emnet
Partiet ville således have regeringens vurdering af, hvordan den mente, at over én million indvandrere og efterkommere “vil påvirke vores identitet og Danmark som en sproglig og kulturel enhed.”
Ligeledes ville Dansk Folkeparti vide, “om regeringen finder det realistisk såvel praktisk som økonomisk at inkludere en så stor befolkningstilvækst i samfundet, hvis den sociale og kulturelle sammenhængskraft skal bevares.”
Inger Støjberg var enig i, at det bliver nødvendigt at stramme op for at bremse denne udvikling. I lighed med Dansk Folkeparti fandt hun det alarmerende, og fremhævede i den forbindelse de lovændringer og stramninger, regeringen allerede har gennemført.
“Med henblik på at gøre det mindre attraktivt at komme til Danmark,” som hun udtrykte det.
Men så kørte det helt af sporet
Hvad der skulle have været en debat om nationens muligheder for at hænge sammen kulturelt såvel som sprogligt med en så stor andel af indvandrere og efterkommere, fortabte sig lynhurtigt i de gamle diskussioner om integration og adgang til arbejdspladser, faren for løntrykkeri for slet ikke at tale om antidemokratiske kræfter.
Den alarmerende befolkningsfremskrivning tabte sig mere eller mindre i politiske tåger, men det gjorde behovet for at lægge afstand til hinandens partier til gengæld ikke.
Bombarderede hinanden med beslutningsforslag
Forud for forhandlingerne havde Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti udarbejdet et forslag til vedtagelse, og det inspirerede åbenbart de øvrige partier til at følge efter med deres helt egne vedtagelser til beslutning..
Afsnit om respekt for dansk kultur og grundlægende demokratiske principper, samt bekæmpelse af ekstremisme var fælles for alle forslagene, men her hørte enigheden til gengæld også op.
Udover de nævnte fællestræk i forslagene understregede de tre borgerlige partier blandt andet i deres forslag:
“Folketinget konstaterer, at der fortsat skal føres en konsekvent udlændingepolitik, så der ikke opstår flere parallelsamfund,” som sluttede med:
“Folketinget opfordrer på den baggrund regeringen til at arbejde for en generel reduktion i den ikke-vestlige indvandring, især den del, som ikke bidrager positivt til det danske samfund.”
Den socialdemokratiske ordfører, Mattias Tesfaye, var stort set enig med de tre borgerlige partier, men han ville også have et afsnit med om beskæftigelse, så han fremsatte sit helt eget forslag med følgende indledning:
“Folketinget konstaterer, at der fortsat skal føres en konsekvent udlændingepolitik og en aktiv integrationspolitik med beskæftigelse i centrum, så der ikke opstår flere parallelsamfund.”
Konsekvent udlændingepolitik: Fy, føj da!
Hos De Radikale, Enhedslisten og Alternativet ønsker de i lighed med Tesfaye også at få flygtninge i beskæftigelse hurtigst muligt, men den der med en konsekvent udlændingepolitik, er i de kredse, noget som Fanden, eller endnu værre: Dansk Folkeparti, har skabt.
Så disse tre partier så sig af samme grund nødsaget til i fællesskab at fremsætte deres helt eget forslag til vedtagelse, hvor de i sidste afsnit skriver:
“Folketinget opfordrer regeringen til at følge udviklingen i integrationsindsatsen tæt og sikre, at flere mennesker med anden etnisk baggrund får adgang til arbejdsmarkedet hurtigst muligt.”
Fingrene væk fra de offentlige kasser
Så var der Liberal Alliances ordfører, Simon Emil Ammitzbøll. Han var enig i alle de andre forslagsstilleres krav om, at flygtninge og indvandrere skal opføre sig ordentligt, og den der med den konsekvente udlændingepolitik kunne han også være med på.
Men ligefrem at ofre penge på dem, der kommer ind, hænger jo ikke sammen åbne grænser og lukkede kasser, så Simon Emil blev nødt til fremsætte sit eget forslag til vedtagelse, som han indledte således:
”Folketinget konstaterer, at der fortsat skal føres en konsekvent udlændingepolitik, så personer, der får opholdstilladelse i Danmark, er selvforsørgende og lovlydige og udviser respekt for folkestyret og de basale frihedsrettigheder, landet bygger på.”
En debat om konsekvenserne af, at Danmark i 2050 har en befolkning, der besår af over én million flygtninge og indvandrere endte i Folketinget i går således med, at de politiske partier bankede hinanden i hovedet med ikke færre end fire forslag til vedtagelse.
Tilbage stod Socialistisk Folkepartis ordfører, Jacob Mark. Han nåede åbenbart ikke at få skrevet sit eget forslag til beslutning og erklærede i øvrigt, at SF ikke kunne stemme for et eneste af alle de andres forslag.
Der skal være afstemning om forslagene tirsdag den 10. maj, og der er i hvert fald én ting, der ligger fast: ingen af dem vil blive vedtaget. Til gengæld tikker det demografiske ur fortsat ubønhørligt videre.
