Sagen om SKATs udbetaling af 9,1 mia. kr. i uberettigede refusioner af udbytteskat til påståede udenlandske aktionærer i danske selskaber som Tryg, Danske Bank, Vestas, Coloplast, Mærsk og flere andre er helt absurd.
Statsrevisorerne har netop afgivet en Beretning om skats forvaltning af og skatteministeriets tilsyn med refusion af udbytteskat
I beretningen påtaler Statsrevisorerne på det skarpeste, at SKAT har ført en helt utilstrækkelig kontrol med udbetalingerne af refusion af udbytteskat, og at Skatteministeriets tilsyn har været særdeles mangelfuldt. Statsrevisorerne påtaler bl.a.:
· at SKAT og Skatteministeriet først reagerede, da SKAT modtog oplysninger udefra om formodet svindel, selv om man i hvert fald siden 2010 har vidst, at der var svage kontroller og forretningsgange i forvaltningen af refusion af udbytteskat
· at SKAT fortsatte med at udbetale refusion for i alt 3,2 mia. kr. efter det tidspunkt, hvor man modtog oplysninger udefra om formodet svindel
· at SKAT ikke har kontrolleret helt grundlæggende oplysninger i anmodningerne om refusion af udbytteskat, fx ejerskab, og om ansøger har betalt udbytteskat, og at SKAT ikke har haft en klar ansvars- og opgavefordeling, forretningsgange og it-systemer, der kunne understøtte kontrollen
· at SKAT uden lovhjemmel har uddelegeret kontrolopgaver til 3 banker – i øvrigt uden at tilse, om kontrollen blev udført
· at Skatteministeriet ikke har taget initiativ til at undersøge området nærmere, selv om ministeriet har modtaget en række indikationer på risici, og selv om simple analyser af udviklingen ville have vist, at der var problemer med refusion af udbytteskat.
Statsrevisorerne konstaterer sammenfattende, at risikostyringen i SKAT og Skatteministeriet har været helt utilstrækkelig.
Statsrevisorernes formand har til dagspressen udtalt, at de kritisable forhold er det værste han har set i hans mere end 24 år som formand for Statsrevisorerne, og han ville have forsvoret at noget sådan kunne forekomme i Danmark.
Simpelt tyveri?
Private, offentlige virksomheder og kommuner m.fl. har normalt forsikringsgarderet sig mod tab som følge af bedrageri. I nyere tid kan f.eks. noteres et beklageligt tilfælde i Gentofte kommune, hvor en betroet regnskabsmedarbejder omgik alle sikkerhedsforanstaltninger og bedrog kommunen for et millionbeløb. Hvis risikostyringen og de etablerede forretningsgange og kontrolforanstaltninger skønnes at leve op til almindelig standard dækker forsikringen tabet, og kommunens borgere holdes skadesløse.
I SKAT-skandalen om refusion om udbytteskat er der forsikringsretligt formentlig tale om simpelt tyveri, der som hovedregel ikke er forsikringsdækket. Det, Rigsrevisionen har afdækket, kan ligestilles med et simpelt tyveri, der begås uden for en bygning eller fra en bygning eller et lokale, der ikke er forsvarligt låst. Hvis staten ikke var selvforsikret, ville man altså ikke kunne kræve erstatning fra sit forsikringsselskab. Tabet er dermed danske skatteborgeres tab – over 2.000 kr. til hver af de ca. 4,5 mio. skatteydere!
Bundrådden forvaltningskultur
Er målet ikke ved at være fuldt? Burde Skatteministeriet ikke skrottes til fordel for noget helt nyt? Forvaltningskulturen er tydeligvis bundrådden. Den aktuelle svindelsag rammer en skatteadministration, der de senere år har været ramt af en række skandalesager. Pladsen her tillader ikke engang opremsning af alle de sager, der er kommet til offentlighedens kendskab, men vi husker de lemfældige ejendomsvurderinger, der har hensat danske boligejere i en følelse af at være del af et lotteri snarere end en retfærdig skatteregulering. Vi husker SKATs bøllemetoder mod danskere delvist bosiddende i udlandet. Vi husker de forældede it-systemer, der i årevis har forsinket inddrivelse af skattegæld. Hvad med de skandaler vi endnu ikke har hørt om?
Indholdet af de kendte sager er forskelligt, men konsekvenserne er de samme: Befolkningen har mistet tilliden til, at SKAT administrerer retfærdigt og efterlever basal retssikkerhed. Samtidig forlanger et flertal af Folketingets medlemmer, at vi skal betale verdens højeste skatter, de højeste energi- og varmepriser, det dyreste vand og EU’s højeste forbrugerpriser.
Inadækvat ledelse
Det er krænkende, at skatteminister Karsten Lauritzen ikke for længst har gjort kort proces med topledelsen i departementet og i SKAT.
Det kan slet ikke diskuteres, at topledelsen har det ultimative ansvar for de multible skandaler i skatteadministrationen.
Skatteminister Karsten Lauritzens dilemma har tidligere været, at hvis han også havde gjort kort proces med ledelsen, frygtede han, at han pludselig ville stå uden kvalificeret ledelseskraft med kendskab til skattesystemerne.
Folketinget, Statsrevisorer, Rigsrevision og skiftende regeringer har indtil nu tilladt et Skatteministerium uden egentlig styring. Ministre og chefer er kommet og gået i en stadig strøm.
En nødvendige og uundgåelige grundlæggende reorganisering af Skatteministeriet og SKAT vil også være en god anledning til at overveje udflytning af hele skatteadministrationen fra Hovedstaden.
