Hvem er Morten?

Morten – eller “Morten Bisp” som han også kaldes er vort hjemlige navn på den hellige Sankt Martin af Tours

Mortens helgendag er den 11. november, hvorfor aftenen inden kaldes “Mortens aften”. Morten er en fordanskning af navnet Martin.

Den hellige Martin var angiveligt født omkring 316, og var søn af en romersk tribun. Som 15-årig gik han ind i den romerske hær, og tjente i den galliske garde under Konstantin den Anden. Som 18-årig blev han døbt og forlod hæren, for bl.a. at blive missionær i Illyrien, og levede derefter en tid som eremit. I 361 grundlagde Martin sit første kloster i Gallien ( i Ligegé) og udstrakte sit missionsfelt til også at omfatte egnene ved Donau. Martin, der også kaldes “Galliens apostel” blev udnævnt til biskop i Tours, og døde i november 397 på en missionsrejse. I 659 blev han ophøjet til helgen, i øvrigt som den første, der ikke også samtidigt var martyr.
Der findes en lang række legender om Sankt Martin. Bl.a. at han engang var i stand til at stille en tagbrand i et hus, således at flammerne blev båret væk af vinden, at han kurerede en spedalsk gennem et kys, at han opvakte personer fra de døde, etc.

En anden af de kendte Martin-legender handler om, hvordan den hellige mand engang foran byen Amiens porte mødte en tigger. Med sit sværd kløvede Martin sin kappe, og delte den den med den forarmede mand. Om natten fik han et syn, hvor Jesus viste sig iført den halve kappe. Den mest berømte legende er dog nok den, der handler om, hvordan han gemte sig i en gåsesti for ikke at blive valgt til biskop, og det er dén, der forbinder ham med den nutidige Mortensaften.

Hvorfor skal man
have andesteg Mortensaften?

Den mest berømte Martinslegende er uden tvivl den, der handler om, hvordan han fik sit embede som biskop

Den meget hellige – men også ydmyge – Sankt Martin var ikke interesseret i denne forfremmelse, og da man kom for at overdrage ham værdigheden, skjulte han sig i en gåsesti. Da gæssene begyndte at gække og larme, blev han opdaget, hevet frem – og tvunget til at blive biskop.  Angiveligt benyttede han sin nye værdighed til at dekretere en straf over de irriterende gæs, nemlig at man hvert år den 11. november skulle dræbe og spise dem.

Fra 1500-tallets Köln kendes en beretning om Martinsgås, som nævner stegen som en overordentlig – og på det tidspunkt gammel – lækkerbidsken. Gåsen står på bordet som hovedret, sprødstegt, og fykdt med æbler, rosiner og kastanier.

Da en gås imidlertid er et både temmeligt stort og dyrt måltid, er den her til lands efterhånden blevet erstattet af den både mindre og billigere and.

Hvor gammel er skikken?

Den fromme historie om den modvillige bispekandidat, der gemte sig i en gåserede hvor gæssenes skræppen afslørede ham, så han blev valgt, kendes fra 1500-årenes Tyskland. Her har har man desuden haft “Martinsviser”, der hyldede druerne og vinhøsten. Men også gåsespisningen kendes fra Tyskland, hvor Martinsdag kaldtes “Gans(e)lsonntag”, dvs. “gåsesøndag” hvis den faldt på denne ugedag. Ellers kunne den efterfølgende søndag evt. få betegnelsen. På dagen var der en vis tradition for, at unge mænd burde invitere deres kæreste til dansk og beværte dem med gåsesteg.

Den ses første gang på tryk i Danmark i år 1616. Det vides dog, at man allerede i middelalderen har spist mortensgås på landet.

Et godt bevis for, at der i bondesamfundet var tale om en alment accepteret og anerkendt skik får man, når det selv i et spisereglement for et af 1700-årenes hospitaler, dvs. “alderdomshjem” sikres, at der kommer Mortensgås på menuen. I spisereglementet for Radsted hospital på Lolland, som i dag findes i landsarkivet for Sjælland, m.m., fremgår det i 1702, at der til “lemmerne” skulle leveres 2½ gås “hver Mortensaften”.

Kilde: Dansk Historisk Fællesråd, historie-online.dk

http://www.oe-specialiteter.dk/o-specialiteter/20-oversigt-over-o-specialiteter/92-sejero-gaes