En gang til for prins Knud (– og så mig!) Det udtryk har overlevet siden 1958 – og selv i dag optræder det som temaet for Ørkenens Sønner. Det opstod i 1958, hvor den berømte franske Sagan ballet optrådte på Falkonerteatret, hvor jeg tilfældigvis var placeuse (fint ord for en, der viser folk på plads).
Prins Knud og prinsesse Caroline Mathilde var inde at se forestillingen og sad foran til højre i salen, og bagefter spurgte direktør Blicher-Hansen, hvad de havde syntes om forestillingen.
Den var da udmærket, men den meget berømte erotiske scene havde de dog ikke kunnet se pga. placeringen på scenen – fra deres pladser. Det var Caroline Mathilde, der sagde det, hvorefter dir. Blicher-Hansen insisterede på at spille scenen en gang til.
Jeg opdagede, hvad der foregik og sneg mig ind, så vi var ca. 7-8 i salen inkl. de kongelige – også journalist Arne Myggen var til stede.
Jeg tænkte ikke videre over det, men i tabloid-pressen blev det slået stort op med ’En gang til for prins Knud’ for at antyde, at han vist ikke var for kvik. Prins Knud var helt uskyldig, men i cirkusrevyen i 1959 kom en vise med Birgitte Reimer om sagen – den fik ikke for lidt.
Valgkampen kan blive en kamp om slagord i stedet for politisk indhold
En meget kampdygtig hær står bag Helle Thorning med udtryk, der kan tryne enhver modstander. Helle siger, at det kun var for sjov – da hun i TV2 duellen brugte udtrykket: ’Der er vist gået lidt Panorama i det!’ Hun antyder dermed, at historien om Panoramas kontanthjælpsmodtager vist ikke var korrekt.
Hun har også lært afværgende at sige, at ’det tror jeg ikke på’, når hun er på glatis.
Hvis Lars Løkke havde været lige så upassende ubehagelig, kunne han have spurgt, om der var gået kage – LÆ kage – i det med hentydning til Helles hemmelige skattesag, der i sidste ende kostede skatteyderne 25 mio. kr., som kunne have været bedre anvendt til 75 flere pædagoger i et år i en børnehave. Sammen med CoryDONG salget til Goldman Sachs pynter det ikke på deres CV.
Når de konservative antyder at ville bruge en domstol til de 12-17 årige, er man fra S lodret imod, men man vil godt have et RÅD til de samme unge. Det er vel bare et spørgsmål om ord – dommer eller rådgiver, hvis indholdet er det samme, men socialdemokraterne prøver at miskreditere de konservative ved at antyde, at de vil sætte børn i fængsel.
Derimod tager jeg hatten af for de radikale. Det er dristigt at sige folk og regeringspartner lige imod med deres boligskatter – ikke at jeg er enig – men det er modigt, og de er geniale med deres affaldshåndtering, idet affald er et kæmpestort problem og bliver værre fremover.
Desuden havde Ida Auken lavet en meget morsom lille video, hvor hun optræder meget støjende i biografen – og der kommer en opringning fra Inger Støjberg – og nogle unge indvandrere bag ved klager over hendes opførsel, hvorefter hun smider noget i hovedet på dem. Den var morsom og genial.
Hverken rød eller blå blok har noget om den globale opvarmning, der også rammer Danmark
Vi har set klimaændringer mange steder, hvilket betyder færre landområder, hvor der kan dyrkes fødevarer, der er tørke mange steder, hvor grundvandet er faldet op til 60 m, og hvad gør man, hvis der ikke er vand. Det er ikke blot til skade for mennesker men også for vilde dyr.
I Kasakhstan døde der på et par uger op til 120.000 sjældne Saiga antiloper – og man taler om miljømæssige årsager.
Danmark er blandt de værste CO2 udledere, og vi bruger stadig kul og olie og taler om mere gas evt. med skifergas. Dansk energipolitik er dyr, dårlig og utilstrækkelig.
I Frankrig er prisen på el det halve – der er mindre udledning af CO2 – nå ja, de bruger jo også kernekraft, som med thorium (uden affaldsproblemer) vil blive fremtidens brændsel til at erstatte de fossile brændstoffer. Hvilket parti tør sige det midt i valgkampen?
Hvem vinder valget?
Socialdemokraterne har det bedste kampapparat og de fleste journalister i pressen bag sig, så det ville da være helt underligt, hvis ikke de vinder valget. Så må man håbe, at de vil fortsætte med at føre deres blå politik. Men på indvandring og udlændingeområdet frygter jeg for svenske tilstande.
http://www.global-alarm.dk/menu.php?lang=dk