Danskerne skal snart til stemmeurnerne igen. For mange af de opstillede kandidater kan det givetvis føles som svært, at opnå vælgernes opbakning i en udstrækning, der rækker til at blive valgt som en af folkets repræsentanter på tinge. Konkurrencen er stor og valgmulighederne mangfoldige.
Er der i virkeligheden reelle valgmuligheder?
Sådan ser det i hvert fald ud umiddelbart. Buketten af partier og opstillede kandidater er stor, men er valgmulighederne mon, når det kommer til stykket, lige så store, som det umiddelbart ser ud til? – Måske er det liges å svært for vælgerne at vælge, som det er for kandidaterne at blive valgt (!).
Jeg kom forleden til at tænke på den nu afdøde digter, Dan Turell. Han var på mange måder både original og genial. Jeg oplevede ham engang, da han besøgte min daværende arbejdsplads Aalborg Handelsskole. Her blev han bl.a. spurgt, hvad han mente om dansk politik.
Han slog ud med armene, som kun han kunne gøre det: ”Når jeg står med en stemmeseddel i hånden, føler jeg mig som en muslim, der præsenteres for et menukort, der udelukkende består af retter med svinekød”, lød hans svar. Det gav anledning til megen latter i salen, men også til lidt eftertanke efterfølgende.
Tiden synes desværre at have givet digteren ret i en grad, der er foruroligende. Asger Aamund har således lige udtalt om dansk politik, at det stort set er lige meget, om vi har en blå eller en rød regering. Han karakteriserer således det store flertal af regeringsbærende partier – herunder også Dansk Folkeparti – som ”fordelingspartier”.
Socialdemokratismen er bredt accepteret med små nuanceforskelle, lyder hans påstand. Umiddelbart ægger en sådan provokerende påstand til modsigelse. Desværre afsløres det ved nærmere eftertanke, at Asger Aamund også i denne sammenhæng får rørt ved noget centralt og på én og samme tid foruroligende for folkestyret.
Den samme politiske ret – men med forskelligt tilbehør
Al erfaring i nyere tid viser, at hvad enten der dannes en rød regering med blåt islæt eller en blå regering med rødt islæt, så er det i det store hele den samme ret, der serveres for befolkningen – den eneste forskel er måske tilbehøret.
Fik 10 års borgerligt styre under VK-regeringen nemlig for alvor gjort op med verdens højeste skattetryk? Nej. Blev den socialistiske topskat afskaffet? Nej.
Fik vi en særskat på pensionister med ratepension? Ja. Fik vi en randzonelov, der uden kompensation fratog landmænd retten til at dyrke en del af deres jord? Ja.
Så pegede et lille flertal af vælgerne på en rød regering i frustration over, at der jo alligevel blev ført socialdemokratisk politik. Den lovede ikke skattelettelser, men derimod højere velfærd. Blev den offentlige velfærd forbedret? Nej. Der blev lovet markante prisfald på offentlig tansport. Fik vi det? Nej, tværtimod steg priserne.
Listen af den røde regerings løftebrud er som bekendt lang, men desværre ikke noget særkende i nyere dansk politisk historie.
Unge levebrødspolitikere uden et rodfæstet ståsted
Forklaringen på denne tingenes sørgelige tilstand ligger givetvis for en stor dels vedkommende i, at den nye generation af politikere mangler rodfæstethed i nogle fundamentale politiske holdninger, der igen er affødt af manglende livs- og erhvervserfaring.
Folketinget vrimler med noget, man næsten kunne kalde ”teenagepolitikere”, der har trådt deres barne- og ungdomssko i en politisk ungdomsorganisation med blikket rettet stift mod at gøre karriere som levebrødspolitiker – en drøm, der tit og ofte er gået i opfyldelse allerede inden, de overhovedet har nået at færdiggøre deres uddannelse.
Og de politiske vælgerforeninger, der beklageligvis kun repræsenterer omkring knap 5% af vælgerkorpset, står i kø for at medvirke til denne undergravning af folkestyret ved at gå målrettet efter enten purunge kandidater eller kandidater, som i forvejen er kendte i offentligheden næsten uanset for hvad.
Et af midlerne til at genskabe et sundt folkestyre er, at langt flere melder sig aktivt ind i folkestyret ved at melde sig ind i et politisk parti. Men grundet tingenes tilstand, hvor partierne notorisk er degenereret til at være strømlinede salgsorganisationer mere end folkelige bevægelser, der bygger på et menneskesyn og et idégrundlag, er vi inde i en ond cirkel.
Folk kan ikke længere identificere sig med et bestemt parti, fordi partierne ligner hinanden så meget, nøjagtig ligesom de forskellige mærker af tandpasta, vi kan vælge imellem i supermarkedet.
Sæt dit kryds med omtanke
Jeg kan kun give et godt råd i denne sammenhæng: Brug din ret til at sætte kryds med omtanke og lad ikke din stemme være til salg for floromvundne løfter båret af spin. Der findes nemlig stadig seriøse kandidater med grundfæstede holdninger og en erhvervs- og livserfaring, der er brug for i lovgivningsarbejdet. Det er som at finde en nål i en høstak, javel – derfor kræver det ikke så lidt at agere som en seriøs vælger ved det nært forestående folketingsvalg.
Flemming Jansen, fhv. borgmester (V) og lektor, freelance journalist og debattør.
