Medens den konservative folketingskandidat Naser Khader af hensyn til sin sikkerhed ikke kan føre valgkamp i den multikulturelle Bazar Vest eller området omkring Gellerupparken i Aarhus, har også Dansk Folkepartis kandidater i Odense fået en utvetydig besked fra det ligeledes multikulturelle byområde Vollsmose om at holde sig væk.
I lørdags modtog DF Odenses facebookside et foto med kommentaren ”En hilsen fra Vollsmose”. Som det vil fremgå af fotoet, er der tale om nedrevne DF-plakater, hvor folketingskandidaten Betina Signe Stick har fået øjnene skåret ud og en kniv stikket i panden, medens plakaten med Alex Ahrendtsen er forsynet med noget, der ligner skudhuller.
For Betina Signe Stick er der tale om hendes egen valgkreds, idet hun er opstillet i Odense Øst, der blandt andet omfatter Vollsmose.
Er politianmeldt
Formanden for Dansk Folkeparti Odense, Christel Gall, oplyser, at forholdet er politianmeldt.
”I første omgang anmeldte vi forholdet som tyveri og hærværk og trusler mod personer, men da vi fik kikket nærmere på fotoet, og blandt andet så noget, der ligner skudhuller i Alex Ahrendtsen, har vi skærpet anmeldelsen,” siger Christel Gall til Den Korte Avis.
Hun oplyser, at fotoet har været slået op på en privat facebook side, og der er således ikke i tvivl om, at politiet hurtigt skulle kunne efterforske sagen.
”De har jo på den måde ikke lagt skjul på, hvem de er, men de ved jo på den anden side også godt, at der ikke sker dem noget særligt,” siger Christel Gall til Den Korte Avis og fortsætter:
”Men i denne sag vil jeg håbe, at de kommer til at gå hele vejen. Hvad Alex Ahrendtsen angår, er der jo tale om trusler mod et medlem af Folketinget. Det er som bekendt en meget alvorlig sag, og jeg går selvfølgelig ud fra, politi og anklagemyndighed vil anlægge denne vurdering i deres behandling af forholdet,” understreger Christel Gall.
Hun oplyser, at opslaget på den pågældende private facebook side nu er blevet slettet, samt at Dansk Folkeparti ikke har haft valgplakater hængende i Vollsmose.
”Så de må jo være blevet fjernet andet steds fra af nogen, der har ledt efter dem med et helt bestemt formål,” fastslår formanden for Dansk Folkeparti Odense, Christel Gall
Kræver mindst 20-25 politibetjente
Heller ikke i Aarhus er det som nævnt sådan lige til at føre valgkamp.
Det må den konservative kandidat i Aarhus, Naser Khader, sande, efter at han nu forsøger at vende tilbage til Folketinget, for det har sine begrænsninger med hensyn til, hvor i Aarhus han efter eget udsagn kan færdes.
Selvom Naser Khader i forvejen er omgivet af livvagter, har han således opgivet at føre valgkamp i den multikulturelle Bazar Vest og i området omkring Gellerupparken.
Han mener ifølge DR Nyheder selv, at han skal have følge af 20-25 politibetjente, hvis han skal besøge de pågældende områder.
”Jeg plejer selv at være den, der går forrest. Men i øjeblikket er det nok bedst at holde lav profil,” siger den konservative folketingskandidat til DR Nyheder.
