Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Den store filmstjerne Leonardo DiCaprio lever til fulde op til denne talemåde.
Han har alle de rigtige meninger, for eksempel når det gælder kampen mod klimaforandringer. Men nu er der kommet dokumenter frem, der viser nogle af hans rejseaktiviteter. Her ser han ud til at være ligeglad med klimahensyn, når de kommer på tværs af hans egen bekvemmelighed.
I 2014 fløj han for eksempel inden for bare halvanden måned seks ture med privat jetfly – rent energifrås. De fire ture gik mellem Los Angeles og New York. De to sidste gik til og fra Las Vegas, bare for et ophold på otte timer.
På hjemmesiden Green World Rising, der er finansieret af Leonardo DiCaprio Foundation, fortæller man ellers med løftede pegefingre folk om, hvordan de hele tiden skal holde øje med deres CO2-forbrug, så de kan reducere det.
Men det gælder altså ikke for filmstjernen selv.
Kritisk interviewer bliver lempet væk fra stjernen
På videoen her ser man et lille interview med DiCaprio, mens han deltager i en march for klimaet i New York.
Intervieweren spørger ham, hvad han ønsker at opnå.. Han svarer: ”Vi ønsker at skabe en 100 procent ren energi. Vi har brug for en forandring i dette land. Vi må vise lederskab.”
Det lyder jo alt sammen vældig flot. Men så spørger intervieweren, hvad han vil sige til dem, der mener, at det ikke passer helt sammen med blandt andet hans rejseaktiviteter.
Her skubber en mand sig diskret ind mellem DiCaprio og intervieweren og får hende lempet væk fra filmstjernen.
Avisen Daily Mail har spurgt hos DiCaprios folk, om han har nogen kommentarer til de seneste oplysninger om turene i privat jet. Men han har ikke givet lyd fra sig.
Han er jo også en travl mand. Han skal ikke bare passe sit skuespil. Han er også optaget af at modtage klimapriser, gå i klimamarcher og give belæringer til alle os andre om, at vi skal få os en mere klimarigtig livsstil.
(Daily Mail, RadarOnline)