Længe har det været en udbredt opfattelse, at rød blok ville tabe valget, at Socialdemokraterne ville få et dårligt valg, og at Helle Thorning dermed ville blive nødt til at gå af som socialdemokratisk formand. Hun ville så blive afløst af Mette Frederiksen.
Meget taler stadig for, at rød blok taber valget. Selv om en enkelt aktuel meningsmåling viser et skrumpende forspring til blå blok, er der fortsat klar blå føring, når man tager gennemsnittet af målingerne.
Til gengæld viser målingerne en tendens til, at Socialdemokraterne går frem på bekostning af de andre røde partier.
I langt de fleste målinger ligger partiet fortsat under resultatet fra sidste valg, som var 24,8 procent. Men i enkelte målinger er partiet på det seneste kommet tæt på.
Samtidig er Thornings personlige popularitet steget, og hun ligger et godt stykke foran Lars Løkke i målingerne på de to statsministerkandidater.
Dermed er det langt fra sikkert, at forestillingerne om Thornings fremtid holder stik.
Thorning kan meget vel blive som S-formand, selv hvis hun taber valget.
Forventningerne er skruet ned
Ser man historisk på det, står Socialdemokraterne under alle omstændigheder til at få et ekstremt dårligt valg.
Valgresultatet sidste gang blev med rette betragtet som en katastrofe for partiet. For 20 år siden bimlede alle alarmklokker, når man røg under 30 procent ved et valg. Så er det selvfølgelig en meget alvorlig sag, når man får et valgresultat, der ligger tættere på de 20 procent.
Men nederlagene betyder også, at forventningerne stille og roligt bliver mindre. Der er jo ingen socialdemokrat, der drømmer om, at partiet når 30 procent ved det kommende valg.
Under de nuværende omstændigheder vil mange socialdemokrater såmænd synes, at det går an, hvis bare man får nogle procentpoints over de 20.
Og hvis man når op til det valgresultat fra sidste gang, der dengang blev udråbt til en katastrofe, vil det blive fejret som et virkelig godt resultat.
I forvejen har partiet under Helle Thorning udviklet en formidabel evne til at få selv alvorlige nederlag fremstillet som en sejr.
Fejret på valgaftenen
Hvis man tænker sig et socialdemokratisk valgresultat på samme niveau som sidst kombineret med gode personlige tal for Thorning, vil hun blive fejret på valgaftenen. Især da, hvis Socialdemokraterne bliver det største parti.
Der vil være lettelse i de socialdemokratiske rækker, og det vil hedde sig, at Thorning har trukket et stort læs med at bringe partiet væk fra afgrunden.
Tror man virkelig, at hun vil blive væltet på den baggrund?
Hun kan naturligvis vælge at gå på eget initiativ. Men det gør hun nok kun, hvis hun har et attraktivt alternativ såsom en international politisk post – og de hænger ikke på træerne.
Ellers er det meget usandsynligt, at Thorning går frivilligt. Hun er typen, der kæmper til det sidste.
To metoder til at vælte formanden
Der er så to metoder til at vælte en partiformand, der ikke vil gå af. Socialdemokraterne har prøvet dem begge.
Den ene er, at man indkalder til en ekstraordinær kongres, hvor der er opstillet en modkandidat til den siddende formand. Det var på den måde, man væltede Svend Auken i 1992. Men det var så voldsomt, at erfarne socialdemokrater tænker med gru på det.
Den anden metode er, at en gruppe centrale partifæller gør det klart, at formanden har mistet sin opbakning i folketingsgruppen og andre partiorganer. Det var sådan, Poul Nyrup blev sendt ud i mørket efter valgnederlaget i 2001.
Det er helt usandsynligt, at nogen vil binde an med en gentagelse af dramaet fra 1992.
Men det er også et stort spørgsmål, om Thorning kan blive vippet efter 2001-metoden, hvis partiet opnår et valgresultat, som skaber lettelse i rækkerne. Og hvis formanden siger nej til at gå.
Mette Frederiksens paradoks
Meget tyder på, at Thorning kun kan presses væk fra magten, hvis der er bred enighed i partiet om, at man har fået et elendigt valgresultat. Og det skal virkelig være elendigt, for man har som sagt skruet forventningerne langt ned.
Så selv hvis Thorning må gå som statsminister, er det langt fra givet, at hun viger pladsen som partiformand til fordel for Mette Frederiksen.
For Mette Frederiksen er der noget paradoksalt i denne situation. Hun har som justitsminister i høj grad bidraget til socialdemokratiske budskaber i værdipolitikken, der er mere hårde i filten. Og de er formentlig en væsentlig årsag til, at partiet nu klarer sig noget bedre.
Men dermed kan hun styrke Helle Thornings chancer for at blive. Den tanke har nok også strejfet Thorning, da hun udnævnte Frederiksen.
Utak er verdens løn. Ikke mindst i politik.
