27-årige Carl Attar fik den idé, at han ville bryde ind i Nottingham Trent University. Det kom han bitterligt til at fortryde.
Han forsøgte at slippe ind gennem et af de øverste vinduer til universitetets kontorer. Men der var meget lidt plads i højden. Så da han havde fået det meste af kroppen igennem vinduet, hang han i en vinkel, hvor han ikke kunne få det nederste af benene og fødderne med.
Så han blev hængende med ben og fødder strittende ud af vinduet på bygningens yderside og med hovedet nedad. Det højst ejendommelige syn fremgår af billederne og videoen her.
Dér blev han hængende i hele fem timer – og det var frostvejr.
Så kom de to unge studerende Dan De-Niet og Tom Burdett gående forbi fra en tur i byen. Carl Attar råbte på hjælp. Dan og Tom fik så øje på benene, der strittede ud af vinduet, og da det gik op for dem, hvad der var sket, var de ved at falde om af grin. De skyndte sig at tage fotos og video på mobiltelefonen. ”Jeg må sige, at det er noget af det sjoveste, jeg har set,” siger Dan til studenterbladet The Tab.
Men de kunne jo godt se, at den var gal, og at tyven havde akut brug for hjælp. Så de fik alarmeret politi og brandvæsen, der kom med tre politibiler og to brandbiler. Der kom også en ambulance.
Politifolkene kunne heller ikke skjule, at de fandt optrinnet hyle morsomt. Der blev revet nogle vittigheder af og taget en del fotos. Men så gik de i gang med en stige og en sav for at befri Carl Attar. Han kom under lægebehandling, da han var blevet pillet ned, men der var ikke sket noget alvorligt.
Hans selvfølelse har dog nok lidt et knæk. Han må have følt sig som verdens dummeste indbrudstyv, som han hang dér med benene strittende ud af vinduet og hovedet nedad.