Først vil jeg sige, at Ivan Bundgaard Sørensens læserbrev i Den korte Avis den 17. november er en god beskrivelse af Miljøministerens/Miljøministeriets holdning til dambrugserhvervet.
Jeg har gennem en længere årrække været mange dambrug behjælpelig med håndtering af både berettigede og især uberettigede krav fra miljømyndighedernes side.
Der har siden Miljølovens ikrafttræden i 1974 været et massivt pres på dambrugserhvervet, hvilket har fået en stor del af især by-befolkningen til at betragte dambrug som de store miljøsyndere ved vore vandløb.
Siden den første store vandmiljøplan blev søsat midt i 1980’erne, har dambrugserhvervet spillet loyalt med på de politiske vedtagelser i Folketinget. Dambrugserhvervet har hver gang været den første erhvervsgren, som har opfyldt nye krav – og det endda til overflod.
Lokalt har man måttet tåle, at de tidligere amter, som administrerede vandløbene, satte urealistiske høje målsætninger for de fleste vandløb. Disse målsætninger holder endnu.
De høje målsætninger blev i høj grad bifaldet af f.eks. sportsfiskerforeninger og naturfredningsforeningen uden kritik og overvejelser, om disse målsætninger var realistike at opnå.
For flere menneskealdre siden blev vandløbenes hovedvirkefelt omdefineret fra “vands brug til vands afledning”. Det var selvfølgelig en naturlig udvikling, da landbrugserhvervet var under stærk udvikling med behov for dræning og forlægning af vandløb for at skabe mere dyrkbart land. Vandmøller og andre, som benyttede sig af opstemninger i vandløbene fik gradvis frataget deres rettigheder til opstemninger. Mange steder gik f.eks. dambrug i samarbejde med de lokale miljømyndigheder om at skabe fiskepassage forbi opstemninger ved at etablere omløbsstryg, så bl.a. laks og havørred kunne passere uhindret forbi spærringerne til gydepladser ovenfor.
Disse omløbsstryg fungerer efter hensigten, men det er ikke altid nok for de særligt naturelskende: Stemmeværkerne skal fjernes, så visse grupper ikke får ondt i øjnene.
Af alle de miljøtiltag, der har været tvunget ned over vandløbene og de erhverv, som på en eller anden måde lever ved vore vandløb, har kun ganske få haft en positiv virkning – mange har haft en direkte negativ virkning.
Miljøministeren burde være klar over, at mange vandløb aldrig vil kunne opfylde den fastsatte målsætning. Det er ikke forurening, men oftest fysiske forhold i vandløbene (vandløbsprofil, vandløbets faldforhold, m.m.), som er afgørende for, hvilke insekter og fisk der er i vandløbet og som definerer vandløbskvaliteten.
Danmark er i europæisk sammenhæng unikt ved at have mange vandløb at høj standard. Vi har samtidig en enestående høj målsætning, som i mange tilfælde ikke kan blive opfyldt, hvilket betyder, at vi er bagud i forhold til mange andre lande, som ikke har de samme høje målsætninger. Det ser jo ikke så godt ud, at vi kun kan opfylde vor målsætninger med 60 – 70 %, mens de andre kan opfylde deres med 90 % eller derover. Det bemærkes af og til Bruxelles med bebrejdelser til Danmark.
Det danske dambrugserhverv gennem mange år har været en positiv medspiller ved miljøtiltag ved vore vandløb. Miljøministerens administration af vandmiljøet burde også omfatte faktuel viden om, hvad der batter ude i naturen. Ministerens administration burde ikke alene være baseret på holdninger og revolverdiplomati.
Preben Ikkala
Civilingeniør
