Det vrimler med sjældne dyre og billigere scoopvine i denne uges Kup på Vinhylden, og det skal for at undgå misforståelser understreges, at rækkefølgen i omtalen af vinene er tilfældig.
De vine, som omtales nedenfor i dag og andre onsdage, har alle et kvalitetsniveau, der ligger ud over det sædvanlige, og priserne ligger derfor en del, men ikke meget over, hvad der skal betales i discountbutikkerne for langt ringere produkter.
Der er således tale om virkelig ”value for money”, hvis man benytter sig af de beskrevne tilbud, og som meget ofte gemmer på sjældenheder, der sjældent udbydes med stor rabat.
Hvidvin
Bellingham Winery, 2012 Ancient Earth, Franschhoek Valley, Western Cape, Sydafrika – Normalpris 99,75 kr. – Tilbudspris 79,75 kr. ved køb af 6 flasker. Her er tale om en allround Chardonnay, som kan serveres til alt lige fra østers naturel til ribbenssteg. Der er fin mineralsk flintesmag, og som følge af en blanding af gæring på nye og gamle egetræsfade og på ståltanke opnås en cremet struktur. Eftersmagen er frisk og præget af citrus og melon.
Importør: Skjold Burne, Brøndby. www.skjold-burne.dk
Angelo Rocca & Figli, 2013 Vermentino, Terre Siciliane IGT, Sicilien, Italien – Kampagnepris 54,95 kr. hos nemlig.com. På tlf. 86 41 96 00 oplyses i øvrigt om nærmeste forhandler. Vermentino-druen giver en vin med aroma, styrke og fin syre. Normalt dyrkes den i Piemonte og Ligurien, men har nu også fundet rodfæste på Sicilien. Syren gør, at man sagtens kan gemme den et par år. Den kan drikkes solo, men er bedst i forbindelse med mad – f. eks. grillet eller stegt fisk.
Importør: Amka, Randers. www.amka.dk
Rødvin
Vignobles Garzaro, 2012 Château Élisèe, Pomerol, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 299,95 kr. – tilbudspris 209 kr. Vinene fra dette berømte vindistrikt nordøst for byen Bordeaux hører vi ikke meget til herhjemme, og det hænger utvivlsomt sammen med et højt prisniveau, som områdets vinbønder kan tillade sig at kræve, når mængden er lille og efterspørgslen stor. Men vinen er i øvrigt super flot – sammensat af 95 pct. Merlot og 5 pct. Cabernet Sauvignon.
Importør: Theis Vine, Skovlunde. www.theis-vine.dk
Azienda Agricola Stefano Accordini, 2010 Acinatico, Amarone della Valpolicella DOCG Classico, Verona, Italien – Normalpris 279 kr. – Tilbudspris 199 kr. ved køb af 6 flasker. Tilhængere af Amarone-vin med saft og kraft vil slikke sig en ekstra gang om munden, når de stifter bekendtskab med dette vinhus’ topvin. Fremstillingsprocessen er den traditionelle med tørring af druer og en lagring, som frembringer en nærmest provokerende flot frugtsmag. Et smukt mesterværk.
Importør: Jysk Vin – det gode glas, Randers. www.jyskvin.dk
Bodegas Asenjo & Manso, 2012 Manso Crianza, Ribera del Duero, Spanien – Normalpris 119 kr. – Tilbud 75 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen, der er fremstillet på 100 pct. Tempranillo-druer fra 80 til 100 år gamle vinstokke, rammer det danske marked i slutningen af måneden. Vi har smagt en prøve uden etiket, og det er en lækker vin, som gemmer sig i flasken. Her er duft af mørke kirsebær, fennikel og balsamico, og i munden en fylde i særklasse og lang eftersmag.
Importør: D’Wine, Aalborg. www.d-wine.dk
Bodegas Tritón, 2012 Tridente, Vino de la Tierra de Castilla y Leòn CO, Zamorra, Spanien – Normal 199,95 kr. – Tilbudspris 119 kr. ved køb af 6 flasker. Vinområdet placerer sig stadig mere i den spanske top, og Tridente er med sine 16 velintegrerede spiritusprocenter en rigtig bamsevin. Der er frugt, fad og krydderier i lange baner, og enhver sammenkogt ret som f.eks. oksehaleragout med kartoffelmos vil få en ekstra dimension, hvis de spises og drikkes sammen.
Importør: Andrup Vin, Esbjerg. www.andrupvin.dk
Domaine de la Ville Rouge, 2007 Inspiration, Crozes-Hermitage AOP, Rhône, Frankrig – Normalpris 149 kr. – Tilbudspris 109 kr. ved køb af 6 flasker. Crozes-Hermitage er et af Frankrigs ”glemte” vinområder, som laver flotte og inspirerede vine. Vingården er kun på 14 hektarer og dyrker rødvinsdruen Syrah. Der er en intens næse af kirsebær, hindbær, solbær og eukalyptus. I munden opleves en koncentreret og velafbalanceret vin med et strejf af egetræ. En potent bøfvin.
Importør: Vinslottet, Greve. www.vinslottet.dk
Podere Gianni Gagliardo, 2009 San Ponzio, Nebbiolo d’Alba DOC, Piemonte, Italien – Kampagnepris 199 kr. ved køb af 6 flasker. Nebbiolo er kongedruen i Piemonte, og navnet betyder tåge på italiensk, og netop fugten i luften især om formiddagen giver sammen med høj sol senere på dagen fantastiske vækstmuligheder for vindyrkning. Så foruden denne ”2. vin” laver huset også gedigen Barolo, som koster spidsen af en jetjager. En fremragende ledsager til vildt med vilde svampe.
Importør: Haller Vine, Middelfart. www.hallervine.dk og www.vinogvin.dk
Tenimenti Angelini, 2012 Trerose, Rosso di Montepulciano DOC, Toscana, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. ved køb af 12 flasker. Vingården Trerose ligger i Montalcino-området og fremstiller nogle dejlige tørre rødvine, som med største fornøjelse kan serveres året rundt til alt godt fra lammet eller til spaghetti i godt krydret kødsovs. Den er lavet på 100 pct. ren Sangiovese – den italienske nationaldrue.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal. www.philipsonwine.com
Viña Apaltagua, 2013 Cabernet Sauvignon Estate Selection, Valle Central, Chile – Normalpris 69,95 – Tilbudspris 129 kr. ved køb af 3 flasker hos SuperBest. Ligesom sin australske kollega Nugan tager Apaltagua stadig flere markedsandele. Dels er vinene herfra rigtig gode og dels er de til at betale. Der er tale og en frisk, frugtpræget og velstruktureret vin med aroma og duft af både kirsebær og solbær.
Importør: GobiVin, Valby. www.gobivin.dk
Calatrasi Mediteranean Domains, 2012 Terre di Ginestra, Terre Siciliane IGP, Sicilien, Italien – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 75 kr. ved køb af 6 flasker. Producenten hører til de virkelig store jordejere, som strækker sig over Middelhavet til Tunesien. Vinen er en rå bisse, som håndfast viser alle Nero d’Avola-druens potentialer. Der er mindelser om både sorte og røde bær, især jordbær. Skal frikadellen have et ekstra pift, så er denne vin sagen!
Importør: Gallovini, Vejle. www.gallovini.dk
Toltén Winery, 2013 Cabernet Sauvignon Reserve, Valle Colchagua D.O., Chile –
Kampagnepris 85 kr. Dalen, hvor vinstokkene gror, har et gudsbenådet klima, som giver flotte resultater med Cabernet Sauvignon, Merlot og Carmenère. I glasset udsender den dybrøde vin en fin duft af kirsebær, og i den frugtige smag, der holder længe i munden, fornemmes spor af cigarkasse. Velegnet til sammenkogte retter eller roast beef med pomfritter.
Importør: Vinens Verden, Odense S. www.wine.dk
Mascota Vineyards, 2011 La Mascota Malbec, Mendoza, Argentina – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 50 kr. i SuperBrugsen. La Mascota er navnet på en af de fineste vinmarker i Mendoza og ligger i Cruz de Piedra i Maipo. Vinen er elegant og kompleks og er modnet i franske og amerikanske egetræsfade. Der er flot aroma af sveskeblommer, og der opleves en let smag af lakrids. Gode dråber, der vil vække begejstring.
Importør: Coop, Albertslund. www.coop.dk