Spørgsmål:
En ældre genbo til en af “mine” byggepladser, spurgte om jeg lige ville svare på et spørgsmål i forbindelse med hans hus.
Naturligvis ville jeg det.
Han prøvede at forklare mig, at en af bjælkerne i tagkonstruktionen måske var rådden.
Jeg kunne ikke gennemskue hans forklaring, så vi gik over til hans hus.
Der pegede han op på taget og spurgte igen om den var rådden.
Jeg kunne ikke få øje på nogen bjælke, så han tog stige og pegede på “bjælken”, der viste sig at være nederste taglægte.
Svar:
Nederste taglægte er selvfølgelig den mest udsatte. Den kan blive våd, men tørrer igen.
Ved at se på huset, kunne jeg vurdere at det var ca. 30 år gammelt, så jeg spurgte ham om taget var blevet udskiftet.
Det var det ikke, så det var altså en 30 år gammel taglægte vi talte om.
Den var lidt grøn fra algevækst, hvilket var tydeligt, da den endnu var lidt våd.
Jeg forklarede ham, at det var ganske uskadeligt, men rådede ham til at behandle den med algefjerner, idet han var meget utryg ved synet.
Den mere tekniske forklaring fik han ganske kort.
Træ der er udluftet / ventileret behøver man ikke at frygte.
Helt anderledes forholder det sig med træ der er “lukket inde”. Bliver det opfugtet, er der risiko for svampedannelser af forskellig karakter, lige fra skimmelsvamp til ægte hussvamp.
Træ der bliver lukket inde, så det ikke kan “ånde”, skal behandles inden indbygning.
Her kan der komme forskellige imprægneringsmetoder i anvendelse.
Grundig malerbehandling eller bedst, en miljøvenlig trykimprægnering.
Generelt bør man udføre indelukkede trækonstruktioner så de ikke kan opfugtes.
I selve byggefasen skal man også sikre sig, at træet ikke kan optage fugt fra omkringliggende fugtige materialer, samt beskytte det mod regn.
Venlig hilsen Jesper Staun
