|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
For lidt og for sent
Men indvandringen til Sverige har været så enorm, at regeringens stramme udlændingepolitik kan vise sig at være for lidt og for sent.
Det fremgår af et interview med den finske demografianalytiker og professor Kyösti Tarvainen om, at Europas befolkningsudvikling allerede har passeret afgørende vendepunkter – med Sverige som et af de lande, hvor forandringen ifølge ham er den hurtigste og sværest at stoppe. (samnytt.se)
Han mener, at Europas demografiske udvikling allerede er langt fremskreden og på mange måder irreversibel. Udviklingen e ustoppelig og betyder, at svenskerne er på vej til at komme i mindretal.
I et tidligere interview med Samnytt har han advaret om, at Sveriges befolkning er ifølge hans beregninger er på vej mod et historisk flertalsskifte. Tilstrømningen er nu ganske vist faldende. Men andre forudsætninger er uændrede.
Den store indvandrerbefolkning er yngre end svenskerne og flere er i den fødedygtige alder.
Baseret på fødselsrater, immigrationsniveauer og forskelle i fertilitet mellem forskellige grupper mener Tarvainen, at den nuværende majoritetsbefolkning risikerer at blive en minoritet inden århundredets udgang.
Samtidig advarer Tarvainen om, at hurtige og omfattende demografiske ændringer historisk ofte har ført til social uro og konflikter, især når politiske systemer ikke har formået at håndtere dem i tide.
Tarvainen påpeger, at demografiske ændringer sjældent sker pludseligt, men at de er uundgåelige, når de først har fået fodfæste.
Samnytt stiller Tarvainen nogle spørgsmål:
Er det korrekt at sige, at oprindelige europæiske befolkninger allerede er i demografisk tilbagegang i flere lande?
“Ja, de fleste er. Ikke Ungarn og Polen, men de fleste af dem i Vesteuropa.
Sverige – et ekstremt tilfælde
Når samtalen handler om Sverige, bliver Tarvainen mere konkret. Ifølge de prognoser, han henviser til, vil dagens majoritetsbefolkning, dvs. svenskere, relativt snart blive en minoritet.
“Den seneste prognoser viser, at svenskerne i dette århundrede vil være i mindretal.
Findes der et historisk eksempel på en civilisation, der overlevede en kombination af meget lav fertilitet og vedvarende masseindvandring fra kulturelt fjerntliggende befolkninger?
“Det er noget nyt, den lave fødselsrate. Det er ikke sket før, det er et nyt fænomen. Men vi kunne se det begynde at ske allerede for 60 år siden.
Når det gælder Vesteuropas demografi, hvilket land er så hårdest ramt?
“Storbritannien vil være det første land, hvor den oprindelige befolkning bliver en minoritet. Det sker om cirka 30 år.
“Men når det gælder islamisering og muslimer, er Sverige og Frankrig hårdest ramt. Det er blevet studeret på Pew Institute, blandt andre, siger han.
Politikkens begrænsninger
Når det gælder muligheden for at vende udviklingen, er Tarvainen skeptisk over for de politiske redskaber, som den svenske regering og andre benytter.
Hvor langt er Sveriges demografiske skift allerede nået – er der stadig en realistisk mulighed for en omvending?
“Jeg har foreslået her i Finland, at migration fra lande uden for EU stoppes helt, at islamister deporteres, og at islam ikke bør tillades i Finland, så muslimer kan vende tilbage til deres hjemlande. Så vil den vestlige befolkning være stabil gennem intern migration, og det gælder også Sverige.
I Sverige gik regeringen til valg med løftet om at stoppe masseindvandringen, men hvert år kommer omkring 100.000 mennesker fra Mellemøsten og Afrika stadig til Sverige. Hvordan kommenterer du på dette?
“De har lavet mange gode ændringer i loven, men overordnet set har det meget lidt effekt. Jeg har ikke set nogen forslag, der virkelig ville ændre denne tendens. Det eneste, der vil virke, er tvungen hjemsendelse af muslimer.”
Endelig ser han fremad og tegner et dramatisk scenarie, hvis demografien fuldstændigt ændrer sig. Han frygter en tilstand, der kan ligne borgerkrig.
Tarvainens konklusioner kan ses som kontroversielle, men de er konsistente. I hans ræsonnement er demografi ikke et spørgsmål om værdier eller politisk vilje, men om matematiske relationer, der virker over tid, skriver samnytt.se og fortsætter:
Uanset om man er enig i hans konklusioner eller ej, er der et centralt spørgsmål – hvis prognoserne er korrekte, hvor længe kan politik så fortsætte med at behandle befolkningsudvikling som et sekundært spørgsmål?
