Indlæg fra læserne 20. oktober: Sprøjteforbud giver ikke renere drikkevand # Sandheden har en pris – men tavshedens pris er større # Åbent brev til statsministeren

Getting your Trinity Audio player ready...

Sprøjteforbud giver ikke renere drikkevand
Af Peter Schoubye, civilingeniør

 

Et stort flertal i Folketinget vil forbyde sprøjtning med pesticider på omkring 6% af Danmarks landbrugsareal med den begrundelse, at man
vil sikre folkesundheden mods nedsivning af pesticidrester i grundvand, der bruges som drikkevand. Sprøjteforbuddet skal sikre, at drikkevandet altid er helt rent, siger politikerne.

 

Sandheden er, at sprøjteforbuddet hverken vil gøre vort drikkevand sundere eller renere end blot ved fortsat håndhævelse af den nuværende politisk fastsatte grænseværdi på 0.5 mikrogram per liter for summen af alle pesticidrester tilsammen i drikkevand, som i ”giftighed” svarer til en hovedpinetablet opløst i 1 million liter vand!

 

Drikkevandet vil derimod – uanset sprøjteforbud eller ej – fortsat indeholde mange andre “giftstoffer”, som IKKE kommer fra landbruget.

 

F.eks. er den sundhedsmæssige grænseværdi for arsen, der er en naturlig forurening i drikkevand, på 5 mikrogram/liter, som ifølge EUs
miljøagentur kan indtages livslangt uden helserisiko, selvom arsen er kræftfremkaldende og mindst 1000 gange giftigere end de værste
pesticider, der kan forekomme i grundvand.

 

Politikerne maner til frygt for pesticider i drikkevand, men glemmer, at grønt, frugt og frugtsaft, som vi indtager hver dag, gerne må
indeholde op til 10-100 mikrogram pesticider per kg, eller over 100 gange mere end i drikkevand, uden helserisiko ved livslang indtagelse.

 

Det forslåede sprøjteforbud skaffer os altså reelt hverken renere drikkevand eller mindsker vort samlede og uskadelige pesticidindtag.
Sprøjteforbuddet er ren SYMBOLPOLITI, der vil koste samfundet omkring 400 millioner om året eller 30-40 milliarder i tabt jordværdi.  TIL INGEN NYTTE.

************

 

Sandheden har en pris – tavsheden har en større 

Af Søren Nørgaard

 

Sandheden har aldrig været populær, når den har afsløret magtmisbrug, brudt bekvemme illusioner  eller stillet mennesker til ansvar. Den forstyrrer. Den kræver, at vi ser på noget, vi helst ville være  fri for at forholde os til. Derfor risikerer den, der siger det ubehagelige højt, selv at blive gjort til  problemet. 

 

Det begynder ofte med mistænkeliggørelse. Man tillægger vedkommende skjulte motiver, fordrejer  hans ord og angriber hans karakter. Han bliver kaldt ond, hadefuld eller farlig, mens det, han faktisk  har sagt, glider ud af samtalen. Så handler debatten pludselig om, hvorvidt han er et anstændigt  menneske, og det oprindelige spørgsmål står ubesvaret. 

 

Den behandling kan få alvorlige følger. At blive hængt ud, bagtalt eller frosset ude kan koste både  venskaber, arbejde og livsmod. Samtidig sender det et tydeligt signal til andre: Se, hvad der sker  med den, der åbner munden. Sådan lærer mennesker at tie, selv når deres samvittighed siger, at de  burde tale. 

 

Et samfund bør være dybt bekymret, når frygten for fordømmelse bliver stærkere end viljen til at  undersøge en sag. Vi mister noget afgørende, hvis mennesker først skal beregne den sociale pris, før  de tør fremlægge en ubekvem oplysning eller stille et nødvendigt spørgsmål. 

 

Den, der hævder at tale sandt, har naturligvis også et ansvar. Påstande skal kunne begrundes,  oplysninger skal efterprøves, og egne fejl skal rettes. Sandhed kræver redelighed og ydmyghed,  også hos den, der føler sig overbevist. Netop derfor må vi holde fast i en debat, hvor argumenter  bliver undersøgt, og beskyldninger kræver belæg. 

 

Vi har brug for mennesker, der tør sige fra, når noget er forkert. Og vi har brug for mennesker, der  tør stå ved deres side, når personangrebene begynder. Modet svigter let, hvis alle andre ser tavse til. 

 

En løgn bliver ikke sand, fordi mange gentager den. Og en sandhed ophører ikke med at være sand,  fordi dens budbringer bliver lagt for had. Det bør vi huske, før vi slutter os til koret af fordømmelse.

************

 

Åbent brev til statsministeren

Af John Lindblad Christensen

 

Jeg er snart 90 år og har levet under fire regenter og 18 statsministre, så jeg har da en hel del at sammenligne dig med. Du klarer det fint.

Med alle mulige mærkelige partier, der dårligt nok selv ved, hvad de mener ved man da, hvor socialdemokratiet står. Næsten som det eneste. Det er jo ikke uden grund, at man forenkler det hele ved kun at tale om blå og rød blok.

 

Du viste dine samlende evner under coronaen.

Og du afskaffede Storehvedebrødsdagen.

Du var stats(personen), der viste vejen for os alle. Godt gjort.

Nu har jeg fedtet nok for dig, så til mit ærende.

 

Det virker, som om det kriminelle område er overvældende i Danmark. Svindel på alle planer. Vold, voldtægt, drab er næsten dagligdags. Tyveri på alle planer. Fængslerne er overfyldte. Bander, som alle er bange for. Seksuelle forbrydelser er helt almindelige. Børn bliver hyret til kriminelle handlinger. Narko i alle samfundslag.

 

Det tror jeg, at du kan gøre noget ved. Banderne kan fjernes ved en enkelt grundlovsændring.

Det går på, at foreninger, som har kriminalitet som en del af sit virke, er at forbyde.

Og der er jo ikke meget mere end 1000 medlemmer, hvoraf en tredjedel sidder i fængsel.

De små vaneforbrydere kunne måske få straffen fordoblet for hver gang, de dømmes.

Og meget vigtigt: Alle forbrydere vælger selv.

Og så videre. Og så videre.

 

Her får du så en opgave. Store af befolkningen er jo hælere. (Jeg har selv sagt nej til en fin ladcykel til en fjerdedel prisen.)

Narkosælgere kan jo intet gøre, hvis ingen vil købe skidtet. Det samme gælder for cykler, smykker, arkitekttegnede møbler. Der er nok ingen grænser. Alt kan sælges til den rigtige pris.

 

Jeg er sikker på, at en seriøs kampagne vil hjælpe en del. Og jeg mener, at du kan stå i spidsen for den.

Min fremtid er på anatomisk institut, men fremtiden må have moral som kodeord.

Et fag skolen kunne dreje sig om empati.

Det kunne mindske f. eks. mobberi.

Projektet kunne hedde ”Bedre mennesker”

Del på Facebook