|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Aktiv dødshjælp i selvbestemmelsens navn
af Kirsten Damgaard, psykolog
Jeg går ind for muligheden for aktiv dødshjælp, både for mig selv og andre myndige som personligt vælger den udgang på livet.
I den vestlige protestantiske verden er der relativt mange læger og psykologer i selvmordsgruppen. Begge faggrupper oplever mennesker med fysiske og psykiske lidelser, så livskvalitet i hele livets udstrækning tænker de over hver dag. Psykologer er sjældent hæmmet af at være religiøse og lægerne kan skrive dødspillerne ud.
Ikke kun de døende
Når man læser om modstanden overfor aktiv dødshjælp, går der flere sæt antagelser igen. Den første er at personen snart alligevel skal dø : ”når et menneske nærmer sig døden” ;”når sygdommen ikke længere kan helbredes”; og ”er uafvendeligt døende”. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Der er unge svært tilskadekomne eller med voldsomme handicap, foruden mennesker i 40’erne med barske kroniske psykiske sygdomme, der ikke orker deres meningsløse liv mere.
Et svært valg
Den anden antagelse er, at det er ubehageligt for mennesket at skulle vælge ”tvinge den døende til at vælge”, “et valg mellem døden og smertelindring”. Jeg må sige at livet består af valg – hver dag og utallige gange – og ja, mange valg er ubehagelige.
Vil lægerne assistere?
Den tredje antagelse er, at læger ikke vil assistere i disse drab. Der er imidlertid læger, der står frem i pressen og vil hjælpe, ligesom mange læger assisterer ved fosterdrab, det vi kender som provokeret abort ( omkring 41 pr. dag). En provokeret abort på et rask foster er lindring for nogen.
Når medicin ikke virker
Det fjerde modargument lyder, at det er et uværdigt menneskesyn at støtte et dødsønske, samfundet kan “miste blikket for omsorg og respekt” .Vi, altså samfundet, skulle hellere gøre mere for at lindre lidelsen, og bære den sammen med vores kære og vores næste. Jeg ved – som alle der har levet et langt liv og turdet tale intimt med mennesker – at ikke alle vilkår kan lindres eller afhjælpes; plejere i døgnservice, psykoterapi eller medicin hjælper ikke alle til et meningsfuldt liv. Det peger lægernes og psykologernes egne selvmord vel også på.
Selvbestemmelse er formynderi
For nylig fik jeg lavet en fremtidsfuldmagt. Et familiemedlem der er sygeplejerske, får mig i varetægt – økonomisk såvel som fysisk – hvis jeg bliver ude af stand til at træffe kvalificerede afgørelser for mit liv. Måske vil det til den tid endnu ikke være blevet lovligt med aktiv dødshjælp i Danmark, jeg er 73 år. Så jeg ville gerne have indføjet i fremtidsfuldmagten, den mulighed, at fuldmagtshaver kunne hæve af mine penge og tage mig med til udlandet for aflivning efter eget ønske. Men advokatkontoret forklarede, at det ikke var muligt, idet denne handling ikke var lovlig i Danmark. Så skakmat på den selvbestemmelse!
Døden som mulighed
Det er uværdigt overfor lokoførere, at de skal opleve selvmord foran deres tog. Det er traumeskabende at børn skal finde deres far hængt i garagen, osv. Den danske social-karakter indebærer, at vi normalt opdrager i frihed til selvbestemmelse og ansvar. Det kan kun gå for langsomt med at indføre fornuftigt rammesat Aktiv Dødshjælp.
