|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Præsident Donald Trump er alvorligt på spanden. Så alvorligt, at han nu forsøger at gøre noget, som strider mod, hvad han selv har proklameret, og hvad hans republikanske vælgere kræver.
Trump giver nu pludselig Ruslands diktator, Vladimir Putin, grønt lys til at sælge 300.000 tons dieselbrændstof til Putins Rusland. Dermed trodser den russiske diktator de internationale sanktioner, som Rusland skulle følge for at sikre en stabil verdensøkonomi.
Dermed slår Trump et hul i de restriktioner, der skulle holde styr på verdensøkonomien. Det generer åbenbart ikke Trump, at han derved bidrager til at skabe dybt problematisk usikkerhed i verdensøkonomien.
Dermed bekræfter han sin påfaldende hang til at køre parløb med den russiske diktator. Det skyldes tilsyneladende ikke nogen særlig sofistikeret analyse fra den bragesnakkende amerikanske præsident. Ja, det skyldes ikke engang en gennemtænkt strategi for forholdet mellem USA og Rusland. For en stor del skyldes det … forfængelighed hos den amerikanske præsident.
Han vil først og fremmest fremstå som en stor og stærk mand. Derfor er han tiltrukket af diktator Putins primitive macho-adfærd. Han nyder simpelt hen rollen. Og han har det med at reagere fornærmet og aggressivt, når den ukrainske præsident, Volodymyr Selenskyj, markerer sine egne holdninger og planer på ukrainernes vegne.
Trump er nødt til at erkende, at ukrainerne har udviklet sig til en betydelig militær magtfaktor, der på vigtige punkter kan udfordre ham og hans Putin-venlige kammerat.
Trump er ikke bare påfaldende velvillig over for Putin. Han virker direkte benovet over den magtbegejstrede russiske diktator, der gør sit bedste for at bekæmpe Volodymyr Selenskyj og hans styrker, der kæmper så imponerende hårdt og dygtigt.
Trumps smisken for Putin skyldes vel ikke så meget direkte underdanighed fra Trumps side i forhold til Putin. Frem for alt skyldes det nok et bredere sværmeri for ‘stærk mand-rollen’. Trump har en til tider nærmest barnagtig glæde ved at spille stor mand, der hersker og huserer. Og han er tiltrukket af en Putin, der agerer med hård hånd.
Men han har meget svært ved at klare en Selenskyj, der som både politiker og kriger er dygtigere og mere snarrådig end Trump (og Putin) selv.
Samtidig har Putin indlysende problemer med at holde trit med USA, når det gælder oprustning. Han reagerer specielt på to måder:
Han forsøger at styrke sin relation til Trump og amerikanerne. Og han prøver efter bedste evne at spænde ben for Zelenskyj og ukrainerne for at tvinge dem til at være mere medgørlige over for Trumps og Putins bestræbelser.
I den forbindelse forsøger Putin at manøvrere med en vis forsigtighed. Han vil gerne genere amerikanerne. Men han vil ikke ud i et større, åbent slagsmål med dem. Han prøver i stedet at styrke sin hånd ved at svække Zelenskyj og ukrainerne.
Men når det kommer til stykket, er det hverken Putin eller Trump, der styrer det kommende uundgåelige opgør mellem Vesten og Rusland. Det er frem for alt NATO. Her kommer der kontant besked fra NATO’s øverstkommanderende general, Alexus Grynkewich. Han taler lige ud af posen:
“Hvis nogen er tåbelige nok til at angribe os, vil vi kæmpe.” Og han fortsætter: “Vi vil stoppe angrebet og nægte dem muligheden for at nå deres mål, uanset hvad disse måtte være. Vi vil kort sagt sikre, at ethvert angreb mod enhver allieret viser sig at være fuldstændig nyttesløst.”
Generalen varsler massiv gengældelse, hvis en sådan situation skulle opstå.
Det er rimelig klar tale. Væsentligt klarere end de kringlede meldinger, der kommer fra en Donald Trump. Trump taler højt og hyppigt. Men han er mere optaget af sit eget ego og sin egen personlige vinding end af det store opgør, som Vesten nu må gøre sig klar til.
